”Man kan næppe forestille sig en større rejse i mødet mellem faderskabsidealer end den, der har gjort sig gældende, da de medvirkendes palæstinensiske, afghanske og pakistanske fædre emigrerede og flygtede fra undertrykkende bånd, økonomisk knaphed og andenrangsborgerskab til et rigt, blødt kommunikerende overskudssamfund som det danske.”
Sådan skriver forfatter og sociolog Aydin Soei i ”Fædre. Fortællinger om at blive til som far”. Og han har selv været hele turen igennem, som han fortalte i sin bog ”Forsoning” (2016), der handler om hans iranske families flugt og sammenbrud – og om hans far, der slog en mand ihjel og blev udvist af Danmark.
I sin nye bog har han imidlertid givet ordet til andre, nemlig til Nagieb Khaja, journalist, forfatter og dokumentarist, Janus Bakrawi, skuespiller og coach, Asim Latif, leder af projektet Baba – fordi far er vigtig, Tarek Ziad Hussein, jurist, forfatter og debattør, samt til Niddal El-Jabri, stifter og direktør i den minoritetspolitiske organisation Mino Danmark. Hans egen rolle er således næsten usynlig, han træder sjældent frem, men synes at vække tillid som samtalepartner og indgyde de fem mod til at fortælle deres vigtige og til tider vilde historier.
I stedet for at lade dem få en blok hver – eller lade deres stemmer blande sig som i den klassiske samtalebog – deler Aydin Soei sin bog op i tre afsnit: ”At krydse (lande)grænser – eksil og barndom”, ”Om at navigere i verden – ungdom, fællesskab og tab” og ”Arven fra far – kærlighed og postkort fra fremtiden”, hvor alle får en stemme, og det fungerer godt. Også når det bevæger sig i en lidt anden retning end den faderlige, og faktisk klæder det bogen, at den ikke pinedød skal have alt presset ned i far-søn-kassen, men at den tør lade fortællingen flyde frit.
Uanset om forholdet til deres far har været godt eller skidt, er de alle fælles om at tilhøre den første generation med etnisk minoritetsbaggrund, som for alvor er rundet af Danmark, og de er fælles om at vokse op med en fornemmelse af at være rejsende mellem forskellige sociale, kulturelle og religiøse arenaer – og for de flestes vedkommende om at mangle et forbillede, når det gælder faderrollen. For de har ikke lyst til at kopiere deres egen fraværende, autoritære og passive far, men ønsker sig et helt andet nært og engageret forhold til deres børn.
Det er vigtige historier, som bogen bringer. Af og til forfalder den til lidt forsimplede kausale forklaringer, af og til bliver terapi- og selvudviklingslingoen lidt vel banal, men fortællingerne, der sympatisk nok stritter i alle retninger og aldrig bliver tvunget i spænd, vidner om et væsentligt integrationsproblem, som ingen af dem er bange for at adressere. Og deres fortællinger om ensomhed, vrede og rodløshed gør indtryk.
Som Niddal El-Jabri siger: ”Det har været et problem igennem hele min opvækst, at jeg ikke havde nogen at dele fortællingen om at føle sig anderledes med.”
Det burde der således være rådet bod på med Aydin Soeis ”Fædre”.