Anders Matthesens nye animationsfilm vinker farvel til den politiske korrekthed

Tonen er en anden, men Matthesen er den samme. Der er ingen pæne omskrivninger i ”Ternet Ninja”, hvor alle står for skud

"Matthesen indtaler som altid de fleste stemmer med en sproglig spændstighed, der kun gør udbyttet mere morsom. Animationsfilmen ”Ternet Ninja” er så sjov, at den burde kunne gøre lykke verden over," skriver anmelder Karen Dyssel. (Foto fra filmen)
"Matthesen indtaler som altid de fleste stemmer med en sproglig spændstighed, der kun gør udbyttet mere morsom. Animationsfilmen ”Ternet Ninja” er så sjov, at den burde kunne gøre lykke verden over," skriver anmelder Karen Dyssel. (Foto fra filmen).

Anders Matthesen er den samme, men tidsånden har ændret sig. Derfor er det ved at holde fast på den besungne grove, danske humor, at han for alvor skiller sig ud. For når alle overvåger hvert et ord, hver en ytring, for at spotte, om der lurer en krænkelse, en devaluering af køn, klasse eller etnicitet i et værk, er det befriende, at Matthesen med ”Ternet Ninja” råber alt det forbudte ud. Piger bliver til uselvstændige tøser, smilende thaier slår deres børn, og de rige er nogle selviske svin. Uden undtagelser.

Anders Matthesen er rundet af P3’s ”Børneradio” omkring årtusindeskiftet, dengang børn kunne tåle at høre lidt af hvert. Med animationsfilmen ”Terkel i knibe” fra 2004 sprængte Anden, som Matthesen kaldes som komiker, alligevel selv en friere tids vidde rammer. Den virkelig grove børnegyser bød på mobning, selvmord og omsorgssvigt med et helt særligt frimodigt og barskt sprog. Men dengang var det meste derude groft og ironisk. I dag er tonen en anden, men Matthesen den samme.

Og nu er det oven i købet jul og dermed højsæson for danske komedier i biograferne. I Paprika Steens fremragende ”Den tid på året” besøger vi kernefamilien i strid med sig selv selveste juleaften. I Hella Joofs ”Happy Ending” er det ægteskabet, der står for skud. Begge film udstiller genkendelige livssituationer for de fleste. Men nu kommer Anders Matthesen og river al den opsparede opbyggelighed ned med sin herlige antitese til krænkelsesfrygt. Godt nok er vi i et parcelhus i Albertslund, hvor Aske bor med en speltramt mor, en ulidelig papbror og en vattet stedfar. Men her hører normaliteten også op. For Aske får en ternet ninjadukke af onkel Stewart i fødselsdagsgave, og så begynder kampen mod dansk middelklassehverdag.

Ninjaen er på blodrus for at hævne mordet på en børnearbejder i Thailand, der blev slået ihjel af den danske legetøjskonge Philip Eberfrø. Aske skal hjælpe den lille ternede Ninja med at få skovlen under kapitalismen, men først skal de to vinde Jessica fra 8. klasses hjerte og tæve Glenn fra specialklassen. Det hele sovset ind i uvederhæftigt sprog, utilstedelig humor og virkelig, virkelig mange grin, der måske smager lidt af genbrug, men alligevel får en helt ny klang, fordi der er så stor en angst andre steder for at grine grovkornet.

Matthesen indtaler som altid de fleste stemmer med en sproglig spændstighed. ”Ternet Ninja” er så sjov, at den burde kunne gøre lykke verden over. Men den vil nok få svært ved at finde fodfæste i en verden fuld af fodnoter og frygt for fejl. Det er dansk humor fra en nyligt svunden tid. Og bag det hele banker et oprigtigt godhjertet hjerte for de svage, for fællesskabet, for nørderne og taberne. Men tag ikke fejl, det er ikke et blødsødent hjerte. Det er stenhårdt. Men det er for store børn. Og voksne, der trænger til at græde lidt. Af grin.