For nylig spurgte min hustru, om jeg ville med til korkoncert i Trinitatis Kirke i København. Hun skulle i hvert fald selv derhen og høre Theatre of Voices. For det meste går jeg ikke med hende til den slags, men nu var det fredag eftermiddag, og det var ovenikøbet gratis.
Ligesom så mange andre mænd fulgte jeg med min kone ud i den del af kulturlivet, som jeg normalt ikke selv kunne finde på at opsøge.
Det er kvinderne, og gerne de modne af slagsen, der fører an her. Det er dem, der er langt flest af, og mændene er ofte bare et fåret vedhæng. Ligesom jeg selv.
Min kone har sunget i kor. Jeg har aldrig. For mig kan korsang være dejligt at lytte til. Men det er også noget, jeg forbinder med noget pænt og friseret.
Pigekoret synger da nydeligt, men det er også så artigt. Selv når kor tager fat på mere moderne rytmisk musik, synes jeg, at det kommer til at lyde af det samme, nemlig kormusik. Væk er den fræsende elektriske guitar, væk er den hæse saxofon.
Jeg havde selvfølgelig aldrig hørt om Theatre of Voices før, endsige dets leder, Paul Hillier. Men det skulle jeg så sandelig komme til.
Da vi kom ind i kirken, var der allerede fyldt godt op, og vi kom til at sidde, så vi ikke kunne se koret og dirigenten. Men det betød heller ikke så meget. Min hustru sad alligevel med lukkede øjne under hele koncerten og lyttede intenst til de smukke og mærkværdige toner, der fyldte kirkerummet. Hun lukker alle andre sanser ude og er et stort, åbent øre.
Det går ikke helt for mig. Da koret var gået i gang, lukkede jeg også øjnene, men med det resultat, at jeg træt efter en lang arbejdsuge faldt i søvn. Ikke fordi jeg syntes, at det var kedeligt at lytte på det første stykke ”Gloria ad modum tubae”, men den pludselige ro i kirken havde alligevel sin indflydelse.
Da jeg vågnede igen, var det til en anden verden.
Theatre of Voices havde forladt den mere traditionelle religiøse korsang og var i gang med noget, jeg aldrig havde hørt før. De menneskelige stemmer lød som mærkelige, ukendte instrumenter, der førte ind i et magisk og besynderligt lydunivers. Og sangen foregik i helt andre tonale forløb, end jeg kendte. Pauserne i sangen dirrede og føltes som minutter – ikke af tomhed, som man måske kunne tro, men af en fylde uden lige. Sopranerne nærmede sig det skingre og var ved at flænse hul i det hvælv, som de andre stemmer skabte. Jeg var ført helt ud på kanten af musikken, helt ud på randen af verden, selvom jeg bare sad midt i Købehavn med Rundetaarn og Købmagergade og alt det kendte for hånden. Jeg var virkelig vågnet op til en anderledes vidunderlig virkelighed.
Den oplevelse skulle gentages. Jeg måtte til kormusik igen. Da Theatre of Voices skulle synge nogle uger efter i koncertkirken på Blågårds Plads, købte vi straks billetter. Men her indfandt den samme magi sig ikke. Stemningen var afslappet, og i anledning af Paul Hilliers 70-årsfødselsdag var der servering med tapas og vin. Det var fint nok, men ikke gunstigt for musikalsk hengivelse.
Her var der også fløjter, violin, guitar og slagtøjsinstrumenter, og det var i og for sig også godt, men slet ikke noget, der lignede den første storslåede oplevelse, hvor de menneskelige stemmer udfyldte det hele med deres varierede register. Det mest interessante var et stykke af avantgardemusikeren John Cage. En mandestemme, en tromme, et slagbræt og en fløjte. Trommen slog en stadig avanceret rytme, og den langstrakte lyd blev ligesom halet ud af den mandlige stemmefører, ligesom lyden blev trukket ud af fløjten i lange buer. Det var ikke rigtig klage, det var ikke rigtige toner. Det var ikke musik i vanlig fuldtonet forstand, men noget, der lagde op til en zenagtig tilstand. Den var det dog svært at falde ind i for mig, der snarere blev grebet af et diffust tankemylder, der førte mig hid og did og alle vegne, blot ikke ind i musikken. Der kunne jeg ikke være.
Selvom jeg snart falder i søvn og snart har hovedet fuldt af malplacerede tanker, så følger jeg gerne min kone til korkoncert igen en anden gang. Jeg kunne godt gå hen og blive afhængig af de øjeblikke af sublim korsang og musikalsk nærvær, som de store stemmer og en original korleder kan åbne for.
Jeg skal nok lade mine fordomme blive hjemme. Jeg skal nok lade være med at falde andre steder hen end ind i musikken. Giv mig blot igen den fortryllende lyd af en helt anden verden.8
I klummen ”Kulturturisten”, der bringes hver anden lørdag, bevæger filmanmelder Karen Dyssel og litteraturanmelder Lars Handesten sig nysgerrigt ud i kulturlivet. Herfra skriver de om kunstarter og kulturformer, de ikke er eksperter i, men alligevel drages af.