Prøv avisen

Farvel til kibbutzen

Mindeord ved tidligere distriktssekretær i KFUM & K Henning Søndergaard Gregersens død Foto: Søren Staal.

Den store israelske forfatter Amos Oz gennemlyser i sin nye bog kibbutzbevægelsen. Den er han selv et produkt af, men han forlod kibbutzen, fordi drømmen om det perfekte samfund undervejs krakelerede. Både for ham og for Israel

Amos Oz er vokset op i Jerusalem i årene omkring Israels uafhængighed i 1948. Som enebarn af stærkt intellektuelle forældre med europæisk baggrund lå forskervejen åben for den unge Amos Klausner, som han hed dengang, men han brød med især faderens lærdomsmæssige bagage og flyttede som ung i kibbutz og tog navnet Oz, der betyder styrke.

Forfatteren in spe ville deltage i opbygningen af den nye socialistiske og verdslige israelske stat sammen med de mange andre zionister fra arbejderbevægelsen, hvis land efter deres opfattelse ikke skulle være baseret på boglig lærdom, som kendetegnede den jødiske kultur i Europa, men derimod på hårdt manuelt arbejde, frie samlivsformer, dans og musik. Samt viljen til at forsvare sit land, om nødvendigt med våben.

LÆS OGSÅ: Amos Oz og den grå verden

Selvom Amos Oz sagde farvel til den følelsesmæssigt hæmmede og over bøgerne nedbøjede jøde i svag belysning, som han kendte fra sit barndomshjem i Jerusalem-bydelen Kerem Avraham, og goddag til en ny jøde i stærke farver med svulmende overarme, havde kibbutzen ikke svar på alt.

Ja, undertiden var de fine ord om tolerance, fælleseje og kollektivisme kun et tyndt lag fernis over menneskets sande natur. I Amos Oz nye novellesamling, Between Friends, der netop er udkommet i hjemlandet og på engelsk, står der et sted:

Det er svært at vide med kibbutzen. Det er meningen, at vi alle skal være venner, men det er der kun få, der i virkeligheden er.

Historierne i bogen foregår alle i den fiktive kibbutz Yekhat omkring 1960.

Vi møder en række forskellige menneskeskæbner, hvis liv krydser hinanden i løbet af bogen, der gradvis udvikler sig fra at være en novellesamling til at blive en roman, ikke ulig Oz seneste bog på dansk, Scener fra en landsby.

Der er kibbutzens principfaste leder og skolelærer David med kvindetække og hang til unge piger fra klasseværelset.

Der er holocaustoverleveren Martin, der flytter ind i kibbutz Yekhat i protest mod, at hans tidligere kibbutz tillod beboerne at beholde erstatninger fra Nazityskland på private bankbøger og ikke putte pengene i fælleskassen.

Der er kibbutzens gartner Zvi, der manisk følger med i radionyhederne og vidererapporterer alle katastrofer, han hører fra det store udland, i spisesalen, og som forsøgvis rækker ud efter kærligheden.

Og der er faderen Oded, som udadtil er kibbutzens komiker med en kvik bemærkning på læben, men i virkeligheden er under tøflen derhjemme, og som kvier sig ved, at hans søn skal sove i sovesalen og det meste af dagen er i andres varetægt.

Og mange flere.

Amos Oz tegner gennem sine personer et billede af en kibbutzbevægelse, som i virkeligheden ikke ligger så langt fra dét, som man ville gøre op med i statens første år. Alle de gode intentioner om en ny både fri og forpligtende arbejdertilværelse findes, men den verdslige vision for det nye land stikker ikke så dybt:

De ældste i kibbutzen er i virkeligheden religiøse mennesker, som forlod deres gamle religion til fordel for en ny, der er lige så fyldt med synd og overskridelse, forbud og strenge regler. De er stadig stærkt troende, de har simpelthen udskiftet ét trossystem med et andet. Marx er deres Talmud, siger en person i novellen Deir Ajloun.

Den dogmatiske tilgang kommer blandt andet til udtryk i kibbutzens diskussioner om de unge. Skal de have lov til at læse videre på universitetet efter endt militærtjeneste, eller skal de tvinges tilbage til fysisk arbejde i Yekhat? Frafald fra dydens smalle sti accepteres kun nødtvungent. Der er også debatten om, hvorvidt det er tilladt at besøge familiemedlemmer uden for kibbutzen. Helst ser lederne, at man bliver i kibbutzen og bryder totalt med sin familie for ikke at falde i fristelse ved familiebesøg. Farerne er allestedsnærværende for den nyomvendte.

Selv brød Amos Oz dog med bevægelsen på et tidspunkt. Han boede i 30 år i Kibbutz Hulda i det centrale Israel, hvor han også mødte sin kone, Nilly, og pligtskyldigt arbejdede i marken og med besætningen alle ugens dage, indtil han fik lov til at skrive sine romaner først en dag om ugen, senere lidt flere dage ad gangen og til sidst på fuld tid. Men på grund af sønnens astmasygdom flyttede familien til den klare luft omkring ørkenbyen Arad, hvor Oz fortsatte sin forfattergerning, som man blandt andet kan læse mere om i erindringerne En fortælling om kærlighed og mørke.

Som en spejling af Oz bevægelse har kibbutzidéen da også ændret markant karakter siden de første dage for over 100 år siden, da bevægelsen opstod som et unikt produkt af den zionistiske arbejderbevægelse. I dag er langt størstedelen af Israels tilbageblevne knap 300 kibbutzer privatiserede, og tankerne om fælleseje og selvforsyning sendt på museum. Forældrene dirigerer ikke længere børnene hen i sovesale for natten, og den europæiske ungdoms sværmen for sommerophold med appelsinplukning og traktorkørsel i kibbutzerne er en saga blot.

I hundredtusinder kom de ellers fra blandt andet Danmark, da kibbutzerne og drømmen om det perfekte socialistiske samfund strålede klarest, men det var også før Yom Kippur-krig, intifadaer og den generelle højredrejning af Israel, som vi har set i anden halvdel af den jødiske stats levetid. Siden har venstrefløjen som en forsmået elsker smækket sympati-kassen i og kan nu ikke genkende det land, som den i ungdommen hyldede som et modelsamfund in the making.

Men Israel er vel aldrig mere og andet end de israelere, der bor i det, og en fornærmet attitude er ikke produktiv. Det synes Oz i hvert fald at mene. Han har ofte været kritisk over for den europæiske venstrefløj og dens, som han ser det, os og dem-holdning til den politiske konflikt med palæstinenserne i helterollen. Make Peace, Not Love, som han siger med en omskrivning af det berømte hippieslogan fra 1960erne, da Israel-romancen var på sit højeste. Fred skal der nok blive, men den bliver næppe lige så harmonisk, som venstrefløjen i Europa drømmer om.

Det er også en realistisk tilgang til udviklingen og den menneskelige natur, der præger fortællingerne i Between Friends. Det burde være kærlighed og medmenneskelighed, der løb som en frisættende flod gennem kibbutzens gader, men ofte er det jalousi, grådighed og uindfriede længsler, der træder frem, når novellernes personer er pressede eller alene.

Kibbutzen er i sagens natur et socialt sted, men grænsen mellem tolerance og social kontrol grænsende til overvågning er åbenbart nem at passere. Der hviskes i krogene, når kibbutzens leder i frisindets navn tager sig endnu en elskerinde. Og der gøres lystigt grin med den gamle gartner og hans faible for dårlige nyheder, men måske er det i virkeligheden ham, der ler sidst?

For at illustrere den kollektive overvågning benytter Oz i flere af fortællingerne en vi-fortæller og ikke en traditionel jegfortæller. Dette anonyme vi, der har adgang til enkeltindividernes tanker og følelser, er et ganske effektfuldt litterært greb til illustration af sladderens natur. Under komfortabelt dække af anonymiteten kan vifortælleren kibbutzens kollektive bevidsthed plapre løs om individerne, der basker i det eksistentielle net.

Og så er der også dét med kønsrollerne: Var ligestillingen 100 procent gennemført i kibbutzen? Ikke hvis man spørger hovedpersonen Yoav i novellen At Night: Han vidste i sit hjerte, at kibbutzlivet fundamentalt set var uretfærdigt over for kvinder, der nærmest uden undtagelse blev tvunget ind i servicejob som madlavning, rengøring, børnepasning, vask, syning og strygning. Kvinderne her skulle nyde total ligestilling, men de blev kun behandlet lige, hvis de opførte sig som og lignede mænd: De måtte ikke bruge makeup og skulle undgå alle tegn på femininitet.

Er det hele så bare løgn og forbandet digt, hvad kibbutzerne angår? Var der virkelig intet i bevægelsen af værdi? Jo, bestemt. Amos Oz er både kritisk og vemodig i sin nye bog. Forsøget på at leve anderledes, end de borgerlige normer eller traditionen tilsiger, skal man da også være lavet af sten for at håne, og den historiske længsel efter at skabe en ny type jøde den handlekraftige og frisatte efter århundreders forfølgelse og duknakkethed havde en overvældende og forståelig kraft.

Og mon ikke kibbutzidéen har inspireret mange, også i Danmark, på direkte eller indirekte vis, når børnefamilier indretter sig i bofælleskaber og tager de bedste idéer fra kollektivismen og parrer dem med almindelig dansk parcelhuskapitalisme? Sovesalene er væk, og det manuelle arbejde i selvforsyningens navn er forladt, men hvorfor ikke spise sammen nogle dage om ugen, deles om høns og kaniner i baghaven og passe hinandens børn, når der er lockout? Det hele behøver ikke gå op i bevidstløs materialistisk oplevelsesjagt og afdragsfrie F1-lån, synes mange heldigvis fortsat at mene.

Det hører også med til historien om kibbutzerne i Israel, at de langtfra alle er døde. Forleden kunne dagbladet Haaretz endda berette, at søgningen til Kibbutz Hulda, som Amos Oz i sin tid forlod sin far for at leve i, oplever en stigende interesse fra byboere i Israel, der har fået nok af det hektiske moderne liv. De finder ikke paradis derude på landet så meget står klart efter endt læsning af Between Friends men et lille modpip til kapitalismens brøl har også ret.

På en anden måde går livet også videre, og cirkler sluttes, når man læser Oz nye bog. Han lagde ud med at gøre oprør ved at flytte i kibbutz, men ser nu sit oprør i et andet lys. I et interview her i avisen har han sagt:

I mange år gjorde jeg bevidst det modsatte af min far. Han var en højreorienteret intellektuel, jeg blev en venstreorienteret traktorfører. Han var forfatter, men jeg blev landmand. Han boede i en by, jeg boede i en kibbutz. Men når jeg ser på mig selv i dag, ser jeg en forfatter i et værelse fyldt med bøger, i færd med at skrive endnu flere bøger, hvilket var nøjagtig det, som min far ønskede for mig. Mange personlige opgør tegner en halvcirkel: Jeg er politisk set fortsat totalt uenig med min far, som jeg skændes med hver dag, selvom han har været død i 40 år. Men i mit dagligliv er jeg blevet præcis, som han ønskede.

Om Oz skulle flytte fra kibbutzen for at kunne skrive om den så gennemlysende, realistisk, vemodigt og smukt, som han gør det i sin nye bog, skal være usagt. Men nu ligger bogen her og den kommer sikkert også snart på dansk, for Oz har mange læsere her i landet som et smukt testamente over en historisk bevægelse og en uomgængelig tilføjelse til et forfatterskab, der er blandt tidens største.

bach@k.dk