Farvel til verdens bedste mor

Anna Wahlgren var i 1970erne og 1980erne indbegrebet af den frigjorte kvinde og opnåede nærmest heltestatus med De kære børn. Nu tager hendes datter til genmæle i et bittert mor-opgør

Der er megen bitterhed, had og nag i Felicia Feldts bog, der i passager ligner en terapeutisk afskrift, og som dermed bliver et vidnesbyrd fra en kvinde, der hverken fysisk eller mentalt har formået at bryde med sin tilsyneladende uhyrlige mor. –
Der er megen bitterhed, had og nag i Felicia Feldts bog, der i passager ligner en terapeutisk afskrift, og som dermed bliver et vidnesbyrd fra en kvinde, der hverken fysisk eller mentalt har formået at bryde med sin tilsyneladende uhyrlige mor. – Foto: Leif R. Jansson.

Felicia forsvandt i seks år. Hun skrev et opsigelsesbrev til sin mor i protest mod sin barndom og frabad sig enhver form for kontakt. Men genoptog forbindelsen og brød den igen i en uendelig og pinefuld bevægelse, der stadig sender hende i favnen på den mor, hun så gerne vil gøre sig fri af, men som stadig drager hende til sig.

Det er ikke første gang, at verden er vidne til den bevægelse. Men den giver genuin genlyd, når den udspiller sig i det offentlige rum og når den indbefatter verdens bedste opdrager og mor til ni, Anna Wahlgren.

LÆS OGSÅ:  Samfundet bliver aldrig en særlig god mor

Det er svenske Anna Wahlgrens voksne datter, Felicia Feldt, der river bladet fra munden og afliver myten om den perfekte mor og den perfekte barndom. Glansbilledet af den skandinaviske frigjorte supermor bliver skændet af en række fragmenter fra Felicias tidlige barndom og frem til i dag. Tilsammen danner de en collage af en forhutlet og omtumlet barndom med otte søskende, seks stedfædre, 19 barndomshjem, 10 år uden kontakt med den biologiske far og et utal af sammenstød med den alkoholiserede, egocentriske og ufølsomme mor.

Felicia Feldts udlægning af en barndom og en familieform, der af sin samtid blev ophøjet til ideal, er kras læsning. Der var mobbedage, der skulle tjene som kontrast til fødselsdage, så man også som lillebitte barn forstod at sætte pris på de goder, der var blevet én tildelt. Der var forbud mod at gå i seng med drenge, inden man blev 16, men underligt nok ikke mod at posere i stiletter for sin mors berusede, onanerende mandlige bekendte og senere heller ikke for en mor mod at gå i seng med sin datters unge ægtemand og småbørnsfar. Der var trusler om både mord og selvmord, hvis ikke børnene makkede ret og så var der alkohol, mænd og sex i uanede mængder og konstellationer.

Et af de helt centrale spørgsmål hos Felicia Feldt er spørgsmålet om tilgivelse. Hvor meget skal og kan man tilgive? I et brev til sig selv henvender hun sig direkte til sin mor og siger: Jeg vil gerne mødes i fredens og forsoningens tegn. I tilgivelse. Jeg tilgiver dig for, at du ikke vidste bedre. Jeg tilgiver dig for alt det dumme, syge og ondskabsfulde, du har gjort. Jeg vil gerne mødes med dig og se, hvem du er et menneske som alle andre.

Men det lykkedes ikke, og senere må hun konkludere: Jeg holder op med at kæmpe. Jeg giver slip. For jeg kan ikke. Jeg har prøvet. Men jeg kan ikke. Og egentlig vil jeg nok heller ikke. Jeg har ret til mit had. Og jeg har tænkt mig at forsvare min ret til ikke at blive forsonet. Lige så længe jeg vil.

Det er denne uforsonlighed, der gør Felicia Feldts til en voldsom og på mange måder ubehagelig fortælling om en kvinde, der trækkes med en arvesynd, der gør det vanskeligt for hende at få et anstændigt forhold til sig selv, til sine mænd og til sine fire børn. Måske fordi der er blevet vendt så godt og grundigt op og ned på alle værdier i hendes opvækst. Viljen til forsoning er der, tilsyneladende, men hun evner ganske enkelt ikke at tilgive sin mor den elendige og utrygge barndom, der er blevet hende givet. Den vil ikke slippe hende og har installeret en livslang angst i hende, som hun kontant bliver slynget tilbage i, og som gør, at hun aldrig rigtig kan blive voksen.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvilket formål disse offentlige familieopgør tjener. Handler det om hævn? Om glemsel? Eller om at forstå sin fortid og blive fri? Som litteratur betragtet er Felicia forsvandt ikke noget storværk, dertil er den for uforløst og pseudopoetisk, men som en reaktion mod en tid og et familiesyn er den på én gang forstandig og forstemmende.

Hvilken fortælling om Anna Wahlgren er så den sande? Er det hendes egen næsten mytologiske om den moderne og emanciperede kvinde, som forfølger egne drømme, både når det gælder børn, mænd og karriere og som lykkedes med det hele og blev verdens bedste mor og opdrager? Eller er det Felicia Feldts karaktermord på myten?

Der er så megen bitterhed, had og nag i Feldts skrift, der i passager ligner en terapeutisk afskrift, og som dermed bliver et vidnesbyrd fra en kvinde, der hverken fysisk eller mentalt har formået at bryde med sit tilsyneladende uhyrlige ophav, og hvis fortælling primært er interessant på grund af den kvinde, der er årsag til hele miseren, nemlig Anna Wahlgren.