Prøv avisen

Kulturfolk lod sig fascinere af den stærke mand

Mange kunstnere lod sig i det 20. århundrede forblænde af totalitære regimer både på højre- og venstrefløjen. Knut Hamsun, venstre hjørne, lod sig fascinere af nazismen og Hitler som den stærke leder. Martin Andersen Nexø, til højre, faldt for kommunismen og en utopisk drøm om det perfekte samfund. - Illustration: Ole Munk.

Ny bog om Knut Hamsun dokumenterer med stor tydelighed den norske forfatters støtte til Hitler og nazismen. Hamsun er blot en af mange forfattere og kunstnere, der skabte store værker og samtidig støttede totalitære regimer

”Han var en reformatorisk skikkelse af højeste rang, og hans historiske skæbne var den, at han levede i en tid af hidtil uset råhed, som til slut fældede ham. Sådan tør den almindelige vesteuropæer se på Adolf Hitler. Og vi, hans nære tilhængere, bøjer nu vore hoveder ved hans død.”

Sådan skrev Knut Hamsun om Hitlers død i Aftenposten den 7. maj 1945 uden at være blevet klogere efter nazisternes gerninger og overgreb på nationer såvel som befolkninger. I Tore Rems nye biografi om Knut Hamsun, der anmeldes her på siden, bliver den berømte norske forfatters beundring af Hitler slået helt fast.

Hamsun var ikke alene om på den ene side at skabe stor kunst med dybe menneskelige indsigter og på den anden side stirre sig blind på en ideologi bag et totalitært regime.

Historien er fuld af eksempler på kunstnere og intellektuelle, også i Danmark, der støttede totalitære regimer eller holdninger, både på den nazistiske og fascistiske højrefløj og den kommunistiske venstrefløj. Fra 1920'erne til 1950'erne var der blandt intellektuelle og kunstnere en tiltrækning af diktaturer og ”den totalitære fristelse”, fortæller litteraturprofessor Hans Hertel fra Københavns Universitet.

”Fælles for dem alle er, at de så 'den stærke mand' som 'løsningen' på de problemer, som de endnu unge demokratier havde. Både på højre og venstre fløj kom hensigten, nemlig idealsamfundet, den stærke og fuldkomne stat, til at hellige midlerne. Den religiøse tro på utopien fik selv visse kunstnere, der i andre sammenhænge kunne mobilisere indlevelse og empati, til at lukke øjnene for misvisninger, omkostninger og indvendinger,” siger Hans Hertel.

På højrefløjen, forklarer han, betragtede man fascisme og nazisme som en modgift mod parlamentarismens palaver, som man opfattede som in-effektivt og korrupt. Mange så gerne demokratiet erstattet af et etpartisystem.

Disse tanker fandt man selv hos en præst som Kaj Munk og hos en hypernational forfatter som Valdemar Rørdam, påpeger Hans Hertel, og idealet om den stærke nation fik dem til at acceptere undertrykkelse af opposition og mindretal, inklusive kz-lejre og jødelove.

”På samme måde var kommunismen venstrefløjens modgift til det svage demokrati. For fanatiske kommunister som Hans Kirk var det tydeligvis - men ikke tydeligt for dem selv - en religiøs utopisk drøm om det fuldkomne fremtidssamfund, et styre for og ved folket. Denne religiøse forestilling var så stærk, at den lukkede øjnene for, at det sovjetiske samfund reelt, som Georg Brandes påpegede fra 1917, var en fortsættelse af tsarstyrets undertrykkelse med lidt andre midler og de samme sibiriske lejre. Sådan blev stalinisterne Kirk og Scherfig, selvom de kaldte sig humanister, ved med at lukke øjnene for diktaturets blodige omkostninger og hævde, at rygter om Gulag bare var amerikansk propaganda,” siger Hans Hertel.

Når forfattere og kunstnere kunne lave stor kunst om den komplicerede menneskelige eksistens og samtidig entydigt støtte totalitære regimer, skyldtes det ifølge professor Frederik Stjernfelt fra Københavns Universitet, ”at demokratiet i visse tilfælde kunne virke 'fundamentalt usexet'”:

”Utopien om en stat, der er som støbt i en form, hvor alt antages at passe sammen, og al kævl og uenighed ophører, appellerer til kunstneres og intellektuelles både æstetiske og etiske sans. Sådan en stat fremstår i fantasien som et kunstværk, hvor alt er smukt, alt er så at sige 'faldet i hak', og alle fundamentale problemer og uretfærdigheder afskaffet,” siger han.

Kunstnere som Emil Nolde og digteren Gottfried Benn, der sympatiserede med Hitler, og Bertolt Brecht, der støttede kommunismen, bød idéen om en helt ny verden velkommen.

”De kom fra det ekspressionistiske opgør og havde oplevet verden styrte i grus under Første Verdenskrig og søgte efter en ny mening. De abonnerede på nye positive idéer om en anden fremtid. De havde en længsel efter at være med i nybruddet, og de så deres egen kreativitet og skabelsesevner som en del af den store nye samfundsskabelse,” siger Moritz Schramm, lektor ved Institut for Kulturstudier på Syddansk Universitet.

Opbakningen til kommunismen blandt forfattere dalede efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956, men fascinationen af regimet døde først helt ud med styrets afslutning i 1989, påpeger Frederik Stjernfelt.

”Heldigvis har der også været mange antitotalitære intellektuelle, men jeg er ikke sikker på, at bundlinjen for det 20. århundrede nødvendigvis ville være positiv,” lyder det fra Stjernfelt.

Efterhånden som vidner med førstehåndskendskab til diktaturerne og Anden Verdenskrig dør ud, vokser også en mulighed for, at den totalitære fristelse hos kunstnere vil kunne vise sig igen, mener Hans Hertel og henviser til den italienske holocaustoverlever og forfatter Primo Levis berømte sætning fra ”De druknede og de frelste”: ”Det skete, derfor kan det ske igen.”

Moritz Schramm mener ikke, at forfattere generelt skal betragtes som anderledes eller mere reflekterede end resten af befolkningen. Men i tråd med en aktuel debat herhjemme om, hvorvidt kunstnere skal blande sig i samfundsdebatten, mener Moritz Schramm, at de kan noget særligt, der både gør dem gavnlige og farlige:

”De kan transportere den kompleksitet, man også ser i deres værker, over i den samfundsmæssige debat. Deres styrke ligger ofte i nuancerne. Derfor er det slående, at Hamsuns romaner ikke kan reduceres til hans politiske projekt. Her går det æstetiske trods alt længere end det politiske.”