Når litterære krydstogter i idéernes verden længe har haft en tendens til at søge imod oplysningstidens farvande, er det utvivlsomt fordi, man her, mere end alle andre steder, mener at finde væsentlige kilder til de mest grundlæggende idéer og konflikter, der præger vor egen tid.
Interessen for fortiden er altså i virkeligheden en interesse i vor egen tid. Dette gælder også for Carl Henrik Kochs i mange henseender storslåede filosofiske biografi om 1600-tals filosoffen Spinoza.
Der er for så vidt ikke noget nyt i, at man interesser sig for Spinoza. Hans hovedværk ”Etik” er, som Koch gør opmærksom på, inden for det seneste århundrede det mest optrykte af alle de filosofiske hovedværker på dansk. Ikke desto mindre er det et karakteristisk tidstegn, at Spinozainteressen har forskudt sig til at have sit tyngdepunkt omkring politik og religion.
Spinoza, der tidligere er blevet læst i mange andre perspektiver, optræder dermed først og fremmest som en tidlig pioner for en heroisk oplysning, som vore dage har let ved at kende sig selv i.
Kochs Spinoza-bog er samtidig én blandt flere, der i de senere år har udvidet og nuanceret oplysningsbegrebet. Engang rimede oplysningsbegrebet først og fremmest på Frankrig, men andre mere undseelige, men måske vigtigere - og undertiden tidligere - udgaver af oplysningen er blevet gravet frem fra områder som Tyskland, Skotland og nu Holland. Kochs Spinozabog er da også på mange måder lige så meget en introduktion til en særlig nederlandsk oplysning, som den er en filosofisk monografi.
De særlige politiske og religiøse rammer spiller en afgørende rolle for denne fremstilling af Spinoza. Bogen er kulturhistorisk meget bredt anlagt og giver ikke mindst et fremragende indblik i den ganske særegne ramme, som det sene 1600-tals Holland udgjorde. Den scene, Spinozas drama udfolder sig på, er nok eksotisk, men dog billedligt velkendt fra Rembrandts og Vermeers malerier.
Gavlhusenes tætte kanalbyer befolkes her af myriader af travle købmænd og alvorlige calvinister. Handel og religion er alvorlige sager i dette miljø, der på en gang er mangfoldigt og strengt. Modsat i større stater præget af katolske hierakier, enevælde og monolitisk lutherdom tillader den republikanske calvinisme en knopskydning af religiøse sektdannelser. Tolerancebegrebet kan nok finde tidlige spirer her, men samtidig var de rettroendes nidkære forfølgelse af kætterne mindst lige så intens som den, der foregik blandt katolikker og lutheranere.
Spinoza voksede op i en portugisisk-jødisk handelsfamilie i Amsterdam, men blev som ung udstødt af det jødiske samfund på grund af ”forkastelige meninger og adfærd”. Kætter var han dog ikke kun for jøderne. Livet igennem blev han også regnet for kættersk af langt de fleste kristne konfessioner. Af samme grund er det få af hans tekster, der blev trykt, mens han levede. Alligevel var han, blandt andet i kraft af utrykte skrifter, der cirkulerede blandt venner og lærde, en international celebritet - på én gang beundret og berygtet.
Begrebet ateisme blev tidligt forbundet med Spinoza. I hans ”Etik” står ellers at læse, at: ”Alt, hvad der er, er i Gud, og uden Gud kan intet hverken være eller begribes”. Umiddelbart lyder dette vel ikke ligefrem som en ateistisk programerklæring. Gud fylder da også meget i Spinozas skrifter, men hans Gudsbegreb er aldeles uortodokst. Han forkaster en personlig, antropomorf Gud, og er af den grund også ofte blevet forbundet med begrebet panteisme, hvilket for omtrent alle ortodokse teologier - jødiske, katolske eller protestantiske - er omtrent lige så uacceptabelt som egentlig ateisme.
Ret beset er det deciderede biografiske kildemateriale til Spinozas liv yderst begrænset, men Koch kompenserer ved at forfølge omtrent ethvert spor - filosofisk, kulturhistorisk og religiøst - der kan bidrage til at indlejre Spinoza i omgivelser, der gør ham mere forståelig. Koch er en ekstremt grundig forsker og en eminent lærd, men han er også en polyhistor med en grænseløs fortællelyst, der jævnligt er ved at tage herredømmet fra ham.
Ekskurserne er mange og omfattende, og indimellem måske også lovligt lange og fjerne, men kedelige er de aldrig. Undervejs præsenteres læseren for en endeløs række af små biografier af oftest mindre kendte mennesker, der havde større eller mindre berøring med Spinoza. Af denne række af fragmenter danner der sig en imponerende mosaik, der næppe giver noget endegyldigt billede af Spinoza, men til gengæld tegner et fascinerende billede af miljøer i 1600-tallets calvinistiske Holland, der utvivlsomt fortjener at få større opmærksomhed, end man hidtil har viet dem.
kultur@k.dk