Farfars globus, rejseberetninger og romaner gav tidligt biolog Søren Rasmussen lyst til at se verden. Det lykkedes i rigt mål, og med ”Østen for Solen” får vi del i hans rejseoplevelser og de tanker, rejserne sætter i gang. Han rejser ud i verden og tilbage i tiden: ”Jeg besøger nye og gamle civilisationer for at forstå, hvad vi mener med udtrykket civilisation.”
Turen går til Indien, Østafrika, Tanzania, Grønland, Mikronesien, Kenya, Andalusien, Persien, Romerriget, England i vikingetiden, Island, Sydafrika, Portugal, USA, Vestindien, Bolivia, Japan, Rusland, Kina og Nordpolen. Søren Rasmussen er bedst, hvor han selv iagttager og deltager og bruger sin viden som biolog. Stammeliv i Afrika, hundeslædekørsel i Grønland, hjortes liv i Indien, bestigning af Kilimanjaro og sejlturen hen over Nordpolen er fine afsnit, hvor skarpe iagttagelser sættes klogt ind i en kulturhistorisk og biologisk ramme.
Andre afsnit beretter mere opremsende om en historisk udvikling og en kultur, for eksempel et kapitel, der begynder med et besøg på en restaurant i Portugal med såkaldt fado-sang og ender med et lynkursus i Portugals historie. Her mærker vi hverken Søren Rasmussens iagttagelser eller viden som biolog, og så bliver siderne længere at læse.
Bogen slutter med at indføre en skelnen mellem civilisation og kultur. Civilisation handler om politiske institutioner, sociale strukturer, videnskab og teknologi, og Søren Rasmussen tilføjer, at civilisation også handler om, hvorvidt borgerne får demokratisk del i fremskridt og teknologiske landvindinger. Kultur er derimod er udtryk for samfundets sammenhængskraft og evne til at omfatte hele befolkningen. Nu kunne man indvende, at de to begreber vel også har en vis berøringsflade.
Politiske institutioner og sociale strukturer udvikles bedst i samfund med kulturel sammenhængskraft. Og man kan også undre sig over en definition på civilisation, hvor demokratisk inddragelse betyder så meget. Romerriget er for eksempel næppe en civilisation, hvis vi måler med demokratisk inddragelse som kriterium. Demokrati er jo i verdenshistorisk sammenhæng et sjældent fænomen før midten af det 19. århundrede.
Men en af bogens kvaliteter er, at den illustrerer kulturbegrebet. Søren Rasmussen besøger hadza-folket i Tanzania.
Han går på jagt med de små drengebørn, der behændigt nedlægger jordegern og småfugle med bue og pil.
Når de steger dem i bålet og spiser dem ved at presse indholdet ud som frugtkødet af en appelsin – kranierne knaser mellem tænderne – overlader han dog godbidderne til sidemanden.
Alle klarer sig selv og deler kun, hvis de har lyst.
Mand og kvinde vælger selv hinanden og danner par så længe, de vil. Der er ingen præster, kloge mænd eller herskere, og man ejer kun lige, hvad man kan bære rundt på.
Sådan har de levet i 10.000 år. Det er ikke nogen udviklet civilisation, men som kultur er de stærke. Disse afsnit er Søren Rasmussen, når han er bedst.
Søren Rasmussen skal have stor ros for at turde se kultur og civilisation fra flere vinkler og for at anlægge en historisk synsvinkel. Det er nemlig svært, og følgende korte kritikpunkter skal derfor også opfattes som en ros forstået på den måde, at det er en god bog, der giver anledning til nævne dem.
Men ”bellum justum” betyder ikke retfærdig krig, derimod ”formelt korrekt erklæret krig”, de kristne i senantikken brændte normalt ikke hedenske bøger af, for de var mest ude efter kristne kætteres skrifter, og det er altså helt ude i hampen, når han skriver ”homo sapiens vagantem” i betydningen turist. Det er en blanding af de to kasus nominativ og akkusativ, og ordet ”vagor” dur ikke her.
Det vil hedde ”homo sapiens peregrinator”.
Og det er netop, hvad Søren Rasmussen er, en klog mand der rejser jorden rundt – han kan jo ikke gøre for, at de fleste danskere i dag er lidt tynde i antikke sprog og kulturer, og at forlagene heller ikke har redaktører, der kan den slags.