Ude i Pankow nord for Berlin lå der engang et hus. Det var i den tid, forfatteren Ole Sarvig (1921-1981) ville have kaldt verdensårets vinter. Som årets gang, således også historien: Døden, kulden, vinteren kommer, og mennesket havde gjort sig selv arveløst. Den kolde økonomiske kalkule havde destrueret samhørigheden med traditionen og med den verden, der er menneskets midlertidige hjem. Der var, i Hereticas ånd, kulturkrise.
Således også i villaen ude i Pankow. Ungdommen i dag kender sikkert kun bydelen, fordi man ender dér, hvis man falder i søvn i natbussen mod nord. Men med Gladiators rigtige og betimelige genudgivelse af Sarvigs roman om efterkrigstidens Berlin ”Stenrosen” kan man jo håbe, at det bliver noget mere: Stedet med Huset. Og Sarvig som sted for en glemt litteraturhistorie.
Huset havde Werners diplomatfar ejet før krigen. Faderen var efterfølgende taget til Bonn for at score kassen efter krigen, så Werner, der er en af personerne i ”Stenrosen”, kunne lade sine kunstnervenner flytte ind, alle på sporet af frelsen i kunsten efter en krig, der havde gjort det til barbari at skrive digte. Hvem kunne hævde, at mening var mulig efter holocaust? Der kan jo heller ikke gro roser i sten. Men livet gik (og går) faktisk, som årstiderne, videre. Det kan virke så ligeglad med menneskene. Så da det blev mildere i vejret, og der blev sat ruder i de øverste etagers vinduer, kunne de også slå brædderne fra vinduerne i de store stuer nederst: De var ”klamme og mørke som kapeller”.
Werner, der var en malersjæl, havde opsporet krigskammeraten Marner, ”en lille spinkel, mørk og gennemmusikalsk fyr, han havde truffet paa lazarettet i Sydtyskland”, som der står i romanen, der udkom første gang i 1955. Marner brugte to dage på at stemme flygelet, der ikke kunne lukkes, men stadig spille. Passe flyttede også ind. Han malede med trækul på avispapir.
I dette udbombede hus, som den gamle natur ville have overgroet, hvis menneskene og deres kunst ikke var flyttet ind igen, samles skæbner, der ikke længere tror på meningen, men alligevel bliver ved. Præcis som romanen generelt. Et virvar af triste mennesker har haft normale tyske ungdomme, har nydt fællesskab i Hitlerjugend, været forelskede i naboens datter – og er blevet lemlæstet i krigen. Nu bebor de en by med masseovervågning, demonstrationer, medicin og kunst. Hovedfokus ligger på Werner og hans ungdomsven Endré. De lever deres efterkrigstidsliv i fortalt nutid, mens skift til datid fortæller deres vej til Berlins udbombede stentableauer. Endré var teaterkritiker før krigen, men ligger nu i endeløse morfindøser efter et uheld ved faldskærmsspring under krigen. Han passes af sin mor, ude ved Glaser Platz mod sydvest. Hans skæbne bindes sammen med de prostituerede Lola og Stella. De havde været cirkusakrobater før krigen.
”Stenrosen” er en nærmest plotløs skildring af menneskers resignerede forsøg på at plukke blomster ved vintertid: Malere, prostituerede, kritikere, cirkusartister – alle disse kunstnere undersøger ubevidst muligheden for kunsten som frelse, som redning fra menneskeskabte katastrofer. Som en forladt villa i Pankow står den gamle kunst som en modmagt til historiens meningsløshed.
Det er klassisk Heretica og endnu mere klassisk Sarvig: Vi er gjort arveløse, vi er midt i mørket, men fremtiden, håbet, frelsen, meningen er faktisk en modmagt. Som kritikeren Endré tænker i sit smertehelvede: ”Vi er gamle. Vi er ældre end byen og alt, hvad der er omkring os.”
Mennesket er gammelt, selvom det har en trang til at gøre sig arveløst. Og så ender det i asfalt og udryddelse. Eller som det overmenneskeligt smukt hedder i ”Stenrosen”: ”Havde de sidste maaneder været et mareridt af tomme dage og døde tableauer, hvori han var den eneste levende skikkelse, stod Berliner-tiden senere hen for ham som en gammel film, brunlig og sløret med et ulmende rødt lys under, nu og da paa dæmonisk vis standset i et grotesk øjebliksbillede, en forvirrende og afslørende fortsættelse af hans barndoms blide elegi.”
At så skønne ord bliver til i de døde tableauers Berlin, er i sig selv ganske unikt. Ole Sarvigs stemme var det også, og således kan vi kun glæde os over Gladiators udgivelse af ”Stenrosen.” Dens problem er, at Ole Sarvigs udpræget metafysiske skrivekunst og livssyn, bedre kendt fra hans digte, kommer til at lide under det historiske Berlin-stof, der indimellem trækker ”Stenrosen” i en realistisk retning, der ikke klæder Sarvig, og som ikke kan bære den nærmest symbolistiske symbiose af krisenutid og frelsesfremtid.
Men alligevel. Som villaen i Pankow står denne roman. Trodsigt. Metafysisk. Ægte kunst i de tomme dages døde tableauer.