Prøv avisen
Bøger

Fascinerende, poetiske scener fra Gellerup

Virkeligheden i Gellerup er langt mere nuanceret, end den grå beton måske kan give indtryk af. Foto: Mikkel Østergaard

Ny bogserie leverer interessante nye brikker til det mangefacetterede puslespil, som bydelen Gellerup er

”Nå, lille turist, så står du her. I selveste Gellerupplanen. Det er her, hist-put-fakir har fyldt alle garagerne med kunstgødning, mens de små flabede rappere sidder på altanerne og leger med ledninger og vækkeure. Velkommen til Talibanistan! Velkommen til Fremtiden!”

Således indleder Brabrand-digteren Peter Laugesen sin præsentation af Gellerup i den alternative guidebog ”Århus” fra 2007. Passagen er helt åbenlyst ironisk-spiddende med sin gengivelse af den lille turists mange fordomme om det omdiskuterede område: Det er i denne såkaldte indvandrerghetto, at terrorismen blomstrer, og ballademagerne har kronede dage.

Virkeligheden er dog langt mere nuanceret, end den grå beton måske kan give indtryk af. Og med bogserien ”Små bjerge af beton”, der består af fem små bøger af forfattere med tilknytning til området (Lars Bo Nørgaard, Homam Mohammad Amin, Mads Mygind, Hanne Højgaard Viemose og en masse unge) forsøger Aarhus Litteraturcenter og forlaget Jorinde og Joringel nu at tilføje endnu et par brikker til det mangefacetterede puslespil, som Gellerup er. Idéen bag projektet er god, men det vigtigste spørgsmål er selvfølgelig, om litteraturen også er det.

Svaret er i det store hele ja - i hvert fald hvis man går til Viemoses bidrag ”Helhedsplanen”, der, ligesom hendes backpackerroman ”Hannah” fra 2011 med stor humor skildrer et menneske, der bakser med at finde sig til rette i tilværelsen og sin egen krop. I en genreblandende, vilter og flaksende stil - der afspejler hovedpersonens (forfatterens?) sindstilstand - præsenteres læseren for scener og tanker fra en hverdag i Gellerup præget af afmagt, undren, forvirring og accept.

Vi hører om detaljer vedrørende menstruation og onani, hendes overvejelser over moderrollen og ikke mindst hendes kamp med og mod omgivelsernes idealer, krav og forventninger, hvad enten det er vægtvogternes eller jobcentrets.

Men Viemoses tekst befinder sig ikke af den grund i et utilgængeligt privat rum. Den prøver netop at rette sin kritiske brod mod dem, som gerne vil proppe mennesker i stereotype kasser, hvilket også viser sig, når teksten bliver mere eksplicit satirisk-politisk.

Læs for eksempel følgende passage, der ironiserer over kommunens beslutning om at fratage udvalgte Gellerupbørn det frie skolevalg:

”Jeg tænker på, om man kunne indføre en lignende ordning, hvor man screener børnene for selvretfærdighed, ignorance og hysteri: Hvis børnene fx tror en filippiner er en rengøringsmaskine, sukker og hvidt mel en sygdom, Ipad en menneskeret, så kunne man fratage forældrene det frie skolevalg og køre børnene i busser til fx Trillegården eller Gellerupparken, hvor de ka undgå at blive belastet af børn med samme verdensanskuelse som de selv”.

Sammenlignet med Viemose er Lars Bo Nørgaards ”Vores 74 M2” mindre tøjlesløs, men stilen er stadig springende, når forfatteren i en række dagbogsagtige optegnelser fortæller om de store og små oplevelser og tanker, livet i Gellerup fremkalder: erindringer fra Indien, vildfarelser på nettet og indkøb i City Vest. Omdrejningspunktet er dog politikernes ”Helhedsplan”, der skal gøre Gellerup til en såkaldt ”attraktiv bydel”, hvilket betyder, at boligblokke rives ned. Dette forhold forvandler Nørgaard til både fine betragtninger over hjemmets rolle og satirisk-humoristiske udleveringer af kommunens og boligforeningens nye utopi.

Mads Myginds værk, hvis titel er en art beskrivelse af bogens udgangspunkt (”Jeg stiger på en bus ud til Gellerup”), er koncentreret og nedbarberet i sit udtryk. I en blanding af konkrete sansninger og registreringer fra nutiden og erindringsdigte fra barndommen skitseres et billede af Gellerup. Især de førstnævnte er stærke, når de med ganske få ord fokuserer på de upåagtede hverdagsbegivenheder: ”nogen står på en altan og kaster papirflyvere ud ad vinduet”.

Mindre vellykkede er til gengæld Amins ”Arabiske digte”, der både er trykt på arabisk og dansk. I den danske oversættelse fremstår digtene lettere trivielle, især når de kredser om kærligheden, mens de bliver mere vedkommende, når de sætter ord på mødet med den nye kultur.

Tilsvarende byder sidste bind, ”Vejret er grønt”, der består af tekster skrevet af unge fra skoler i området på et skriveværksted med de øvrige forfattere, også kun momentant på gode passager.

Med det in mente kan man godt ærgre sig over, at områdets unge, flabede rappere ikke er repræsenteret, når nu Gellerup faktisk har en ret veludviklet kultur på denne front. Det ville med garanti have været mere interessante tekster at stifte bekendtskab med.