Fascinerende syner og manglende tro

Harald Voetmann går i Dantes fodspor, men når aldrig ind i himlen

"Voetmann skildrer med en skrækblandet fryd, hvordan den groteske krop både afskyr og nyder volden og perversiteterne," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog.
"Voetmann skildrer med en skrækblandet fryd, hvordan den groteske krop både afskyr og nyder volden og perversiteterne," skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Gyldendal.

Benediktinermunken Othlo ligger dødelig syg i et kloster i det sydlige Tyskland. Han har pålagt sig selv tavshed, siden hans ven Heinrich et par årtier tidligere har forladt klosteret, og derfor taler han ikke med de brødre, der passer ham.

Han hader og afskyr sine brødre, ligesom han gør med resten af verden. Han vil den ikke, og alligevel begærer han de verdslige og kønslige nydelser.

Othlo døser og hallucinerer. I korte øjeblikke er han tilbage i sin barndom, hvor hans fader lod en masse børn dræbe og lemlæste, men mest af alt er han på en rejse til både himlen og helvede. Hele tiden forsøger han at ”læse” alt, hvad der sker i ham og omkring ham som Herrens tegn, der skal tydes. Han forsøger med andre ord at finde Herrens vilje og en slags mening med tilværelsen, men det lykkes kun dårligt for ham.

Måske fordi han er en skidt benediktinermunk, der hverken elsker Gud eller sin næste.

I første omgang og måske også sidste synes helvede, som Sartre formulerede det, at være de andre.

Othlo holder dem ikke ud, og de forpester hans verden med deres kroppe, dunster og lyde.

Her er et kropsligt ubehag, som Voetmann er en mester i at beskrive, så det kan minde om en slags lyst.

Og det er da også en pointe, at den største smerte rummer sit eget besynderlige behag. Et behag, som Othlo ikke synes i stand til at opgive, selv ikke da han tages med på udflugt til helvede.

Othlo ser syner af den mest groteske karakter.

Halshuggede helgener kaster i uskyldig leg rundt med deres hoveder i paradis. Får så store som solgudens okser venter på at bliver ofret, men det ender med at Othlo, som en anden Odysseus, gemmer sig under fåret, som frelser ham fra en havgud, og som følger ham med til helvede.

Othlo bliver ført til himmel og helvede og en slags limbo af en fører og rejsefælle, der giver mindelser om Dantes ”Guddommelige Komedie”. Men i modsætning til den, som ender med Dantes oplysning, forståelse og vej ind i Paradis, så går dets anderledes med Othlo.

Han bliver ført op og ned, men i modsætning til Dante vil han ikke - eller også kan han ikke - tage ved lære af, hvad han ser. Han kan ikke angre, og derfor er der heller ikke glemslens nådegave til ham.

”Jeg vil ikke tage ved lære af disse syner,” siger han, hvad der fremkalder hans førers voldsomme vrede. Han straffes hårdt, men straffen stimulerer kun hans kropslige begær.

Sådan er begæret en tvetydig størrelse af lyst og vold. Sadomasochistisk, flagellantisk.

Jo mere han straffes korporligt, jo større synes hans salighed.

Voetmann skildrer med en skrækblandet fryd, hvordan den groteske krop både afskyr og nyder volden og perversiteterne.

Men samtidig er der også en tråd af smerte og ømhed, der knytter sig til Othlos tab af sin elskede (?) ven og til et anstrøg af skyldfølelser over for en ung munk, som han har svigtet.

Othlo kan ikke glemme og derfor ikke forløses.

Derfor er dette heller ikke komedie, men en tragedie, og derfor er den måske mere udtryk for det 21. århundredes manglende tro og kærlighedsevne end for Dantes spirende renæssancehåb.

Således læser jeg Voetmann, men om det så også er udtryk for hans vilje, er straks sværere at sige.

Det er ikke ligetil at tyde de syner og fristelser, som Voetmann virtuost iscenesætter, men sært fascinerende er det og helt ude af trit med, hvad man ellers ser i dansk litteratur lige nu.