Prøv avisen

Fattig fattigdomslitteratur

Martin Andersen Nexø voksede op i de fattigste kvarterer på Christianshavn og skildrer forarmelsen i "Ditte Menneskebarn" og "Pelle Erobreren". - Foto: Deutsche Fotothek/Wikimedia Commons

Engang havde Danmark en rig tradition for forfattere, der skildrede armod og elendighed på landet og i byen. Ifølge litteraturforsker kan litteratur fordre moralske forestillingsevner

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder.

Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr om den fattige pige, der døde af kulde nytårsdag. Den store danske digter og forfatter skrev "Pigen med svovlstikkerne" i efteråret 1845 på Gråsten Slot, langt fra tidens armod og elendighed.

De efterfølgende 100 år – med en storhedstid i 1930'erne – er dansk litteratur rig på skildringer af forarmede danskere på samfundets bund skrevet af forfattere, der modsat H.C. Andersen selv havde set fattigdommen i øjnene og betragtede nødtørftigheden på nært hold.

165 år efter Andersens sentimentale beskrivelse af den lille pige med de bare fødder er der blevet langt mellem bøger om fattigdom. Kun ganske få socialt indignerede forfattere beskriver hverdagen for marginaliserede danskere. Men det er snarere sociale temaer som misbrug og kriminalitet, der præger moderne socialrealistisk litteratur, som eksempel misbrugerne i Aalborg i Jakob Ejersbos "Nordkraft" fra 2002 og Jan Sonnergaards "Radiator" fra 1997 om unge bistandsmodtagere, kriminelle og psykopater.

Rundt om på Dørtærsklerne sad den Guds velsignelse af blege, svampede børn, der ruges ud i Fattigfolks mugne Halmsenge. "Hytterne".

Socialt indignerede forfatterskaber opstod i kølvandet på det moderne gennembrud og knytter sig først og fremmest til Henrik Pontoppidans socialkritiske værker om landproletariatet. I hans univers lå menneskets elendighed i lige så høj grad begravet i de sociale strukturer som i selve mennesket. I novellesamlingen "Fra Hytterne" fra 1887 handler om det fysiske, psykiske og moralske forfald, der prægede underklassen på landet.

Pontoppidan var politisk engageret blandt andet i kampen mod Estrup og provisorielovene. Derimod havde de efterfølgende generationer af fattigdomsforfattere omkring 1900 rod i armoden på landet og i byen og beskrev elendigheden ud fra en humanitær tilgang fra neden.

Ifølge Søren Schou, professor i dansk litteratur på Roskilde Universitet, står Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø som de centrale skikkelser i dansk litteraturs sociale gennembrud. Nexø voksede op i de fattigste kvarterer på Christianshavn og skildrer forarmelsen i "Ditte Menneskebarn" og "Pelle Erobreren".

Jeppe Aakjær var en fattig bondesøn fra Skive og beskriver for eksempel i "Vredens børn" fra 1904, hvordan en karl og en dreng deler seng med en ilderfamilie. Bogen skabte ifølge Søren Schou voldsom debat om vilkårene for tyende og landarbejdere og bidrog til en revidering af tyendeloven.

Det er midt i august og regnvejr. Det lille stykke himmel, Ester har udsigt til, har en lys, ensartet grå tone, så man får lyst til med en finger at prikke hul ind til det blå. "Barndommens gade".

Med den store indvandring omkring 1900 fra landegne til byerne, hovedsageligt til København, opstod der en ny bølge af arbejderlitteratur. Mellemkrigstiden var hård for mange københavnere, der levede under uhumske forhold i baggården til baggården i små lejligheder.

– I 1930'erne blev litteraturen ligefrem en social kampplads, hvor danskere, der var berørt af krisen, skrev om socialt udstødte, sølle skikkelser og vagabonden, fortæller Søren Schou, som nævner Tove Ditlevsen, som voksede op i et baghus på 4. sal og skildrede sin fattige barndom på Vesterbro i København i 1930'erne i "Barndommens gade" fra 1943. En anden central forfatter fra denne periode er Harald Herdal, der beskrev forholdene på stenbroen i romanerne "Løg" fra 1935 og "Man skal jo leve" fra 1934.

– Der kom en stor bølge af kritiske skildringer af vilkårene og skæbnerne i samfundets underklasse. Harald Herdal var en af dem. Kommunister som Hans Kirk kunne ikke fordrage, at han skildrede et samfund uden håb, som et dårligt sted uden indbygget optimisme, som ellers lå i kommunisternes ideologi, siger Søren Schou.

De havde skjult det i Pænhed saa længe, at Musene nu sagde op og ikke vilde komme i det Spisekammer længere. "Agerhønen"

Fra 1940'erne var Martin A. Hansen arvtager af fattigdomslitteraturen. Hans noveller tager udgangspunkt i forfatterens egen barndom som husmandssøn ved Strøby syd for Køge og skildrer for eksempel en meget fattig landbofamilie i "Agerhønen" fra 1947. Mirakuløst flyver en agerhøne ind i døren og bliver til et højtideligt festmåltid for familien.

– Modsat Pontoppidan og Klitgaard vidste Martin A. Hansen, Herdal og Ditlevsen, hvad de skrev om. De havde fattigdommen inde på livet og var socialt indignerede. Deres hjerter bankede for underklassen. De kendte og gengav de fattige miljøers sprog og liv, siger Søren Schou.

Efter 1950 er der langt mellem den såkaldte arbejderlitteratur, påpeger han. Efter studenteroprøret i 1968 skriver venstreorienterede intellektuelle dog om sociale problemer i Danmark, heriblandt John Nehm, der viderefører den socialrealistiske tradition med vægt på autentisk og solidarisk skildring af typer og miljøer, blandt andet i romanen "De frigjorte" fra 1979 om fabriksarbejderen Viggo.

Ifølge Lasse Horne Kjældgaard, lektor i litteratur ved Københavns Universitet, er det en skam, at der ikke er flere socialt indignerede forfattere i dag.

– I 1800-tallet læste de velstillede masser af bøger om fattige. Charles Dickens sørgede for, at socialhjælpen i England blev forbedret. I dag er det anderledes. Folk er mindre interesserede, siger Lasse Horne Kjældgaard og fortsætter:

– Amerikanske forskere taler om moral imagination og beskæftiger sig med, hvad litteraturen kan gøre for at opøve en moralsk forestillingsevne. Litteratur kan vise sider af samfundet, man ellers aldrig ser. Det var vist Erik Clausen, der sagde, at Jens Vejmand havde gjort mere for danskernes moralsæt end social politik, siger Lasse Horne Kjældgaard.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk

"Fra hytterne"Novellesamling fra 1887 af Henrik Pontoppidan. Den romantiske natur og bondeidyllen brydes i disse noveller af en kompromisløs kritisk realisme i skildringen af forholdene blandt fattige husmænd i et sogn på landet ved Slangerup-egnen i den vestlige del af Nordsjælland. Pontoppidan skildrer landboproletariatet med troværdighed og skarphed både det gode og det onde på tværs af de menneskelige og de sociale bånd.
"Pelle Erobreren"Romanserie fra årene 1906-1910 af Martin Andersen Nexø. I fire bind skildres historien om drengen Pelle, der vokser op med sin far i den dybeste armod på en proprietærgård på Bornholm. Pelles drøm er at erobre verden og gøre den til et bedre sted at leve i for underklassen. Pelle drager til København og kæmper for arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed.
"Barndommens gade"Roman fra 1943 af Tove Ditlevsen. Historien er inspireret af Ditlevsens egen opvækst. Hovedpersonen Ester bor i 1930'ernes fattigboliger i en baggård på Vesterbro i København. Romanen skildrer på godt og ondt og med både varme og indlevelse de fattige kår i byen og Esters opvækst i det fattige kvarter.