Prøv avisen

Fatwaen mod Rushdie fik os til at tvivle på egne værdier

Salman Rushdie med ”De sataniske vers”, fotograferet i november 1988, da han vandt Whitbread-prisen for årets bedste roman. Foto: Adam Butler/Ritzau Scanpix

For 30 år siden opfordrede Irans daværende leder, ayatollah Ruhollah Khomeini, verdens muslimer til at slå forfatteren Salman Rushdie og alle andre involverede i hans roman ”De sataniske vers” ihjel. Fatwaen fik Vesteuropa til at tvivle på værdier som ytringsfrihed og religionsfrihed

På en solrig tirsdag i London for 30 år siden fik den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie et opkald fra en kvindelig BBC-journalist. Hun informerede ham om, at han var blevet dødsdømt.

”Hvordan er det at vide, at De lige er blevet dømt til døden af ayatollah Khomeini?”, spurgte journalisten.

”Det er ikke rart,” svarede Salman Rushdie, mens han spekulerede på, hvor mange dage han mon havde tilbage at leve i. Han gættede på, at det nok drejede sig om mindre end 10.

Fem måneder forinden havde han udgivet en roman med titlen ”De sataniske vers”, hvor dele af indholdet blev opfattet som en krænkelse af islam og muslimernes profet, Muhammed.

Opkaldet fra journalisten, som er omtalt i Salman Rushdies erindringer, fandt sted den 14. februar 1989, kort efter at Irans daværende politiske og religiøse overhoved, ayatollah Ruhollah Khomeini, havde udstedt en fatwa – en islamisk rådgivende erklæring.

Her meddelte ayatollahen til verdens muslimer, at forfatteren og alle andre, der var involveret i udgivelsen af ”De sataniske vers”, blev dømt til døden.

”Jeg beder alle muslimer henrette dem, hvor som helst de finder dem,” afsluttede han.

Fatwaen var den foreløbige kulmination på flere måneders kontroverser om romanen, der blev udgivet i Storbritannien i september 1988. En sammenslutning af muslimske organisationer i Storbritannien forsøgte kort efter at få bogen forbudt efter blasfemilovgivningen. Kravet blev ikke imødekommet.

I løbet af efteråret og i begyndelsen af 1989 forekom en række demonstrationer og bogafbrændinger i engelske byer. Det samme var tilfældet i den muslimske verden, hvor flere mistede livet efter sammenstød med politiet. I mange lande med store muslimske befolkninger lykkedes det at få bogen gjort ulovlig. Blandt andet i Indien, hvor Salman Rushdie er født.

Frederik Stjernfelt er professor ved Aalborg Universitet og har skrevet flere bøger om ytringsfrihed. Ifølge ham ramte fatwaen ned i en nerve, der fik Vesteuropa til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi selv står for.

”Rushdie-sagen fik den beklagelige betydning, at vi i Vesteuropa er blevet usikre på vores eget værdigrundlag. Hver gang nogen ytrer noget religionskritisk, er der nu to opinioner: Der er dem, som vil sige, at det søreme skal være tilladt. Og så er der dem, som synes, at det bør man lade være med, fordi det skaber en masse problemer,” siger han og fortsætter:

”Det leder hen til en underlig vaklen i forhold til de værdier fra oplysningstiden, som vi i høj grad har bygget vores samfund på. Det synes jeg er en begrædelig konsekvens. De meget centrale friheder som ytringsfrihed og religionsfrihed, mener jeg, står ikke lige så centralt, som de har gjort og burde gøre.”

På dagen for fatwaen sagde Salman Rushdie på amerikansk tv, at han mente, at det ikke var en særlig islamkritisk bog, og at han ville have ønsket, han havde skrevet en, der var mere kritisk. I øvrigt mente han, at en religion, hvis ledere opførte sig som ayatollah Khomeini, nok kunne trænge til lidt kritik.

Det var imidlertid ikke alle, der var enige med Salman Rushdie i, at den ikke var særlig islamkritisk. Flere af romanens elementer blev opfattet som decideret krænkende, blandt andet valget af navne på nogle af karaktererne. Profeten bliver i romanen kaldet ”Mahound”, der efter sigende var englændernes nedsættende betegnelse for Muhammed under korstogene.

En af bogens to hovedpersoner, Gibreel Farishda, har i romanen en række drømmesyn, hvor man i et af dem møder digteren Baal. Han skjuler sig på et tidspunkt i et bordel, hvor de prostituerede deler navne med profetens hustruer.

Men det nok mest kontroversielle i bogen er en drømmesekvens, Gibreel Farishda har i forbindelse med, at han overlever en flykapring. I drømmen genfortælles mere eller mindre indirekte en version af Muhammeds liv, der er velkendt – men omstridt – i islamisk tradition og ikke nævnt i alle skildringer af profeten:

Muhammed modtager en åbenbaring fra de før-islamiske guddomme, som giver tilladelse til, at man må tilbede de tre gudinder Al-lat, Al-Uzzá og Manat. Det åbner i sagens natur op for et flerguderi, der står i skarp kontrast til islams strenge monoteisme.

Åbenbaringen afvises senere af Muhammed som indblanding fra Satan. Profeten får efterfølgende en ny åbenbaring, hvor tilbedelse af andre guder end Allah forbydes. Alt i alt en speget affære, som i islamisk tradition betegnes ”de sataniske vers”. Deraf titlen på Salman Rushdies roman.

Intet af dette var Johannes Riis bevidst om, da han som direktør for Samlerens Forlag besluttede sig for at udgive romanen på dansk.

”Beslutningen om at udgive ’De sataniske vers’ blev truffet udelukkende på baggrund af dens litterære kvaliteter. Jeg læste den først og fremmest som en fantastisk spændende roman med en vitalitet, et humør, en opfindsomhed og et greb om det engelske sprog, der er helt enestående. Jeg kunne da godt se, at den ikke var respektfuld over for islam, men jeg var simpelthen ikke klar over, at den kunne opfattes så islamkritisk, som den blev. Man skal huske på, at vi dengang ikke i samme grad som i dag vidste, hvor hellig Muhammed er for muslimer,” siger Johannes Riis, der efterfølgende var mangeårig litterær direktør for Gyldendal.

Han fortæller, at han først efter at have læst bogen og besluttet sig for at udgive den blev gjort opmærksom på, at den havde skabt kontrovers i England. Den danske oversættelse udkom i efteråret 1989 – et år efter originalen, som det havde været planen siden antagelsen.

”Ud over at jeg fik overrakt en liste med underskrifter, der protesterede mod udgivelsen, og en enkeltstående telefontrussel før udgivelsen, oplevede jeg ingen ubehageligheder. Der blev ikke krummet et hår på mit hoved,” siger Johannes Riis.

Ikke alle slap lige så nådigt. Ayatollah Khomeinis fatwa omfattede som nævnt ikke alene Salman Rushdie, men også samtlige andre, der var involveret i udgivelsen. Bogens italienske oversætter, Ettore Capriolo, blev den 3. juli 1991 udsat for et knivoverfald i Milano, der efterlod ham hårdt såret. Ni dage senere blev den japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, stukket ihjel uden for sit kontor på universitetet i Tsukuba i Japan. To år senere, i juli 1993, blev det hotel, som bogens tyrkiske oversætter, Aziz Nesin, boede på i byen Sivas i Tyrkiet, ramt af et brandattentat. Han undslap selv, men 37 mennesker døde som følge af, at hotellet brændte ned til grunden.

I oktober samme år blev bogens norske forlægger, William Nygaard, skudt ned uden for sit hjem i Oslo. Han overlevede angrebet, selvom han blev ramt af tre kugler.

Kun brandattentatet i Tyrkiet er fuldt ud opklaret, og det er derfor ikke endegyldigt bevist, at de andre episoder havde forbindelse til fatwaen.

På trods af det voldsomme efterspil tøver Johannes Riis ikke på spørgsmålet om, hvorvidt han ville udgive romanen igen i dag.

”Det ville jeg helt afgjort. Det var – og er – en vigtig udgivelse, ikke blot i kraft af sine litterære kvaliteter, men fordi den fik os til at reflektere over, at nogle af de friheder, som vi i Vesteuropa har kæmpet for i århundreder og måske nok var kommet til at anse for en selvfølge, ikke nødvendigvis var lige så selvfølgelige, som vi troede. Og man kan roligt sige, at eftertiden har bekræftet den opfattelse,” siger Johannes Riis.

Heller ikke bogens danske oversætter, Thomas Harder, fortryder sin medvirken til udgivelsen. Han oplevede hverken chikane eller telefonopkald, men fortæller, at der i en periode var en del ”opmærksomhed fra politiet” på hans daværende adresse på Østerbro i København. Før oversættelsen kendte han ikke meget til Salman Rushdie, men var klar over, at der havde været noget postyr omkring bogen i udlandet.

”Da urolighederne for alvor brød ud, overvejede jeg selvfølgelig, hvad jeg skulle gøre. Jeg kom frem til, at oversættelse var min profession, og at ingen skulle bestemme, hvad jeg skulle oversætte, og hvad jeg ikke skulle. Det var naturligvis foruroligende og ubehageligt, da mine udenlandske kollegaer blev angrebet. Samtidig havde jeg dog tiltro til, at systemet i Danmark fungerede, og at vi blev passet på,” siger Thomas Harder, der også efterfølgende har oversat Salman Rushdies bøger til dansk.

16 år senere skulle Danmark få en langt mere central rolle i en global sag, hvor ytringsfrihedens grænser i forhold til islam og islams profet, Muhammed, igen blev afprøvet.

Flemming Rose er tidligere kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og ham, der bestilte avisens 12 Muhammed-tegninger. Han skrev også den ledsagende tekst med den berømte formulering om, at man i et verdsligt demokrati med ytringsfrihed ”må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Han ser flere ligheder mellem Rushdie-sagen og balladen om Muhammed-tegningerne.

”Ligesom der ikke var nogen af demonstranterne, der havde læst Salman Rushdies bog, var der heller ikke mange, som havde set Muhammed-tegningerne, eller som vidste, hvilken kontekst de var blevet bragt i,” siger han.

Salman Rushdie udgav først sine erindringer i 2012, altså syv år efter at Muhammed-tegningerne blev trykt. Havde Flemming Rose kendt hele historien om fatwaen, dengang Muhammed-sagen kørte, var der ikke nær så meget, der var kommet bag på ham, som det var tilfældet.

”Specielt det forhold, at man også dengang i 1989 vendte det hele på hovedet, så de forbrydere, som ville slå ihjel på grund af en roman, blev gjort til de krænkede ofre,” siger Flemming Rose, der den dag i dag stadig lever med sikkerhedsvagter.

Siden karikatur-sagen har Flemming Rose beskæftiget sig indgående med ytringsfriheden og udgivet flere bøger om emnet. I det arbejde har han fundet inspiration i Salman Rushdies forsvar for, hvorfor ytringsfriheden er så vigtig.

”Mennesket er et sprogligt væsen og et historiefortællende væsen. Det at leve i historier, lytte til historier og fortælle historier er en vigtig del af det at være menneske. Det er selve den essens, der gør os til mennesker, som er forskellige fra dyrene. Når nogen forsøger at begrænse, hvilke historier som må fortælles eller lyttes til, er det ikke bare et politisk overgreb, men et overgreb på den menneskelige natur. Salman Rushdie gør på den måde ytringsfrihed ikke bare til en politisk nødvendighed, men til en eksistentiel nødvendighed,” siger Flemming Rose.

Ifølge Birthe Rønn Hornbech, jurist og tidligere folketingsmedlem (V), er det dog vigtigt at skelne mellem velargumenteret religionskritik og så forhånelse af religioner, og der er en verden til forskel på de to, mener den tidligere integrations- og kirkeminister.

”Muhammed-tegningerne var fuldkommen unødvendige og havde intet med religionskritik at gøre. De var en nedværdigende forhånelse, som jeg ikke brød mig om. Religionskritikken har ikke til formål at håne, den har til formål kritisk at efterprøve teologien og undersøge, hvor vi er enige, og hvor vi ikke er,” siger hun.

Men det er svært at sige noget generelt om, hvor de præcise grænser mellem de to bør trækkes, mener Birthe Rønn Hornbech:

”Det må hver gang bero på en konkret vurdering. Der kan vel næppe være tvivl om, at Salman Rushdies værk er kunst, der har noget vigtigt at sige. Det samme er gældende for hans senere bog ’Klovnen Shalimar’, som tematiserer nogle vigtige forskelle mellem islam og kristendommen.”

Fatwaen mod Salman Rushdie gælder i princippet endnu. Ayatollah Khomeini døde tre måneder efter, at han havde udstedt den, og det er ifølge det officielle Iran kun ham, som – hvis han havde været i live – ville kunne trække den tilbage.

Irans tidligere præsident Mohammad Khatami har dog sagt i 1998, at sagen er ”afsluttet”, og at Iran ikke vil forsøge at komme Salman Rushdie til livs.

Men så sent som i 2016 lød det fra en gruppe på 40 statsejede medieorganisationer i Iran, at de tilføjede 600.000 dollars til de tre millioner dollars, som afdøde Khomeini i 1989 oprindeligt havde udlovet til den, der slog Salman Rushdie ihjel.

Efter at fatwaen blev udstedt, levede Salman Rushdie mange år mere eller mindre under jorden på skiftende adresser i England og Skotland. I dag bor han i New York, hvor han blandt andet underviser på New York University, og han udgiver stadig bøger.

Han har tidligere udtalt, at dødsdommen efterhånden mest ”er et stykke retorik, frem for en reel trussel”.

Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix
Demonstration mod Salman Rushdies roman i begyndelsen af marts 1989 i den engelske by Halifax. Foto: Gillian Allen/AP/Ritzau Scanpix
Salman Rushdie med sin omstridte bog i marts 1992. Foto: Ron Edmonds/AP/Ritzau Scanpix
Støttedemonstration for Salman Rushdie foran en Barnes & Noble-boghandel i New York, USA, den 22. februar 1989. Butikken havde valgt at tage "De sataniske vers" af hylderne. Foto: David Cantor/AP/Ritzau Scanpix
Sådan skrev Kristeligt Dagblad et par dage efter, at fatwaen var blevet udstedt.