Feltpræst på fortsat mission

LITTERATUR Med "Løvehjerter" leverer feltpræst Thomas Østergaard Aallmann et personligt indlæg i debatten om krigen i Afghanistan

Thomas Østergaard Aallmann, tidligere feltpræst i Afghanistan, har med "Løvehjerter" skrevet en bog, hvor den stærkt følelsesmæssige tilgang er både en styrke og en svaghed, mener Kristeligt Dagblads anmelder.
Thomas Østergaard Aallmann, tidligere feltpræst i Afghanistan, har med "Løvehjerter" skrevet en bog, hvor den stærkt følelsesmæssige tilgang er både en styrke og en svaghed, mener Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Leif Tuxen.

En del danskere finder det sikkert lidt abstrakt, at Danmark er i krig. Alle ved, at vi har tropper i Afghanistan, og at faldne soldater jævnligt bringes hjem, men kampene er fjerne, og nationen er ikke konkret truet.

Til gengæld er det konkret at stå midt i krigen, hvilket fremgår af bogen "Løvehjerter" af Thomas Østergaard Aallmann, der til daglig er sognepræst på Thurø, men som i 2008 i seks måneder var udsendt som feltpræst i Afghanistan. Hans bog udgør en klar hyldest til indsatsen i Afghanistan og de udsendte soldater og fungerer som et personligt indlæg i debatten om krigens berettigelse.

Man får et vist indtryk af panserinfanteristernes hverdag i Helmand-provinsen, men Aallmanns overvejelser fylder mest. De er teologiske, nationale og patriotiske på kanten til det svulstige, og man skal holde godt fast for ikke at blive revet følelsesmæssigt omkuld.

Aallmann vil beskrive, hvorfor heltemod er nødvendigt, hvis frihed skal bestå, og heltemodet blomstrer voldsomt omkring ham. Også i en grad, der tenderer det fortegnede. Alle soldater fremstilles som gode danske drenge med løvehjertet på rette sted, og mens præstens hengivenhed for sine brødre i krig er rørende, får man samtidig mistanke om, at oplevelsen i Afghanistan har været så voldsom for Aallmann, at han sidder lidt fast i et lukket univers formet af helt særlige følelser og normer.

Bogens største kvaliteter finder man derfor, når Aallmann forlader krigszonen og reflekterer principielt, som når han forklarer selve meningen med krigen. Han tager udgangspunkt i kirke og monarki og gør rede for, hvordan magten i Danmark historisk er placeret hos kongen, hvorefter folket ikke selv skal gribe til våben.

Vi lever i grundlæggende tillid, og for Aallmann handler krigen om kampen for en fremtid, hvor vi fortsat er frigjort fra barbari og islamisk terror.
Aallmann opfattede i Afghanistan sig selv som en forlængelse af dansk hverdag grundet i den kristne orden, og han skriver: "Dette tillidsfællesskab eller "sammenhængskraften" har rødder langt tilbage, og uanset hvor anakronistisk, man anser kristendommen for at være herhjemme, så kan det ikke diskuteres, at tillidsfællesskabet har sine rødder i folkets tro."
Det vil næppe alle skrive under på, og med sin forførende talestrøm foretager Aallmann en så ublu parallelisering mellem egen tro og krigens berettigelse, at han næsten flirter med hellig krig.

Dette kommenterer Aallmann selv: "Det er ikke en hellig krig i Afghanistan det er en nødvendig krig. Taleban går i hellig krig, og deres vold er i overensstemmelse med deres gud. Men den kristne soldat går i nødvendig krig, fordi Danmark vil det, og han må sætte sin lid til syndernes forladelse som alle andre."

Den lovreligiøse sondring er klar, men med den direkte forbindelse mellem en krig og et folks kristne identitet opstår en gråzone med tråde til for eksempel den krigsretorik, George Bush i sin tid praktiserede.

Aallmanns stærkt følelsesmæssige tilgang er både en styrke og en svaghed. Som sagt bliver det idealiserede billede af løvehjerterne i længden stereotypt, ikke mindst da John Wayne trækkes af stalden som den ensomme kriger, der redder civilisationen og vender tilbage til de øde egne.

Men Aallmanns argumentation for krigens nødvendighed er samtidig inspirerende læsning, og hans syn på begrebet ånd kunne mange også præster lære noget af. Han siger: "Alvor er en sindsstemning en måde, sindet bliver stemt på, når man er ånd. At være ånd er at tage sin sag alvorligt, og det er ikke kun rynkede bryn man kan også glædes alvorligt, elske alvorligt, være alvorligt til stede der, hvor man er for alvor være levende i livet. At være præst er at vække den ånd.". Med sin åbenlyse sans for livets og kristendommens alvor har Aallmann utvivlsomt været en dygtig feltpræst, og han fremstår dybt engageret i sin gerning.

Månederne i Afghanistan har skærpet hans tænkning og livssyn, og "Løvehjerter" er et personligt og udfordrende vidnesbyrd om krigen i Afghanistan. Dog skal der lyde en vigtig påmindelse. Denne feltpræst er ikke længere i Afghanistan, men han føler sig stadig udsendt på mission, og han kæmper med hele sit løvehjerte for at få verden til at gå op ifølge egen overbevisning. Herefter er det op til hver enkelt læser at lade sig gribe af ånden og selv tage stilling.

Thomas Østergaard Aallmann: Løvehjerter. 128 sider. 174 kroner. Trykkefriheds-selskabets Bibliotek. Udkommer i dag.