Prøv avisen
Bøger

Fem gode slægtsromaner til ferielæsningen

Litteraturhistorien er fuld af familiekrøniker, slægtshistorier og fortællinger på tværs af generationer. Vi anbefaler her fem gode romaner om slægter fra ind- og udland. Modelfoto

Familiekrøniker og slægtshistorier har været omdrejningspunktet for store fortællinger siden bibelsk tid. Her anbefaler vi fem udenlandske og danske slægtsromaner, der er værd at læse eller genlæse

Slægten er et helt centralt motiv i fortællinger, vi kender tilbage til bibelsk tid og fra de store græske myter til islandske sagaer og de største litterære hovedværker i moderne tid.

Det er familiekrøniker, der spænder over mange år, hundrede og tusinder og aldrig slipper deres tag i vores erindring og vores læselyst.

Det er historier om Abraham og hans efterkommere, om Jakob og hans 12 sønner, der blev til stammer. Det er myterne om Zeus og de mange guder og halvguder. Det er de islandske familiesagaer om Skjoldungerne, hvis stamfaderen var Skjold, som var søn af Odin.

Ordet saga kommer af verbet ”segja”, der betyder ”sige” eller ”fortælle”. Og en af de bedste fortællinger er den om familien.

For hvad ville gangsterhistorien være uden stamfaderen Vito Corleone og de tre generationer af don’er? Hvad ville dansk skildring af traditionelle landlige værdier være uden Morten Korchs berømte landmand Ole Offor, der af sin far bliver sendt ud for at redde slægtsgården?

Og sådan kan man blive ved. Litteraturhistorien er fuld af familiekrøniker, slægtshistorier og fortællinger på tværs af generationer.

Vi anbefaler her fem gode romaner om slægter fra ind- og udland og giver en lille introduktion til hver af dem.

Sydamerikansk verdenslitteratur, når det er bedst
”100 års ensomhed” om Buendía-slægtens udvikling igennem et helt århundrede af colombianske Gabriel García Márquez er et hovedværk i verdenslitteraturen

Den står på magisk realisme i højeste klasse i Gabriel Garcia Marquez’ storslåede fortælling om gamle forudsigelser og spådomme, der afgør skæbnen for en familie i en lille isoleret by Macondo i et opfundet sydamerikansk land.

”100 års ensomhed” er en krønike over familien Buendiá, der slår sig ned som nybyggere i junglebyen, hvis liv skildres fra grundlæggelsen og byens opblomstring til dens endeligt som forladt spøgelsesby. Syv generationer lever og dør i byen.

Det lyder måske banalt, men fortællingen er temmelig ambitiøst anlagt og har endda filosofiske elementer indbygget ud over at være spændende.

Marquez kan med let hånd beskrive den mindste detalje i et scene og udfolde den store episke fortælling.

Forfatteren selv vidste godt, at han havde ramt plet med bogen og sagde efter sigende i forbindelse med udgivelsen i 1967, at “alt hvad jeg tidligere har skrevet kun har været forstudier til denne roman.”

Med ”100 års ensomhed” beviste den velskrivende Marquez, at han er en gudsbenådet fortæller.

”100 års ensomhed” blev hans internationale gennembrud og meget hurtigt verdenslitteratur. I dag regnes han for en af den magiske realismes største repræsentanter.

I 1982 modtog forfatteren Nobelprisen i litteratur.

Modige mænd fra Marstal
Med "Vi, de druknede” af Carsten Jensen kom den lille havneby Marstal på Ærø på landkortet og endda verdenskortet.

Romanen fra 2006 er en yderst levende beretning om tre generationer af sømænd fra skipperbyen Marstal i det 19. århundrede, som satte livet på spil på verdenshavene med små og store konsekvenser for de efterladte familier hjemme i den lille by.¨

Og det er ikke så lidt, sømanden Laurids Madsen og hans efterkommere når at opleve mellem 1848 og Anden Verdenskrig, som er perioden, romanen udspiller sig i, og både til lands og til søs og endda en tur oppe i luften, da sømanden Laurids flyver til vejrs, da linjeskibet Christian VIII eksploderede i Egernførde Fjord under et slag mod preusserne.

I bogen kommer vi rundt i det danske farvand og til Caribien. Og mange af bogens historier er baseret på sande hændelser. Faktisk er selv de mest utrolige historier de mest sande, fortalte Carsten Jensen i et interview i denne avis:

”Jo mere usandsynligt det virker i bogen, jo mere kan man være sikker på, at det er hændt,” sagde han.

Romanen giver et realistisk billede af livet i Marstal, blandt andet af den sadistiske lærer Isager. Vi hører om de efterladte familier, de fædreløse børn og de druknedes enker.

Den historiske roman om sømandsliv, krig, kærlighed og død, kaldes af denne avis’ anmelder for et epokegørende mesterværk om en delvist glemt dansk havneby.

Bogen er oversat til mange sprog, senest russisk, og Carsten Jensen har modtaget flere priser for den.

Helvede er at være kvinde på Langeland
En helt ny roman i genren foregår i samme område som ”Vi, de druknede”, på Langeland, dog et århundrede senere. Merete Pryds Helle holder meget af store fortællinger og har kastet sig ud i en sådan i ”Folkets Skønhed” fra tidligere i år.

Det er en stor slægtsroman med udgangspunkt i hendes egen familie og helt konkret i et daglejerhus på den lange ø i det sydfynske øhav.

Bogen er bygget op over en række skæbnefortællinger, forfatteren har hørt som barn og giver et fængende indtryk af den nære danmarkshistorie blandt almindelige mennesker fra 1930’erne til engang i 1970’erne. Og ikke mindst kvinders liv og jagt på frihed og lykke, der ofte blev temmelig kortvarig hvis overhovedet indledt.

I denne roman er det Marie, der søger friheden og lykken. Den handler om familien, men udgangspunktet er Marie, født omkring 1930, og man følger hendes opvækst i en fattig familie og hendes senere udvikling.

Livet i daglejerhuset er på ingen måde lutter lagkage og præget af vold og incest. Og da Marie ønsker at bryde den sociale arv og uddanne sig, bliver det forhindret. ”Helvede er at være kvinde,” siger Maries mor til hende et sted i bogen.

I et interview med Kristeligt Dagblad, siger Merete Pryds Helle, at hun med bogen vil beskrive, at den generation, der i dag er bedsteforældre, stadigvæk er Danmark og har præget deres børn.

”Det er vigtigt for os at forstå, at vi ikke nødvendigvis er det her privilegerede, homogene teknologiske knowhow-samfund, som vi tror. Der er en baggrund af magt og afmagt, fattigdom og stolthed, som kører rundt mellem os, men som vi ikke forstår hos os selv og i vores samfund.”

Læs uddrag af bogen her

En jødisk familie med fine fornemmelser
Suzanne Brøgger giver også et ikke kun flatterende og delvist selvbiografiske portræt af Danmark i det 20. århundrede gennem en familiefortælling i slægtsromanen ”Jadekatten” fra 1997.

Tidshorisonten er skubbet nogle årtier frem lige efter Anden Verdenskrig, hvor historien om den jødiske familie Løvin (Levin) begynder, og den slutter i 1990’erne. Romanen er et ærligt opgør med Brøggers egen fortid og er en kulturkonservativ kritik af samfundets udvikling og fokus på individet.

Den genreudforskende forfatter Brøgger har her kastet sig over den mest traditionelle roman og kommer ret godt fra det i sin beskrivelse af et miljø, der sjældent udfoldes. Det er en stort anlagt og temmelig mørk fortælling om fire generationer af den jødiske familie.

Med udgangspunkt i slægtens kvinder udfoldes en tragisk fortælling om en indvandrerfamilie med fine fornemmelser, hvis glansbillede krakelerer og går i opløsning. Kort fortalt ender romanens hovedperson skuespillerinden Zeste som en posedame, der sidder på sin bænk på Kgs. Nytorv og skælder ud.

Familiens udvikling holdes op imod tidens store samfundsforandringer fra verdenskrige til det moderne liv. I bogen udgør race- og kærlighed konfliktstoffet, men der er indlagt en moralsk kritik af vores tid.

Med bogen ønsker Brøgger at pege på den manglende sammenhængskraft i det moderne liv, hvor slægtens rolle langsomt udvandes.

”Jeg tror ikke, vi kan overleve som samfund uden den sammenhæng og den afhængighed af hinanden, som slægten tidligere har repræsenteret. Vi ser jo i vores tid, at mennesker prøver at finde indre ressourcer at leve på, hvor de ydre fællesskaber falder væk,” sagde Brøgger i et interview i Information, da bogen udkom.

En genial familiesaga fra Israel
Jødisk liv et helt andet sted i verden beskrives ikke meget bedre end i Amos Oz’ store slægtsroman ”En fortælling om kærlighed og mørke” fra 2005.

Vil du blive klogere på Israels opbyggelse og på en spændende og indlevende måde er ”En fortælling om kærlighed og mørke” et godt sted at fordybe sig.

På bagsiden af den første danske udgave citerer forlaget en begejstret anmelder fra det italienske dagblad La Repubblica, som skrev: ”Hvis du blot har to dage tilbage at leve i, er der en ting, du børe gøre, hvis du vil dø lykkelig: Det er at læse denne bog.”
Intet mindre!

Men den nulevende israelske forfatters episke roman, der er baseret på hans erindringer om sin opvækst i Jerusalem, er et stort værk og en litterær milepæl om jødisk liv og Mellemøstens nyere historie.

I Oz’ verdensberømte familiesaga flettes hans families historie sammen med Israels historie. Og det ”i en intellektuel kraftpræstation, der både er litteraturhistorie og politisk historie og samtidig bevægende erindringslitteratur på klassikerniveau”, lyder det i Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen.

I bogen følger vi lille Amos, der vokser op i Jerusalem før staten Israels oprettelse og oplever som så mange andre i den tid forældre og bedsteforældres, der er østeuropæiske immigranter, liv udspille sig i hjemmet og byens gader.

Amos er enebarn af de dannede, men fattige forældre med store socialistiske drømme om den kommende israelske stat, hvor de samtidig har svært ved at få indfriet deres faglige ambitioner. Det og moderens død er bogens kerne midt i en historisk afgørende tid for jøderne i Mellemøsten.
 
En af bogens mange egenskaber er indtrykket, den efterlader af byen Jerusalem. Læseren tages elegant og velbeskrevet i hånden og føres gennem den gamle bys gader, som de er i dag og historisk, og man længes efter selv at være der, der fra sofaen, hvor end man sidder med denne bog af en af Israels største forfattere.

Andre læser lige nu