Det var et tilfælde, der gjorde, at Bent Jensen blev en af landets fremmeste kendere af Sovjetunionen og en af de skarpeste kritikere af kommunismen og de mange danskere, der lod sig forføre af den. Da han som ung var begyndt på aftjeningen af sin værnepligt, så han på Ryvangens Kaserne i København på et bord i forhallen Kristeligt Dagblad, og ved siden af avisen lå en pjece, som fortalte om uddannelsen som sprogofficer. Mod at forlænge værnepligten kunne den videbegærlige elektriker fra Kjellerup og siden student fra Rønde lære russisk og få endnu et sprog med sig i bagagen. Han blev optaget på Forsvarets sprogofficeruddannelse, kom derefter på universitetet og endte nogle år senere som en af landets fremmeste historikere og eksperter i Sovjetunionen.
”Det russisk-sovjetiske kom ved et tilfælde til at fylde meget både i mit liv som historiker og i mit private liv. Min viden om det civilisationssammenbrud, som ramte Rusland i 1917 og i årene derefter, har sat sine uudslettelige indtryk i mit sind,” skriver han i forordet til sine erindringer, som meget rammende har fået titlen ”Modløber”. For han blev det modsatte af en medløber. Nogle har kaldt ham rabiat og højreorienteret koldkriger, og han er blevet lagt for had af dele af den politiske venstrefløj for sin stærke modstand mod kommunismen og al dens væsen.
”Jeg har tit tænkt, hvor fredfyldt et liv jeg kunne have fået, hvis jeg i stedet for Rusland og Sovjetunionen havde valgt at specialisere mig i det gamle Rom,” hedder det i erindringerne. Flere steder i løbet af bogens 356 sider vender han tilbage til temaet, om det var kampen værd. Engagementet kostede et ægteskab og en del af hans renommé.
Erindringsbogen handler om hans opvækst i et indremissionsk hjem og om hans egen tro. Den vender vi tilbage til. Men først og fremmest handler den om Bent Jensens arbejde med at beskrive følgerne af den russiske revolutions opgør med grundlæggende menneskelige værdier og en traditionel økonomi og levemåde i Europa.
Bent Jensen blev den første historiker, der som russiskkyndig underviste i Sovjetunionen på universitetet. Knap 30 år på Syddansk Universitet blev det til. Som forsker blev en rød tråd i hans liv at ”afdække ukendte historiske begivenheder og rydde op i forfalskninger”, som han selv formulerer det.
Hvad arkiverne i Moskva gemte
Bogen er en læseværdig indføring i, at historieskrivning ikke er en neutral disciplin. Der er blevet kæmpet om historien om kommunismen, og det er prisværdigt, at Bent Jensen har fortsat kampen, også selvom han har kæmpet imod en tidsånd præget af først en intolerant venstreorienteret tankegang og siden mod et system, der prøvede at dække over dem, der trådte i sovjetisk tjeneste. Ikke nødvendigvis som fuldtonede spioner, men villige påvirkningsagenter af den danske opinion. Bent Jensen har brugt arkiverne i stor stil, og der åbnede sig en guldgrube for journalister og historikere, da Sovjetunionen kollapsede, og systemets egne arkiver blev åbnet. Ingen af dem, der havde flirtet med diplomaterne på den sovjetiske ambassade i København, havde vel forestillet sig, at deres svigt ville komme for en dag i arkivskufferne i Moskva.
Bent Jensen bringer flere eksempler fra sovjetiske arkiver, blandt andet dette at den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen i 1983 var til frokostmøde med den sovjetiske ambassadør og her sagde, at Reagan var en kræftbyld, og at der ikke blev fred i verden, før den amerikanske præsident blev fjernet.
En tankevækkende udtalelse fra en ledende socialdemokratisk politiker; at han betragtede ikke Sovjetunionen, men Danmarks allierede, USA, som fjenden.
Mange opfattede det sovjetiske styre som et ”moderniseringsregime”. Bent Jensen gjorde det samme i begyndelsen af sin historikerkarriere. Det var en slags forklaringsmodel for, at det bestående russiske system og det gamle russiske menneske måtte udryddes, for at det nye sovjetiske samfund og menneske kunne vokse frem.
Antikommunist var et skældsord
Den revolutionære socialisme var i 1960'erne og helt frem til 1980'erne og måske endnu senere toneangivende i det danske uddannelsessystem og især på universiteterne. Venstrefløjen dominerede med en intolerance, som i dag kan være svær at forstå, og det var udbredt blandt sovjetforskere at bagatellisere sovjetregimets forbrydelser. Bent Jensen selv var dengang fuldtonet SF’er. Men op gennem 1970'erne blev han mere og mere kritisk i sit syn på Sovjetunionen, som havde millioner af menneskeliv på sin samvittighed. I takt med sin forskning i ”den udviklede socialisme”, og i takt med at han rejste i Sovjetunionen og mødte mange mennesker, herunder mange dissidenter, fik han en viden om livet i en totalitær politistat, som ”ikke indgik i pensum på universitetet”.
”Antikommunist” var dengang et skældsord, men burde have været en hædersbetegnelse, skriver han. At han engagerede sig så stærkt som modløber til sovjetisk propaganda og KGB's disinformation i den offentlige debat, skyldtes hans dybe overbevisning om, at det var akademikeres pligt at dele deres viden med den brede offentlighed.
Bent Jensen slog for alvor igennem i offentligheden, da han i 1984 udgav bogen ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. En svær titel på en bog, som forlaget valgte, selvom han selv ville have givet bogen den mere mundrette og provokerende titel ”På knæ for Stalin”. Bogen handlede om rækken af danske venstreintellektuelles opbakning til og forsvar for kommunismen og det sovjetiske styre. Bogen udløste et ramaskrig fra den daværende venstrefløj, for Bent Jensen satte her for første gang navne på, og det blev kritiseret. Det samme gjorde han senere, for historien skrives af konkrete personer, der alle bærer et ansvar.
Den sovjetiske og russiske historie fylder en betydelig del af Bent Jensens liv og erindringer, men det gør det spor, som kommunismen trak igennem det danske samfund sandelig også. Han beskriver nøje, hvordan regeringen og et politisk flertal sikrede sig en statsautoriseret – og kontrolleret – version af danmarkshistorien under den kolde krig, da store kommissioner blev sat til at udarbejde rapporter om tiden; først Diis-rapporten i 2005 og siden PET-kommissionen i 2009. Men det er en ”meget dårlig idé” at nedsætte kommissioner til at forestå historiske undersøgelser af omstridte spørgsmål, som han skriver. Resultatet var da også udglattende og langtfra så afdækkende, som det kunne have været, og det fik et politisk flertal med Dansk Folkeparti i spidsen til at kræve en selvstændig og ikke-kontrolleret undersøgelse af tiden. Den kom Bent Jensen til at stå i spidsen for som leder af Center for Koldkrigsforskning. En beslutning, som kritikerne mente var udtryk for politisering.
Hans minutiøse beretning i bogen, om de trængsler og forhindringer han og de fire unge ansatte historikere mødte i ministerier og efterretningstjenester, efterlader læseren med en følelse af skamfuldhed over et system, der dækker over fortidens svigt. Selvom Folketinget havde besluttet, at arbejdet skulle gennemføres, lukkede nogle embedsmænd ned for tilgangen til arkiverne.
Rapporten udkom dog i bogform med titlen ”Ulve, får og vogtere”. Her beskrives blandt andet, hvordan Socialdemokratiets udenrigspolitiske alliance med venstrefløjen i 1980'erne med fodnotepolitikken var med til at svække Danmarks sikkerhed. Hvilke konsekvenser den politik kunne have haft, hvis Sovjetunionen ikke var brudt sammen, kan man kun gisne om. Politikere fra DKP og SF gik fjendens ærinde og modarbejdede nationens interesser, hedder det. I selve rapporten skriver Bent Jensen, at daværende justitsminister Bjørn Westh (S) lod en række politiske sager makulere i 1996. Så var de der ikke til at kaste lys over tidens store svigt.
Dømt skyldig i injurier
Bent Jensens trang til at fremhæve enkelte personernes samarbejde eller bare sympati for Sovjetunionen har været med til at miskreditere ham. Ikke mindst den meget omtalte sag om journalisten Jørgen Dragsdahl, som Bent Jensen beskyldte for at være påvirkningsagent fra KGB med henvisning til blandt andet PET's arkiver, har fyldt meget i Bent Jensens senere liv, og den fylder meget i hans erindringer. Det er en sag, der har mærket ham for livet, fornemmer man. Som mange vil huske, anlagde Dragsdahl injuriesag mod Bent Jensen. Sagen endte i 2015 i Højesteret, hvor fem af syv højesteretsdommere kendte Bent Jensen skyldig i injurier, efter at landsretten have vurderet, at Bent Jensen havde haft tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udtalelser. I bogen kalder Bent Jensen højesteretsdommen for et justitsmord.
I Information har det, siden Bent Jensens erindringer udkom for en måned siden, været debatteret, om en forfatter må undsige en højesteretsdom på denne måde. Det har forlaget Gyldendal, som udgiver bogen, forsvaret. For selvfølgelig må Bent Jensen skrive sådan i sine erindringer. Som læser tænker man, at det havde været godt for ham, hvis han havde ladet i hvert fald noget af fortiden ligge.
Bent Jensens opvækst i et kristent hjem og hans egen tro spiller en ikke helt lille rolle i erindringerne. ”Jeg fik troens nådegave af mine forældre og er mange gange blevet frelst af en beskyttende engel. Uden min kristne tro ville alt være meningsløst,” hedder det. Bent Jensen har kun positive ord tilovers for sin indremissionske opvækst, også selvom han gennem livet har bevæget sig tæt på Tidehverv: ”De tog ligesom missionsfolk det kristne budskab alvorligt uden at skele til tidens modestrømninger.” Og da historikeren på et tidspunkt trænger til en pause fra sit felt, tyer han til at oversætte den engelske historiker Paul Johnsons biografi om Jesus: ”Dette emne er, når det kommer til stykket, det vigtigste af alle.” Kristendommen har fulgt ham gennem hele livet, hedder det et andet sted i bogen, og skærpet hans blik for hykleri og jævne eksistenser.
Tog fejl af Putin
Hvad med Rusland og Putin? Bent Jensen indrømmer, at han var for positiv i sin vurdering af den russiske leder. En anden ruslandskender, Anna Libak, redaktør på Weekendavisen, skrev i sin anmeldelse af bogen for nylig, at Bent Jensens had til sovjetkommunismen gjorde ham blind for de totalitære tendenser i landet under Putin, hvorfor han beskyldte alle kritikere for at dæmonisere Rusland.
I bogen indrømmer Bent Jensen, at ”jeg undervurderede, hvor dybtgående det sovjetiske totalitære systems langvarige påvirkning af store dele af befolkningen har været.” Så hans forklaring på opkomsten af Putins regime og dets evne til at lade sig forankre i befolkningen er i dag ”arven fra det totalitære sovjetsystem”.
Bent Jensens erindringer giver først og fremmest et godt overblik over det omfattende og komplekse forløb af danmarkshistorien under den kolde krig og den brydsomme ideologiske konflikt, som Bent Jensen har stået midt i gennem så stor en del af sit liv. Man forstår hans næsten længselsfulde suk i bogen efter at have haft et lidt nemmere liv, end han fik ved at lægge sig ud med så store dele af den danske venstrefløj. Han har uden tvivl været offer for sin egen opsætsighed. Men når et menneske som han står i valget mellem krig og fred, kan det være et svigt at vælge freden og en pligt at vælge krigen, fordi alt for meget står på spil. Det viser ”Modløber” til fulde.
Bent Jensen: Modløber. 356 sider. 350 kroner. Gyldendal.