Tænk, hvis en James Bond-film bestod af en superskurk, der sad over for hr. Bond ved et spisebord. I løbet af 90 minutter blev skurkens planer om at erobre verdensherredømmet diskuteret. Til sidst overbeviste Agent 007 banditten om det absurde i hans ønske om at erobre verden, og om at det kun ville være utroligt stressende at skulle holde fast i den magt. Og så sluttede filmen. Lykkeligt.
Sådan kommer en James Bond-film naturligvis aldrig til at se ud. I det hele taget er det de færreste historier, der kan foldes tilstrækkeligt effektivt ud med et mødebord som eneste kulisse. Men der findes i hvert fald én historie, der skal fortælles omkring et bord. Kun på den måde står fortællingens rædselsvækkende kerne tydeligt frem.
Faktisk er historien så påtrængende, at den er blevet fortalt på film to gange før, første gang i 1984, anden gang i 2011. Og her er den så igen, i en ny version, der adskiller sig fra de andre på få punkter. Afvigelserne er dels små, fordi filmen bygger på et referat af historiske begivenheder, dels fordi der er bred enighed om, at den historie skal fortælles og ikke kan fortælles for tit. Den begivenhed, den beskriver, må simpelthen ikke ske igen.
”Wannsee-konferencen” er beretningen om den halvanden time den 20. januar i 1942, da en håndfuld naziofficerer og embedsmænd i de tyske ministerier satte sig sammen i en villa ved søen Wannsee i udkanten af Berlin. Emnet, der skulle diskuteres omkring bordet, var – som der stod i invitationen – "den endelige løsning på jødeproblemet". I løbet af den næste halvanden time diskuterede de 15 mænd, med en kvinde som referent, hvordan man hurtigst, billigst og mest bekvemt kunne tage livet af samtlige jøder i Tyskland samt de besatte europæiske lande. Moral var til gengæld ikke på dagsordenen.
Det er på alle måder et grotesk scenarie. Omkring en sø, hvor kunstnere fandt inspiration, og berlinerne rekreerede, og i en smuk villa, bygget med inspiration fra italienske landhuse, aftalte en flok mænd, hvordan man bedst kunne myrde mange millioner medmennesker. Idyllen og skønheden stod i den største kontrast til emnet for konferencen. Det kan næsten ikke være tilfældigt, at søens navn, Wannsee, klinger som det tyske ord for vanvid, wahnsinn.
Instruktøren Matti Geschonneck har netop ønsket at komme så tæt som muligt på kernen i det vanvid. I modsætning til de forrige film om konferencen har han ikke fået de 15 mænd omkring bordet til at fremstå som klichéen på nazister – heilende, bjæffende, blodtørstige og maniske. I stedet fremstår befalings- og embedsmændene som velovervejede og civiliserede mennesker, der fremdriver deres skarpeste viden for at løse problemet foran dem.
Matti Geschonneck har også valgt at beskrive den brutale SS-officer Reinhard Heydrich (Philipp Hochmair), der havde til opgave at koordinere "die endlösung", som en jovial, smilende og sympatisk lederskikkelse. Pointen er ikke at renvaske nazisterne, tværtimod, men at vise, at de i bund og grund var mennesker som os andre. De var blot enige om et afsindigt verdenssyn. Det kan vi andre også blive. Faktisk sker det hele tiden omkring os. Heldigvis ikke med så stor uhyrlighed og gennemslagskraft som nazisternes dritte reich.
”Wannsee-konferencen” er grundlæggende mere skræmmende end samtlige historiens gyserfilm. Det er ikke til at begribe, at begavede og civiliserede mennesker kunne nå dertil. Men ”Wannsee-konferencen” ser ikke skræmmende ud. Den ligner i princippet et bestyrelsesmøde i en virksomhed. Hvis ikke man hele tiden holder sig for øje, hvad de taler om, de her pæne og forstandige mennesker, er den blottet for dramatik. Netop derfor er den mere skræmmende end samtlige historiens gyserfilm. Det er den paradoksale natur i den her enestående fortælling, der muligvis er den eneste, som skal fortælles med et mødebord som kulisse. Og fortælles, det skal den.
Wannsee-konferencen (Die Wannseekonferenz). Instruktion: Matti Geschonneck. Manus: Magnus Vattrodt & Paul Mommertz. Kamera: Theo Birkens. 108 minutter. Tyskland 2022. Biografpremiere i dag, 19. januar, i udvalgte biografer.