Som det centrale symbol på den jugoslaviske borgerkrigs brutalitet i 1990erne står massakren i byen Srebrenica i sommeren 1995. Her blev 8372 bosnisk-muslimske mænd og drenge henrettet af den serbiske hær under ledelse af generaloberst Ratko Mladic og kastet i massegrave.
Den etniske udrensning førte i 2017 til, at Ratko Mladic blev idømt livsvarigt fængsel ved den internationale domstol i Haag for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, en dom, der blev stadfæstet i år. Men han var jo ikke alene. Han havde en hær omkring sig med soldater forankret i miljøet og dets årelange etniske konflikter, og bag dem og blandt dem var repræsentanter for det internationale samfund. FN havde i 1993 erklæret Srebrenica for ”sikker zone”, og FN-soldater under hollandsk ledelse havde kommandoen på stedet, da massakren fandt sted. FN-soldaterne fik ingen international støtte, og Natos luftvåben glimrede ved sit fravær.
Massakren i Srebrenica er i lighed med andre historiske forbrydelser mod menneskeheden både ubeskrivelig og uoverkommelig at rumme. Hvordan skildre en sådan kollektiv grusomhed? Det kan man kun ved at gøre forløbet konkret og forankre det i det enkelte menneskes virke og valg. Det er hvad den bosniske instruktør og manuskriptforfatter Jasmila Zbanic har gjort i filmen ”Quo Vadis, Aida”. Det er en stærk og rystende film, der fuldkommen konsekvent gennemspiller grusomhederne og deres efterliv ved at følge indvirkningen på et enkelt menneske.
Det er tolken Aida, som filmen, på vegne af en almen mellemmenneskelig moral, stiller spørgsmålet: ”Quo Vadis” – hvilken vej vil du gå? Det samme spørgsmål som Jesus i et syn stiller apostlen Peter på hans flugt fra Rom i ”Johannesevangeliet”. Hvor er du på vej hen, når faren lurer og ansvar kræves? Aida er tolk for FN i deres lejr uden for Srebrenica, da serberne erobrer byen, og dens muslimske borgere tvinges på flugt. Titusindvis af mennesker samles i og uden for FNs lejr i juli 95 i stegende hede og stort set uden vand og føde, fordi den serbiske hær har afskåret forsyningerne. De hollandske FN-soldater er afmægtige, angste og rådvilde under det enorme pres og den overhængende fare.
Hvor skal alle de prisgivne mennesker gå hen, og hvad skal Aida gøre? Hun opfylder sin pligt som tolk for FN og videregiver dermed også ordrer, hun ikke bryder sig om at give sit eget og sine medborgeres sprog. Som hustru og mor tager hun imidlertid sin pris, og får skaffet sin mand og sine to sønner i sikkerhed inden for det trådhegn, der adskiller FN lejren for den fuldkomne lovløshed uden for. Men et trådhegn og en flok stressede FN-soldater er ingen sikkerhed.
Den serbiske hær under Mladic’ kommando orkestrerer i ly af virvar, anarki og kaos den etniske udrensning, der finder sted, efter skinforhandlinger. Filmen skildrer dette i en virtuos scenografi, mættede næroptagelser af rædselsslagne menneskemængder, hede og støv og klaustrofobisk nærhed og fysisk pres. Og blandt serbiske soldater, der mere ligner lokale militser. Som helhed betragtet er det fremragende filmkunst, der på flere niveauer formår at indfange al den stress, brutalitet og rædsel, der hersker uindskrænket.
Som en slags humanistisk og kun alt for menneskeligt rationale i dette helvede, tolken Aida, der forsøger at navigere mellem venner og fjender og med hele sit instinkt frelse sin egen nærmeste familie. Skuespilleren Jasna Djuvicic gestalter tolken med en suveræn blanding af følelse, dynamisk altopofrende menneskelighed og til slut forstenet fortvivlelse og foragt.
Et virkningsfuldt greb i ”Quo Vadis, Aida” er, at filmen ikke alene skildrer optakten og fuldbyrdelsen af massakren i Srebrenica, men også efterlivet. Igennem hele filmen er der sigende øjeblikke, scener, der viser hvordan tidligere venner og naboer i det lille samfund, pludselig er blevet fjender i en krig helt ude af kontrol. Krigen lemlæster kroppen og ændrer psyken, så intet mere synes at være det samme, selv om den enkelte kender den tidligere ven i fjendens blik. Aida, der inden arbejdet som tolk, var skolelærer i Screbrenica, vender efter krigen tilbage til sit job. Og den tilsyneladende normalitet.
Men intet er som det var. Et tomrum. Måske bortset fra de legende børn i gaden og skolegården. Serberne dominerer, og Aida skal nu undervise sine bødlers børn. Var det dertil, Aida gik hen? Tilbage til noget, som ligner en ydmygelse. Men straffen er dybest set lige så hård ved de bødler, der godt ved, hvad de har gjort, men lader som ingenting. Instruktøren Jasmila Zbanic balancerer fint sin film ved at lade fremtidens børn undervise af en kvinde, der om nogen kender livets veje og valg.
”Quo Vadis, Aida” er et uhyre intenst drama, der giver en historisk forbrydelse et indre liv og en nerve, det sitrer og sætter sig i beskueren som en vedvarende anfægtelse. Problematikken rammer direkte ned i den aktuelle diskussion om evakueringen af de tolke og deres familier der har tjent den internationale koalition i Afghanistan. I filmen anskueliggøres det, hvordan de arbejder med livet som indsats og at der ikke er noget godt at vende tilbage til bagefter, når de lokale sejrherrer bestemmer.
”Quo Vadis, Aida” har modtaget et hav af internationale priser. Det fortjener den både kunstnerisk og menneskeligt. Filmen var også indstillet til en Oscar som bedste internationale film 2021; den pris fik den som bekendt ikke.