Fem stjerner til ny psykologisk gyser: Det er vidunderligt at se skuespillere gøre, hvad de er bedst til

Familien er monsteret i den både vellykkede og indlevende psykologiske gyser "The Humans" på Folketeatret i København

Alle i arbejderfamilien Blake møder forventningsfulde til thanksgiving-middag i en ramponeret lejlighed i New York. Far (Lars Brygmann), mor (Ditte Hansen), to voksne døtre (Nanna Skaarup Voss, Lucia Vinde Dirchsen), den enes kæreste (Paw Henriksen) og den demente bedstemor (Marianne Høgsbro). Men hen ad vejen stivner smilene, og familieidyllen slår sprækker.
Alle i arbejderfamilien Blake møder forventningsfulde til thanksgiving-middag i en ramponeret lejlighed i New York. Far (Lars Brygmann), mor (Ditte Hansen), to voksne døtre (Nanna Skaarup Voss, Lucia Vinde Dirchsen), den enes kæreste (Paw Henriksen) og den demente bedstemor (Marianne Høgsbro). Men hen ad vejen stivner smilene, og familieidyllen slår sprækker. Foto: Gudmund Thai.

Det er synd for menneskene.

De fleste med en familie ved, hvordan højtiden ofte fungerer som fremkaldervæske for alle latente problemer. Ved det veldækkede bord i familiens skød har skeletterne det med at vælte ud af skabene, så ubehandlede traumer, utroskab, pengeproblemer og konflikter på kryds og tværs med et står i lys lue, når det ellers skulle være så hyggeligt.

Sådan er det også i den amerikanske arbejderfamilie Blake, når de samles til thanksgiving-middag i en ramponeret lejlighed i New York. Far, mor, to voksne døtre, den enes kæreste og den demente bedstemor. Vi er hjemme hos lillesøster Brigid og kæresten Richard i deres nye hjem i Chinatown. Alle møder forventningsfulde op, men i løbet af aftenen stivner smilene, og familieidyllen slår sprækker som væggene i den smadrede slumlejlighed.

Drejebogen er velkendt og følger kammerspillets klassiske formel: Der er klaustrofobisk nervekrig med noter af surrealisme, stumper af Nietzsche på en bund af benhård realisme, som vi kender den fra nordiske mørkemestre som Strindberg, Bergman og Norén.

Det er altså store sko, den amerikanske dramatiker Stephen Karam har sat sig for at udfylde med stykket "The Humans" på Folketeatret i København. Heldigvis er det lykkedes formidabelt både at viderebringe og forny traditionen takket været en skarp persontegning og en sikker replikkunst, der lydefrit er omsat i instruktøren Kim Bjarkes egen oversættelse til dansk.

Misforståelserne, den ubehjælpsomme kærlighed og de sårende stikpiller bølger frem og tilbage mellem familiemedlemmerne på en nærmest jazzet nonchalant, men alligevel hele tiden højspændt måde. Karam har skrevet sig så tæt ind på familiepsykologiens boblende sjælekemi, at dialogen synes næsten lidt for livagtig. Som aftenen ved familiens middagsbord skrider frem, kender vi persongalleriet, deres sårbarheder, alliancer og skyggesider, som var vi selv et medlem af familien.

Ditte Hansen er den dominerende mor, der styrer slagets gang med henkastede antydninger og subtil humørmagt. Hun pludrer forfjamsket for at overdøve den underliggende smerte, skjuler kagekiloene i uformelige sweatshirts og træder hele tiden nogen over tæerne i sin velmenenhed. Med sin præcise replikmestring doserer hun fortræffeligt den evige ambivalens mellem hjertegribende og øretæveindbydende.

Lars Brygmann følger trop som den lidt rådvilde ægtemand Erik, der på overfladen bare er en simpel fodbold-dude, men som gradvist åbenbarer både traumer, angst og skyld, der manifesterer sig i horrorlignende seancer i huset. Marianne Høgsbro bidrager ligeledes til uhyggen med sin gespenstagtige senildemente bedstemor, der har hang til knivoverfald og forsvindingsnumre.

Som søstre kunne Aimee og Brigid ikke være mere forskellige. Den ene er den tilsyneladende succesfulde advokat, den anden arbejdsløs kunstner. Men som med alt andet i dette psykologiske hurlumhejhus vendes der hurtigt op og ned på rollerne. Aimee er netop blevet fyret, forladt af kæresten, og hendes tarmsygdom volder så store problemer, at hun må tilbringe det meste af aftenen på toilettet. Lillesøsteren prøver på sin side at fremstå livsduelig og samtidig dække over en tilværelse i frit fald, når hun serverer på papservice og jagter rottestore kakerlakker i sin nye faldefærdige hybel. Både Nanna Skaarup Voss, Lucia Vinde Dirchsen og Paw Henriksen leverer overbevisende præstationer som den kuldsejlede yngre generation – og især Paw Henriksens Richard er sjov at observere, når han som svigersøn forsøger at navigere i familieminefeltet.

I det hele taget byder "The Humans" på brillant ensemblespil i musikalsk og indlevende orkestrering af instruktør Kim Bjarke. Et underliggende lydspor af mystiske brag og skæbnetimens uheldsvangre rumlen understreger sammen med Palle Steen Christensens på én gang realistiske og symbolske spøgelseshusscenografi, at der er dømt psykologisk gyser med familien som monster. Og alligevel får effektjageriet aldrig lov at overtage. Centralt står hele tiden den dybe forståelse for mennesket og alle dets mangler – heraf titlen, som i parentes bemærket kunne have klaret en oversættelse.

Hvor er det ikke desto mindre vidunderligt for en gang skyld, midt i disse konceptteatertider, at opleve et ensemble af skuespillere gøre, hvad de er bedst til: at spille det menneskeliv ud, som mange af os går i teatret for at blive konfronteret med.

The Humans. Manuskript: Stephen Karam. Iscenesættelse: Kim Bjarke. Scenografi: Palle Steen Christensen. Spiller på Folketeatret i København til den 19. marts.