I begyndelsen af sin karriere var tyrkiske Elif Sharfak en forgyldt og fejret forfatter. Hun fik i 1998 Rumi Prisen, en prestigiøs pris i Tyrkisk litteratur - men da hun i 2006 udgav ”Bastarden fra Istanbul” og skrev om folkemordet på det tyrkisk-armenske mindretal, blev hun anklaget og truet med fængsel for at være ”anti-tyrkisk” og for at bedrive landsskadelig virksomhed. Hun var ikke længere landets stolthed, men systemets fjende, fordi hun fortalte sandheden i sin kunst.
Alligevel - eller måske netop derfor - er 48-årige Shafak i dag en af Tyrkiets mest læste forfattere; hun har skrevet 17 bøger, underviser ved prestige-universiteter verden over, hun bor i dag i London, har været bosat i flere lande, oversat til 53 sprog, modtager af et hav af priser, menneskerettighedsforkæmper og populær TED-talk’er.
Shafaks nye roman ”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden” er en magisk-realistisk fortælling om at vokse op som kvinde i et patriarkalsk samfund; og inden det lyder alt for røvkedeligt og politisk korrekt, så er bogen stærkt humoristisk og handler om ludere, lommetyve, transvestitter, farver, sansninger, dufte, fødsler, kærlighed, styrke, frihed og oprør.
Det er temmelig sjældent, at en historie bliver fortalt af en død hovedperson, men i Elif Shafaks magiske realisme kan det meste ske. Vi møder Leila i udkanten af Istanbul, død for få sekunder siden, men stadig ved sjælelig bevidsthed. Og det er Leilias sjæl, der fortæller - i en overraskende let tone, underligt munter, hvor hun griner indeni ved tanken om sine venners rædsel, hvis de vidste, man kunne tænke, når man er død:
”Hvordan kunne hun være forsvundet, ligesom en drøm der fortoner sig i lyset af en ny dag? For kun få timer siden sang hun højt, hun røg, hun bandede og tænkte… selv nu tænkte hun jo faktisk. Det var bemærkelsesværdigt at hendes sind stadig arbejdede på fuld kraft - men man kunne jo ikke vide, hvor længe det ville fortsætte.”
Leila er død, men hun sanser og husker alt. En salt duft i luften erindrer hende om sin egen fødsel. Hun nægtede stædigt at skrige, da hun kom ud, og fra livets spæde begyndelse leder hun konstant efter smuthuller, udveje, kattelemme og hemmelige døre i det smalle liv, der er beskåret en kvinde i den bund-traditionelle landsby Van, hvor hun vokser op. Hun er ALT det, en kvinde ikke må være - klodset, selvstændig, kvik og eventyrlysten. Så det må jo ligesom gå galt.
”Det var meningen, at hun skulle være Leyla Afife Kamile, den dydige og fortjenstfulde…. Hun var ikke fejlfri, ikke engang i begyndelsen, og hendes mange mangler løb gennem hendes liv som underjordiske vandløb. Sandt at sige var hun en omvandrende inkarnation af ufuldkommenhed.”
Da Leila flygter til Istanbul som stor teenager fra sin dysfunktionelle familie, hvor hendes dobbeltmoralske skægabe af en far har flere koner, hendes tågede tante i virkeligheden er hendes biologiske mor og hendes klamme onkel spiller den af mod hendes lår om natten - går det endnu mere galt. For en enlig kvinde er ikke fri, hun er et let og ubeskyttet bytte som storbyens grådigste gribbe kan kaste sig over og tjene penge på.
”’Du kan ikke tage tilbage til din familie’, så meget er tydeligt,’ sagde han. ’Hvis du er smart, holder du dig til mig, ellers vil Istanbul knuse dig.’ Det var den samme mand og kvinden - som i virkeligheden ikke var hans tante, men hans forretningspartner – der solgte Leila til en fremmed mand samme aften, og til flere andre i løbet af den uge.”
Hele romanen emmer af Istanbuls unikke skønhed, som alle, der har besøgt byen, kender. Byens dufte, sansninger, farver, lyde og indbyggere fylder bogen med skønhed, men for en gang skyld får det eksotiske billede af østen modspil af grimheden, svineriet, politi-korruptionen, bordellerne, den blinde religiøsitet, fornedrelsen, foragten for menneskeliv. Man lades ikke i tvivl om at Tyrkiet er et land i krise, hvor modernitet og oldgamle normer støder sammen konstant.
”Det hun ikke tidligere havde indset forstod hun nu: Dørene var låst med hængelåse, vinduerne var forseglede, og Istanbul var ikke en by fuld af muligheder, men en by fuld af ar. Hendes fald begyndte og tog hurtigt fart, en nedadgående spiral som vand der bliver suger ud gennem et afløb.”
Nå, men bogen kører så cirka fra midtersiderne totalt af sporet på den gode måde, da Leilas venner efter hendes død beslutter sig for at tage bilen afsted på en vild oddyssé. De er allesammen outcasts i det tyrkiske samfund; en sort trafficed kvinde, en pige med dværgvækst, en transvestit og en homoseksuel. Og så barndomsvennen, der elskede Leila.
Sammen lægger de en vanvittig plan for at redde deres døde veninde fra den sædvanlige møg-begravelse, hvor hun ville blive smidt i uindviet jord som affald på ’De Uledsagedes Gravplads’ i Kilyos. Her ligger alle de andre, samfundet ikke har plads til på den officielle liste over tab: Ludere, fattige, flygtninge og migranter…
”Ingen islamiske begravelsesritualer ville blive udført for denne kvinde. Eller ritualer fra nogen anden religion, for den sags skyld. Hendes lig vile ikke blive vasket af de nærmeste pårørende, hendes hår ikke flettet i tre fletninger, hendes hænder ville ikke blive lagt blidt over hjertet i en gestus der signalerede evig fred”.
Det hele ender med lidt af et showdown, som var det en anden cowboyfilm; en finale, hvor de fornedrede rejser sig med en glødende kraft og kaster deres traumers lænker af sig for en stund.
Nogle gange bliver en bog til mere end bare litteratur; den bliver en aktivistisk handling. Ikke nødvendigvis fordi det var hensigten - men simpelthen fordi bogen fortæller sandheden det samfund, den er skrevet i. Sådan en bog er ”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”, for Elif Shafak skriver sig hér ind i tidens mest brændende emne: Kvinden. Kvindens undertrykkelse. Og mere specifikt: Undertrykkelse af kvinder i den traditionelle religiøse verden.
Men hvad så, når man skiller bogen fra det politiske? Har den værdi som kunstværk, og kan den stå alene?
Ja, i den grad - for historien om tequila-Leila er til alle tider en fantastisk fortælling om et barn, der ikke passer ind, et barn der higer håbefuldt mod lykken, et barn, man gør fortræd... Vi har hørt dén historie før - fra Tove Ditlevsen, fra Toni Morrison, fra Yahya Hassan, fra Sara Omar - og vi ved, hvordan den oftest ender. Men vi har aldrig hørt den før med en stemme så 100 % solidarisk med de mest foragtede, déhumaniserede og kasteløse i alle samfund: Sexarbejderne. De prostituerede.
”10 minuter og 38 sekunder i denne sære verden’ er en fabulerende, sjov, smuk og indigneret bog, skrevet af en aktivistisk kunstner, der fortæller sandheden om kvinders mishandling - og uendelige ”power”. For som en anden aktivistisk kunstner – nemlig John Lennon - engang udtrykte det: ’Woman is the nigger of the world’.
Og som Elif Sharfak selv siger i et interview: ”Art is about resistance.” Kunsten skal med hendes ord være et oprør, en modstand. Modstanden ligger implicit, selvfølgelig, for selve fortællingen om Leila og vennerne emmer snarere af kærlighed og humor. Det er en blid, krydret og poetisk fortalt roman, fuld af strømmende drømmesyner og lysende håb.