I sin samtid var hun fejret og kanoniseret som én af ni store digtere, hvoraf de otte andre var mænd. Platon kaldte hende sågar den tiende muse. Siden gik hun næsten tabt under ødelæggelsen af Alexandria-biblioteket og er kun delvist dukket op af Egyptens sand som tekststumper og fragmenter på potteskår og papyrusstumper. Der findes ikke mange overlevende litterære værker, der er ældre end Sapfos sange. Vi har heltekvadet Gilgamesh, naturligvis Homers episke digte og Hesiods rapsoder fra samme tid, men ellers er Sapfos længselsfulde ordbrokker en unik nøgle til en svunden tids civilisation. Så hvem var hun, denne gådefulde besynger af skønhed og Eros? Det strides der til stadighed om – også i to nyoversættelser af de samlede fragmenter.
Vi ved, at den oldgræske digterinde levede på øen Lesbos i det sjette århundrede f.Kr. At hun var af en velhavende, aristokratisk familie, en talentfuld digter og dygtig lyrespiller, der samlede en kult af kvindelige elever eller elskerinder omkring sig. Man anslår, at Sapfos samlede værk bestod af godt 10.000 verslinjer, bryllupshymner, elegier, erotiske digte og religiøse apostrofer. Af dem har vi kun cirka 650 tilbage. Da det overleverede er så sparsomt og smuldrende, og fordi vi ved så forsvindende lidt om Lesbos-digterens liv, er hun åben for fortolkning – et blankt lærred, hvorpå skiftende tiders ideologiske modeluner har kunnet male deres eget portræt. Sådan er det også i to nyudkomne Sapfo-udgivelser, ”Jeg er grønnere end græs” fra forlaget Klim og ”Roser fra Piería” fra Wunderbuch, som præsenterer os for hver sin Sapfo eller Sappho, som hun så sigende forskelligt hedder i de to samlinger.
For det er øjensynligt ikke kun stavningen af digterindens navn, de to nyudgivelser er uenige om. I grove træk kan man sige, at Klim tvinger hende ind i nutidens verserende kønsdebat, mens Wunderbuch nagler hende til sin oldgræske samtid. Begge værker er udstyret med fyldige for- og efterord, der med skiftende held folder Sapfo ud og forsøger at fylde nogle af de mange tomrum i digtfragmenterne.
Rasmus Sevelsted leverer især en grundig, vidende og perspektivrig introduktion til Sapfos tid som strålende tillæg til sin oversættelse for Wunderbuch. I et veloplagt pædagogisk skoleridt kommer vi omkring alt fra antikkens oralformulariske tradition til Sapfos litterære efterliv fra senantikken til Sylvia Plath.
Særligt interessant er Sevelsteds pointe om, at Sapfos eksorbitante dyrkelse af det skønne, af klæder, tæpper, hårbånd og smukke sandaler, ikke blot kan afskrives som fjaset pyntesyge, men i høj grad må ses som en måde at signalere politisk og socialt tilhørsforhold på. At det æstetiske og det etiske væver sig så tæt ind i hinanden på Sapfos tid, at det ene ikke lader sig skelne fra det andet. I det hele taget runger ”Roser fra Pierías” af en dyb og rig forståelse for den tid, digtene udspringer af – og flere steder advarer Sevelsted forstandigt imod, at man lidt for frejdigt overfører nutidens opfattelser af køn, seksualitet og identitet på tekster fra antikken.
Hos Klim gør man – i modsætning hertil – et nummer ud af at vise Sapfo som vores samtidige. Alligevel virker det forceret og lidt anmassende med de mange henvisninger til akademiske populærudtryk som queer og écriture feminine, som slynges selvfølgeligt og indforstået omkring i både for- og efterord – og som navnlig får fuld spade i litteraturforsker Elisabeth Friis’ akademikerdunkle efterord, hvor alting i øvrigt er klitoris. Særlig skæmmende er dog digter Nanna Storr-Hansens følte, grænsende til det gramsende, indledende essay, der er holdt i en jovialinfantil tone, hvor alt er enten ”weird”, ”konsekvens-agtigt” eller ”ret skønt” – og hvor læsningen af Sapfos digte mestendels danner afsæt for selvkredsende refleksioner over egen læse- og skrivepraksis.
Desværre er det karakteristisk for ”Jeg er grønnere end græs”, at Sapfo glider lidt i baggrunden i en bestræbelse på med vold og magt at gøre hende til våben i en moderne kønskamp.
Også i selve oversættelserne er der uoverensstemmelser, der vidner om den uens tilgang til digterinden. Det ville føre for vidt med en komparativ læsning af de to oversættelser her, men man kan bare konstatere, at hvor Sevelsteds digte smyger sig tæt om den græske originaltekst, har Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaard, oversættertrioen bag Klim-udgivelsen, løbende skævet til den canadiske digter Anne Carsons roste gendigtning ”If not, Winter”. Sidstnævnte gør, at ”Jeg er grønnere end græs” får et mere mundret og ligefremt udtryk end Sevelsteds ciselerede og uvejsomme, men også pirrende, oversættelse, og uden at have det mindste kendskab til kildesproget, æolisk, vover man at fastslå, at det her er lykkes at formidle Sapfos ånd.
Sevelsted har eksempelvis fastholdt det gådefulde og dragende ”Selanna”, hvor Andersen, Søndergaard og Carlskov konsekvent versionerer til ”måne” i en mere moderne og fordøjelig, men også mindre præcis gengivelse af Sapfos Selanna, som ikke kun er det kendte himmellegeme, men også gudinden af samme navn.
Begge værker har imidlertid forkastet det sapfiske metrum til fordel for frie vers – en vis beslutning, der lader digtenes egenartede sanseverden træde lysende tydeligt frem. Her åbenbarer en rigdom af indtryk sig. En tabt verden tager form. Et Atlantis af længsel, død og duggende begær, af lokkende haver og dampende røgelse, glitrende morgengry og skælvende stjerner. På én gang fremmedartet og så underligt nært så mange tusinde år senere.
En del af digtene består kun af et eneste ord, da resten er gået tabt. Sådan dannes nye, nærmest modernistisk ordknappe haiku-forløb som: ”uskyldsren/ [om Eros] smertegiver/ vinranke/ kanal/ morgengry/ lyre, lyre, lyre”. Begge tekster er små skatkamre af smukke neologismer – ikke bare ”smertegiver”, men også spinkelstemmede, længselsvækkende, violklædte muser, sødttalende kærlighed, safranfarvet, smukfodede, honningbrise – som i sig selv er hele læsningen værd. Og begge værker er desuden generøst forsynede med ustyrligt smukke illustrationer af henholdsvis Peter Brandes og Mille Søndergaard, så bøgerne bliver små synæstetiske kunstværker i sig selv. Især Wunderbuch sætter nye standarder for bogtrykkerkunsten hertillands med sin okseblodsfarvede ”Sappho”, som er sat på papyrustykt, knitrende papir.
Sapfo som queer-ikon eller Sappho som historisk stemme? De to værker giver os hvert deres bud. Mest hælder jeg dog til, at man lader Sapfo tale for sig selv. At man dæmper trangen til at forstå alting ud fra vores egen lillebitte nutid og bare lytter til det tusindårige ekko, der møder os fra ”de duggede lotusbredder langs Akheron”.
Læs baggrundsartikel om Sapfo og de nye udgivelser på