I januar, i et fransk tv-studie, midt under et interview, begyndte Stromae pludselig at synge. Det var nummeret “L’Enfer” (Helvede). I sangen fortæller han om ensomhed og depression, mens hans klare stemme ledsages af et blidt kor. I sit pæne jakkesæt vendte han sig mod kameraet og sang:
“J’ai parfois eu des pensées suicidaires / Et j’en suis peu fier / On croit parfois que c’est la seule manière de les faire taire”
(“Jeg har nogle gange haft selvmordstanker / Og jeg er ikke stolt af det / Nogle gange føles det som den eneste måde at gøre dem tavse”)
Interviewet på TF1, som blev set live af syv millioner og efterfølgende er gået viralt, har skabt debat. Hans performance er blevet kaldt et “sandhedens øjeblik”, og franske eksperter i selvmord har udtalt, at Stromae “klart har reddet liv”. Mens kritikere mener, at tv-stationen har krydset “en rød linje” og har ladet sig bruge til kommercielle formål.
Den 36-årige sangskriver, performer og designer er i sandhed tilbage efter flere års fravær. “Multitude” er hans første album i otte år.
Og igen formår han at skabe en række popnumre, som rammer præcist i et hjertet.
I “Santé” hyldes lastbilchauffører, sygeplejersker, bagere og fiskere. Altså almindelige mennesker:
“Oui, célébrons ceux qui ne célèbrent pas
Encore une fois, j’aimerais lever mon verre à ceux qui n’en ont pas”
(Ja, lad os fejre dem, som ikke kan fejre
En gang til vil jeg løfte mit glas for dem, som ikke har det”)
Allerede otte sekunder inde i nummeret mærkes hans musiks effektivitet og radioegnethed, selvom den er konstrueret, eller snarere naturligt groet (sådan føles den) af en masse genreblandinger, indflydelser og stemmer fra musikhistorien. Fra Youssou N’Dours senegalesiske lovprisningssang til afro-pop-sangeren Salif Keïta. Samt ekkoer fra den franske chanson og så selvfølgelig nerven fra hiphoppen, der var hans vej ind i musikken.
Stromae er en kreativ forvanskning af Maestro. Egentlig hedder han Paul van Haver. Moderen er belgisk-flamsk, hans far blev dræbt under folkemordet i Rwanda i 1990’erne. Stromae har tidligere sunget om fraværende fædre. Eksistentielle temaer har han pakket ind i congolesisk rumba og anden dansemusik fra de globale stationer. Sangen “Alors On Danse” har siden 2010 haft sit eget liv.
Hans musik er global. I den nye sang “Fils de joie” (søn af en helt) synger han om menneskehandel og livets bagsider. På albummets numre viser han os, at styrke og sårbarhed ofte følges ad. Selvom han har sit eget modebrand, lyder hans musik ikke som glitrende forsider. Igen danser optimisme med pessimisme. Som kunstnere som Cesária Évora leger Stromaes pop med melankoli og mørke temaer. Fordi hans musik leger med virkeligheden. Og virkeligheden kan være smertefuld.
Stromae har tidligere sagt, at hans sange handler om vores liv, om “det virkelige liv”.
Min teaterprofessor i Kraków omtalte ofte den belgiske sanger Jacques Brels berømte video til “Ne Me Quitte Pas” som det ypperligste stykke teater. Den tårevædede Brel går ind i en rolle, som formidler ordene og musikken, så vi bedre forstår den kærlighed, der synges om.
Selv er Stromae fan af den ældre generation af franske sangere – Piaf og Aznavour – og den måde, de er skuespillere på scenen, har han sagt.
Stromae er også en virkelighedsskildrer, en syngende sandhedsfortæller. I videoen til hittet “Formidable (ceci n’est pas une leçon)” (2013) spillede han fuld og lod sig filme af folk, mens han gik rundt i Bruxelles.
Tv-interviewet i januar var også koreograferet. Men trods den effektive markedsføring kan man ikke andet end blive bevæget over en sang som “L’Enfer”. For Stromae lukker ikke øjnene for livets svære sider.
Studieværten takkede ham for “denne smukke gave” og for hans “ærlighed”. Det samme kan vi gøre – vi, der lytter til hans musik og pludselig, intuitivt, forstår alle de franske gloser.
Stromae. Multitude. Universal Music.