Festival er en udlevet drøm om et sjældent frirum

I en diffus tid præget af individualisme og hastighed opsøger danskere unikke fællesskaber. Roskilde Festival er et vigtigt rum uden pres og præget af tolerance, siger præst om festivalen, der åbnede i går

Ottedagesfesten er i gang på Roskilde Festival, der for mange også er drømmenes by, der bliver til virkelighed uden dagligdagens bekymringer og pres.
Ottedagesfesten er i gang på Roskilde Festival, der for mange også er drømmenes by, der bliver til virkelighed uden dagligdagens bekymringer og pres. . Foto: Scanpix.

I en uge hvert år valfarter 100.000 mennesker til en dyrskueplads i Roskilde. Ved indgangen efterlader de bekymringer og lader sig opsluge af et traditionsrigt og unikt fællesskab, hvor musikken er kernen, men hvor det unikke festivalliv bliver en parentes i den fortravlede hverdag.

Folk samles i store flokke foran de mange scener og lever i små campinglejre. Der er små fællesskaber i fællesskabet, der med udbredt tolerance over for hinanden dyrker det, der er blevet et fast og svævende begreb: Roskilde-ånden.

Festivalen er først og fremmest fest og farver. Men den har også overtaget et af de få rum, der er tilbage i samfundet med ”lige værdighed i borg og hytte” for at bruge præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvigs vending. Her opsøger gæsterne et sted til ro og en tid til selvindsigt. Et sted, som kirken ikke længere opfylder hos mange danskere, forklarer blandt andre en præst.

I det ene af de to store campingområder på Roskilde Festival sidder Elinor og Liva på henholdsvis 15 og 16 år på græsset og spiser morgenmad i solen, der for alvor har ramt festivalen. Det er dagen, før det officielle musikprogram begynder, men de har været her, siden campingområderne Øst og Vest åbnede i sidste weekend. Det er første gang, de er på Roskilde, som det hedder i festivalmunde.

”Det er befriende at komme herud, hvor der ikke er så mange barrierer som i hverdagen. Vi kan give lidt mere slip. Her er en masse kærlighed, og der er mange, der finder hinanden på festivalen. Vi har mødt fremmede mennesker og fået nye venner,” siger Elinor.

40-årige Rune Fjord Marschall fra København er en af festivalens mange gengangere. Han kom på festivalen første gang i 1995 og har været der 18 gange siden.

”Roskilde er et frirum, hvor man kan lægge sin hverdag i døren. Der er plads til det skøre og uplanlagte, som hverdagen sjældent giver mulighed for. Man får skabt et vakuum, hvor nuet er i højsædet, og fælles oplevelser og tidsfordriv er hovedingredienserne. Alle kommer med en positiv og nysgerrig indstilling med ønsket om at have det sjovt. Man har mulighed for at slå sig løs uden for mange restriktioner, som de fleste nok lever under i hverdagens mere konforme levestil,” siger han.

Festivalledelsen har selv indset, at Roskilde handler om mere end musik, og dyrker det blandt andet med en lang række aktiviteter i ugens løb. For at dyrke fællesskabet og de små fællesskaber i det store har man skabt en række aktiviteter, der inddrager deltagerne i dagene op til koncerterne.

Der er blandt andet et kunstområde, foredrag, værksteder og det, de kalder ”Rising”, med fokus på unge. I tirsdags kunne festivalgæsterne for eksempel komme i samtale med religiøse lærde, og mange dukkede op til en times dyb eksistentiel snak.

”Det handler om at putte ideologi ind i festivalens kontekst. På Roskilde er der tid og rum til at reflektere over tilværelsen. Ambitionen er at skabe forandring i det gigantiske fællesskab. Det kan være at tale med en præst eller selv være kreativ for en stund,” siger medarrangør Uri Andersen, da samtalesalonen omkring et langt bord midt på campingområde Vest er afsluttet.

Den brede folkelige appel havde Roskilde Festival ikke fra begyndelsen. Det begyndte som et eksperiment i kølvandet på ungdomsoprøret og blev bakket op af et homogent fællesskab af venstreorienterede unge, der stod sammen i enig opposition mod traditioner og autoriteter. Men i løbet af årtierne har festivalen undergået en markant forandring, fortæller samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen, der har været fast festivaldeltager siden festivalens fødsel i 1974 og også er med i år.

”Det store, sammentømrede fælleskab i dag er blevet afløst af mange små og individualiserede fællesskaber,” siger han.

I 1970'erne var festivalens fællesskab ifølge samfundsforskeren karakteriseret af det oprørsfænomen, den var en del af. Det var unge mennesker, der var fælles om et politisk projekt og samledes om den eksperimenterende og rebelske musik, der også var et oprør mod traditionerne.

I 1980'erne og 1990'erne blev hippiekulturen afløst af en musikkultur, hvor det i langt højere grad handlede om at dyrke musikken frem for fællesskabet. Men i slut-1990'erne og gennem 2000'erne genopstod dyrkelsen af fælleskabet - denne gang i form af mindre enheder eller lejre, fortæller Johannes Andersen.

”De små lejre eller minifælleskaber er som et spejl af de individualiserede fælleskaber i det senmoderne samfund - vokset frem i løbet af de to seneste årtier. De adskiller sig fra hinanden med forskellige og særlige æstetiske udtryk, der skal fortælle noget om, hvem det er, der bor bag teltdugene, men er ikke af den grund ekskluderende. Medlemmerne af de forskellige lejre går på besøg hos hinanden og mødes på festivalpladsen. Roskilde er bestemt stadig en festival, hvor man oplever nyt, får mulighed for at afprøve forskellige roller og møder nye mennesker, men man gør det i dag fra mindre fællesskabsplatforme,” siger han.

At Roskilde Festivalens fælleskabskultur ikke bare har overlevet, men i dag appellerer til en langt større og bredere målgruppe end tidligere, kan blandt andet ses som en reaktion på vores liv i dag, mener Fabian Holt, lektor og festivalforsker ved Roskilde Universitet.

”I dag udspiller fællesskabet sig på digitale platforme mellem mennesker bag hver sin skærm. Festivalen bliver i den forstand et velkomment afbræk og en mulighed for at dyrke det fysiske fællesskab,” siger han og påpeger, at festivalen samtidig er en kommerciel kulturvare.

”Den dimension bliver ofte overset. Festivalen er et resultat af systematisk design og markedsføring, også selvom den skaber rammer for fællesskab og medskabelse. Man skal ikke underkende, at festivalbranchen over de seneste årtier har udviklet sig til en kulturindustri i højt gear. Det er altså blot samtidig en industri, der har stor ekspertise i at forstå kulturbrugerens behov for at opleve spontanitet, frihed og fællesskab.”

Det betyder imidlertid ikke, understreger Fabian Holt, at de oplevelser af samhørighed og fællesskab, der opstår mellem teltene, på lejrpladsen og foran scenerne, ikke er autentiske og værdifulde.

På festivalpladsen finder man også præst Ulla Britt Sørensen fra Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde, der også er kommet her igennem mange år. Hun deltog side om side med andre præster, en imam og en rabbiner i samtalesalonen med unge festivalgæster. Efter seancen fortæller hun, at festivalen i hendes øjne er et helt unikt frirum i en tid, hvor religiøse rum som kirken ikke lokker mange til.

”Unge er enormt pressede i disse år, hvor ræset handler om høje karakterer og den enkeltes ofte påtagede selvproklamering. Her ved folk, at de kan være, som de er, og giver sig selv lov til det. Her er helt trygt, og folk passer på hinanden ud over det sædvanlige,” siger Ulla Britt Sørensen.