Festival i Gellerup kæmper for kunsten som samlende kraft

Gellerup ved Aarhus danner i denne uge ramme om en ambitiøs international festival. Målet er at skabe personlige møder gennem kunst og kultur i en tid med politisk og religiøs splittelse

Ramallah-spejderne fra Gellerup er nogle af dem, der i de kommende dage vil klappe i hænderne for Eutopia International Festival.
Ramallah-spejderne fra Gellerup er nogle af dem, der i de kommende dage vil klappe i hænderne for Eutopia International Festival. . Foto: Laura Salvinelli.

Ord som bandeopgør, skyderier og visitationszoner har fyldt mediernes overskrifter om Gellerup og resten af det vestlige Aarhus gennem hele forsommeren. I de kommende dage håber arrangørerne af den store internationale kulturfestival Eutopia, at det i stedet bliver ord som bindeled, harmoni og fælleskab, der kommer til at fylde.

”Det allerbedste, der kan ske, er, at folk kommer herud. Jo flere vi er til stede, som sætter en anden dagsorden, des bedre er det,” siger Brigitte Christensen, der er kunstnerisk leder af Eutopia, som i øvrigt på græsk betyder et smukt og dejligt sted.

Hun er dog udmærket klar over, at mange mennesker tænker: ”Gellerup, det går vi lige uden om.”

Og selvom Eutopia som et projekt under Aarhus 2017, hvor byen er europæisk kulturhovedstad, har været i gang i mere end et år og dermed skabt positiv omtale, så er det lidt ”3 skridt frem og 27 tilbage”, som hun siger.

Når det så er sagt, betegner hun Gellerup som et af de sikreste steder at opholde sig de kommende dage. Politiet vil være diskret, men massivt til stede.

”Den psykologiske angst kan være svær at komme til livs, men netop derfor er der brug for en begivenhed, hvor kunst og kultur skaber levende møder mellem mennesker. Kunsten oplever vi på sjælens og kroppens præmisser og ikke på meningernes og holdningernes banehalvdel. Når vi kan mødes i en fælles oplevelse om kunst, så er vi pludselig meget tættere på hinanden,” siger Brigitte Christensen.

Målet med Eutopia International Festival er netop at skabe personlige møder gennem kunst og kultur i et Europa, der kæmper med politisk, religiøs og eksistentiel splittelse. Derfor er der foruden teaterforestillinger og musikalske optrædener på højt internationalt niveau også et spor med samtaler mellem kunstnere og debattører om kunstens samlende kraft.

”I Gellerup bor der omkring 80 nationaliteter tæt sammen, derfor er det et oplagt sted at tale om, hvordan vi kan skabe en mere sammensat europæisk kultur. For at finde frem til en ny måde at leve sammen på skal vi bruge kunsten, fordi kunsten med sin åbenhed kan skabe den forandring, vi mangler. En forandring, der knuser forestillingen om dem og os,” siger Brigitte Christensen.

Hun har selv som skuespiller en kunstnerisk baggrund og har boet flere steder i Europa.

Forfatter og debattør Geeti Amiri, der har afghansk baggrund og er opvokset i Danmark, er med i flere af debatterne på Eutopia.

”Det er ret bemærkelsesværdigt med en kulturfestival i Gellerup, for nærmest al kunst og kultur i kulturhovedstadsåret finder sted i Aarhus’ centrum og rækker ikke ud efter mennesker med anden etnisk baggrund. Nu rykker det ud i deres baghave, og dermed bliver de, der har allermest brug for kunst og kultur som samlende oplevelse, inddraget på en helt ny måde,” siger Geeti Amiri.

Hun har med egne ord ofte oplevet at være den eneste brune til eksempelvis teaterforestillinger.

”Bare én god teateroplevelse kan sætte sig varige spor. Det handler om at være i kunstneriske rum, hvor man oplever fællesskab frem for afstandtagen,” siger hun.

På festivalen Eutopia spilles blandt andet forestillingen ”Bianco su Bianco” med teaterkompagniet Finzi Pasca fra Schweiz, som en af verdens største instruktører, Daniele Finzi Pasca, står bag.
På festivalen Eutopia spilles blandt andet forestillingen ”Bianco su Bianco” med teaterkompagniet Finzi Pasca fra Schweiz, som en af verdens største instruktører, Daniele Finzi Pasca, står bag. Foto: Pressefoto

Geeti Amiri deltager blandt andet i debatarrangementet ”Kunst, ånd, sjæl”, hvor hun skal tale om unges tilgang til religion med imam Naveed Baig, tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og overrabbiner Jair Melchior.

”Grundlæggende tror jeg, at mange unge har et behov for at sige: ’Ja, jeg er enten kristen, muslim eller jøde, men jeg er altså også et menneske i et moderne samfund, som ikke har lyst til at følge en bestemt religion til punkt og prikke,’” siger Geeti Amiri.

Hun oplever, at der blandt unge mennesker er et stigende behov for tro og spiritualitet.

”I en tid, hvor ungdommen i høj grad præges af en kultur, hvor alt fra dating til uddannelse bliver valgt ud fra, hvordan det vil tage sig ud på de sociale medier og høste ’likes’, er der opstået en tomhed, den såkaldte trekvartkrise. Derfor har ungdommen brug for noget dybde i hverdagen,” siger hun og fortsætter:

”Men unge vil ikke nødvendigvis praktisere religionen på samme måde som den ældre generation. De muslimske unge vil måske ikke finde sig i, at sex kun er noget, der findes i ægteskabet, og de kristne unge beder hverken bordbøn eller går med et kors om halsen. Derfor tror jeg, det er vigtigt at få en samtale i gang om, hvordan vi kan gøre religionen attraktiv for unge, der søger åndelighed, men ikke nødvendigvis vil praktisere.”

Kjeld Holm tror på, at religion, kultur og engagement hænger sammen, og glæder sig over at skulle deltage i Eutopia.

”Det, at festivalen foregår i Gellerup, vil give en grad af selvfølelse til de mennesker, der lever der, og det er godt,” siger han.

Blandt de øvrige medvirkende i debatterne er skuespillerne Thure Lindhardt, Charlotte Munch og Rosalinde Mynster samt den palæstinensiske instruktør Nisreen Faour, den libanesiske koreograf Omar Rajeh og den japanske kunstner Yoshi Oida.