Der er ikke en umiddelbar sammenhæng mellem historieformidling, kirkemusik, Norden og seksuelle overgreb af børn og senfølger heraf.
Det, alle fire områder alligevel har tilfælles, er deres status som hovedtemaer på nye danske festivaler. Siden sidste forår har mindst otte af slagsen lagt sig i halen på de flere hundrede festivaler, der allerede eksisterer i Danmark. En tendens, som ifølge dr. phil. Hans Hauge, der er lektor ved Aarhus Universitet og blandt andet forsker i kultur og samfund, er et såkaldt ”velstandsfænomen.”
”Festivalerne er muliggjort af økonomisk vækst og af, at folk har tid og råd til at deltage. Det ville de ikke have haft for 30 år siden. Så det er først og fremmest et velstandsfænomen, dernæst et forsøg på mindre kedsomhed og så en længsel tilbage til dengang, der fandtes fællesskaber,” siger Hans Hauge.
Hvad angår perspektivet kedsomhed handler det ifølge Hauge om nutidens mangel på det, han kalder ”historiske projekter.”
”Når kedsomhed opstår, har det noget at gøre med, at historien er gået i stå. Forstået på den måde, at der ikke er nye historiske projekter, vi skal gennemføre. Det er den debat, der også fandt sted efter murens fald, og det betyder, at lighed, frihed og broderskab allerede er gennemført – så hvad skal vi så? I stedet for et politisk projekt er der altså et stort behov for adspredelse, eskapisme, flugten fra det kedelige liv. Her kan festivalerne være til hjælp.”
Også længslen mod fællesskabet spiller ind, mener Hauge. Festivalerne er altså slet og ret en reaktion mod nutidens individualisering.
”De tidligere tiders fællesskaber som fagforeningen, det politiske parti, kirken og familien er vi på vej væk fra i dag,” siger han.
”Siden Reformationen (fra 1517 og frem, red.) har vi kæmpet for at blive individer. Det er en lang proces, der går helt tilbage til Martin Luther og senere Søren Kierkegaard. I Kierkegaards tid (første halvdel af 1800-tallet, red.) var der en modsætning mellem at være sig selv eller en del af et fællesskab. Altså individualismen over for fællesskabet. Men i dag er modsætningen mellem det fælles og individualismen forsvundet. Vi frisættes fra tidligere fællesskaber, og hvert menneske er sin egen lille stat med egne værdier. Derfor søger vi erstatningsfællesskaber som festivalen, der dermed afløser nogle af de steder, hvor vi førhen samledes. Det handler altså om nostalgi.”
Dog, fremhæver Hans Hauge, er festivalernes basis samfundets økonomiske vækst samt det faktum, at danskerne ”enten har meget få problemer eller forsøger at glemme dem, vi har.”
”Festivalerne viser, at vi har mange penge. Der er nok ikke mange festivaler i Kenya eller Syrien, for det er i de rige nordiske lande, vi har råd til at afholde dem. Og så har vi enten ikke særligt mange problemer i landet – eller også har vi så mange, at vi ikke ved, hvordan vi skal løse dem, og så kan man glemme det ved at bruge tid på en festival. På den måde bliver de en virkelighedsflugt,” forklarer han.