Festlig åbningskoncert på en junisøndag

Thomas Søndergård dirigerede Det Kongelige Kapel i et kort, men festligt og alsidigt program

En åbningskoncert er under normale omstændigheder et fænomen, man forbinder med afslutningen på sommeren eller det tidlige efterår, når en ny sæson – det være sig i Operaen i København eller en af landets mange koncertsale – går i gang. Men coronakrisen har også på dette felt vendt op og ned på tingene, og da Operaen på Holmen søndag eftermiddag bød indenfor til en slags åbningskoncert, havde dette begreb fået en ny dimension. For selvom man havde valgt at kalde det en ”sommerkoncert”, var fornemmelsen af en åbning efter måneders påtvungen koncertpause stærk – og velgørende: Vi kunne atter mødes og nyde musikken live i stedet for på skærme.

Der var rigtignok flere tegn på, at situationen endnu ikke er helt normaliseret. Operaens mørkeblå stolerækker var splittet op, således at hver andet sæde var forsynet med et rødt bånd – det betød: Her må du ikke side. Og Det Kongelige Kapels musikere fyldte ekstra meget på scenen, ikke alene fordi eftermiddagens repertoire krævede et stort orkester, men også fordi hver musiker i den ekstraordinære situation måtte have sit eget nodestativ for at holde den fornødne afstand.

Man kunne måske tro, at denne nødvendige forsigtighed ville gøre koncerten til en tam affære, men det blev så langtfra tilfældet. Anført af en veloplagt Thomas Søndergaard spillede kapellet tindrende flot – lige fra den indledende fanfare af Frederik Magle, en live-uropførelse, der egentlig skulle have været fyret af for et par måneder siden i anledning af H.M. Dronningens 80-årsdag, men som nu blev en festlig ouverture til et program med højdepunkter fra Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos”, Mozarts ”Tryllefløjten”, Beethovens ”Fidelio” (Leonore-ouverture nr. 3) og Verdis ”La Triviata” – forspillet og drikkevisen fra første akt.

Rent kunstnerisk havde man skummet fløden. Sopranen Ann Petersen tolkede Strauss-arien ”Es gib ein Reich” som et nyt bevis på hendes autoritet i det tyske operarepertoire, og barytonen Simon Duus sang fuglefængerarien fra ”Tryllefløjten” med varme og humor – og på dansk. Den nye produktion af Mozarts sidste opera bliver garanteret et af den kommende sæsons tilløbsstykker – og vi fik tilmed en overraskelse, da den unge sopran Nina S. Clausen brillerede i Nattens Dronnings arie med de halsbrækkende koloraturer, også den på dansk: ”Den vilde hævnlyst raser i mit hjerte!” Hun er – i lighed med de dygtige Cecilia Hjortsberg og Lars Bo Ravnbak, der tog sig af den afsluttende duet fra ”La Traviata” – medlem af Det Kongelige Operakor. Fødekæden synes i orden.

Det hele blev med pondus, stolthed og overskud bundet sammen af operachef Kasper Holten, der i rollen som forestillingens konferencier i den grad slog dagens budskab fast: Samfundet behøver kunst og kultur – vi er tilbage!

Hurra for det.