Kort før ærkebiskop Desmond Tutus død anden juledag 2021 planlagde en række kirkefolk et festskrift til ham, hvor de ville hylde ham og vise hans store engagement som fortaler for næstekærlighed og menneskelig værdighed.
Fællestrækket for de 71 bidragydere er det indtryk, personen Desmond Tutu har gjort på dem. Nogle har kendt ærkebiskoppen i mange år, andre ganske kort. Fælles for dem er det lys, det håb og den glæde, der kom ud af mødet med ham.
Desmond Tutu blev født i Transvaal den 7. oktober 1931 og flyttede som 12-årig til Johannesburg med sin familie. Her var hans far lærer, og det blev sønnen også, men begyndte senere at læse teologi.
I 1960 blev han ordineret som præst i den anglikanske kirke, og i 1986 blev han ærkebiskop i Cape Town, som den første sorte nogensinde. Han var tidligt med i de sortes frihedskamp mod det hvide apartheidstyre. Han prædikede en ikke-voldelig løsning på konflikten og fik Nobels Fredspris i 1984.
En af bidragyderne, Miranda Pillay, der er en sydafrikansk bibelforsker og aktiv i den anglikanske kirke, fortæller i en prædiken om det øjeblik, hvor det går op for Desmond Tutu, hvad det vil sige at være ”a man of God”. Han kommer gående på et fortov sammen med sin mor. Han er ni år. Der kommer en høj hvid mand imod dem iført en fin sort habit. Normen på dette tidspunkt i 1940’erne er, at de sorte går til side og stiller sig ydmygt med bøjet hoved i rendestenen eller på gaden. Men her er det den hvide mand, der træder til side og hilser de to sorte. Da Tutu og hans mor er kommet forbi, spørger han undrende, hvorfor den hvide mand gjorde det. Moderen svarede: ”Det er fordi, han er 'a man of God'." Manden viste sig at være den lokale anglikanske præst Trevor Huddleton, der var en kendt modstander af det hvide apartheidstyre
Den episode sad dybt i drengen hele hans liv. At være ramt af Gud er at se menneskets værdighed i alle. Gud er drivkraften i skabelsen af en ny verden, hvor alle har rettigheder, og vi skal sammen skabe freden.
Det går igen i artiklerne, at det er det lys, ærkebiskoppen bragte videre ud i verden.
Der er to danske bidrag til bogen. Forhenværende generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesen fortæller om Tutu, at han under et besøg i Danmark i 1979 på tv opfordrede til boykot af sydafrikanske varer. Det udløste en stor debat, om kirkefolk kunne blande sig i politik, hvilket fik Københavns daværende biskop Ole Berthelsen til at sige, at Tutu var en ledestjerne.
Det andet bidrag står professor Peter Lodberg for. Han fortæller om et møde i september 2004, hvor daværende minister Bertel Haarder deltog. Det fandt sted i Udenrigsministeriet. Ministeren kom for sent til mødet, og da han kom, undskyldte han meget og begyndte at skænke kaffe og tilbyde frugt. Da han kom til Tutu, sagde denne, om de ikke kunne begynde med en bøn. Det kom lidt bag på ministeren, men jo, ja, selvfølgelig. Og Tutu bad blandt andet for de danske soldater i Irak, at de måtte komme hurtigt hjem igen. Det blev der bagefter en længere diskussion ud af mellem ærkebiskoppen og ministeren.
Tutu var kirkemand ind til benet. Altid med evangeliet og gerne med humor. Kendt er hans smilende ansigt og hans morsomme anekdoter. Den glans kommer fra Gud.
Han satte sit præg på mange mennesker. Det handler den tæt skrevne bog om. Den er desværre en lidt tung affære. Der er for mange kokke! Jeg tror, ærkebiskoppen i sit stille sind har tænkt sit, men er man Tutu-fan så er her nok at tage fat på. Jeg kunne have nøjes med det kvarte og lidt flere Tutu-jokes.
Ecumenical encounters with Desmond Mpilo Tutu. Redigeret af Sarojini Nadar, Tinyiko Maluleke, Dietrich Werner, Vicentia Kgabe, Rudolf Hinz. 308 sider. 24 Euro. African Sun Media, UWC Press.