Prøv avisen
Klassisk koncert

”Fidelio” blev fremragende forløst

5 stjerner

Manfred Honeck gav en flot fortolkning af Beethovens eneste opera ved årets første torsdagskoncert i DR Koncerthuset

Mange beundrere af Beethovens symfoniske musik har et ambivalent for ikke at sige lunkent forhold til hans eneste opera, ”Fidelio”. Måske havde komponisten det også selv?

I begyndelsen af 1800-tallet baksede han gennem mere end et årti med stoffet og udarbejdede hele fire forskellige ouverturer til sit ”problembarn”. Og efter mange overvejelser blev det til tre forskellige versioner, der blev opført i 1805, 1806 og 1814.

Den 60-årige østriger Manfred Honeck, der til daglig er chefdirigent for Pittsburgh Symfoniorkester i USA, havde besluttet sig for den anden version til årets første torsdagskoncert i DR Koncerthuset – og han havde valgt at droppe de talte monologer, der ofte bremser den musikalske strøm, for i stedet at lade dansk teaters grand old lady, Ghita Nørby, give publikum korte, prægnante forklaringer på, hvad der udspillede sig mellem de syngende – og hvem de overhovedet var.

Det var en koncertant opførelse, så man havde ikke noget holdepunkt i dragter eller scenografi. Ghita Nørby, der var iført et iøjnefaldende skrud af en gul kjole, var overbevisende og suggestiv – og replikkerne stemningsskabende: ”Der er varmt i Sevilla …”.

Ja, for hele handlingen udspiller sig i et fængsel i den andalusiske hovedstad, og titelpersonen er formummet som en mand, der kalder sig Fidelio, men i virkeligheden er en kvinde ved navn Leonore, gift med fangen Florestan, der på tredje år hensygner en tilværelse i det skumle fængsels dybeste celle.

Leonore er et krævende parti, men den 43-årige britiske sopran Sally Davies blev med sin udtryksfulde sang en af aftenens mange store oplevelser. Med en særlig imponerende klang i det dybe leje og en fin sans for rollens mange dramatiske facetter blev hun en Leonore, man ikke glemmer lige med det første.

Hendes elskede Florestan kom først på scenen efter pausen, hvor han til gengæld var alene om at føre handlingen videre fra fangehullet. Den tyske sanger Christian Elsner, som vi har hørt flere gange herhjemme, er efterhånden blevet en af verdens mest efterspurgte Wagner-tenorer og har rigelig pondus til partiet som fangen, der bliver reddet af ”den ægteskabelige kærlighed” – et udtryk, Beethoven selv lod indgå i titlen på sin enlige opera.

I skurkerollen som den grumme guvernør Pizarro oplevede vi den kinesiske basbaryton Shenyang. Han havde vokalstyrke nok til at leve op til den udfordring, det var at skulle synge under netop de passager, hvor Beethoven med kraftige udladninger fra det samlede orkester stærkest viser sig fra sin symfoniske side.

Der var i det hele taget tale om et fint sangerhold med den tyske sopran Christina Landshamer som Marzelline, ireren Robin Tritschler som Jaquino, den tyske basbaryton Christof Fischesser som fangevogteren Rocco, og den svenske bas Henning von Schulman som ministeren Don Fernando, der til allersidst dukker op for at besegle historiens happy ending.

Koncertens største plus var dog, at det lykkedes Honeck at skabe en naturlig og flydende sammenhæng mellem Beethovens noget spagfærdige syngespilsindledning og det frihedsdrama, ”Fidelio” efterhånden udvikler sig til, og som altid har været denne operas særlige styrke.

Tricket var, som jeg hørte det, fra første takt at lade den revolutionære anden del smitte af på indledningen. Her var han godt hjulpet af et veloplagt DR Symfoniorkestret, anført af koncertmester Christina Åstrand og ikke mindst træblæsere som fløjtenisten Ulla Miilmann og oboisten Eva Steinaa.