Døv keramiker skaber mandshøje fabelfigurer

Den prisbelønnede keramiker Sten Lykke Madsen brænder sine mandshøje fabelfigurer i Guldagergaards skulpturpark i Skælskør. Som 81-årig kan kunstneren stadig forbløffes over, hvordan ler kan forvandles fra grimt til smukt

Hver morgen ”overfalder” Sten Lykke Madsen – med sine egne ord – arbejdet med leret. For tiden er motivet skiftende varia­tioner af næsehorn med en yppig og barmfager kvinde som rytter.
Hver morgen ”overfalder” Sten Lykke Madsen – med sine egne ord – arbejdet med leret. For tiden er motivet skiftende varia­tioner af næsehorn med en yppig og barmfager kvinde som rytter.

72 timer skal en godt og vel mandshøj figur brænde ved 1260 graders celsius. Indhyllet i en dug af fiber, som det benyttes i rumfarts-industrien. Anbragt på en sokkel af beton og mursten og omgivet af stakkevis af kløvet brænde, der jævnligt føres ind ad de fire luger i siderne, hviler lerfiguren. Ved afsløringen, hvor de seks jernporte – lyrisk formet som tulipankronblade – åbnes, åbenbarer sig en af kunstnerens typiske fabelfigurer mod nattehimlen og overstrøs med sodakrystaller og savsmuld, der sender levende funker mod himlen.

500 entusiastiske keramikelskere klapper begejstret, mens figuren gløder videre. Først efter endnu et døgn kan kunstneren lægge hånden prøvende og kærtegnende på figuren. Og Sten Lykke Madsen er tilfreds med brændingen, der viser den malede figurs farver i blåt og grønt med sodaskinnende, blank overflade.

Kunstneren er hermed for alvor indlemmet og så at sige brændt ind i Guldagergaards internationale hall of fame, der i forvejen rummer to imponerende brændingsfigurer i parken. Måske får figuren et navn. Det afhænger af kunstnerens datter, der af og til navngiver faderens mangfoldige fabelvæsener. ”Jeg er ordblind,” forsikrer han, ”sprog siger mig ikke noget. Mine figurer lever i fantasien, formet i ler uden skitser, men er til stede inde i mit hoved, inden de tager form i leret.”

Til gengæld generer det tilsyneladende ikke Sten Lykke Madsen nævneværdigt, at han er totalt døv og har været det siden fødslen. På keramikcentret ses han, døvheden til trods, altid i ivrig kommunikation med det hold af internationale kunstnere, der året rundt opholder sig som artists-in-residence. Her diskuteres alskens teknikker – ikke mindst omkring brændingen i værkstedernes utal af ovntyper. Nogle er gasfyrede, andre elektriske. Men det er især ovngården med de store brændefyrede ovne, der tiltrækker Sten. Siden Guldagergårds overgang fra frugtcentral til internationalt keramikcenter for 21 år siden har den danske kunstner hvert år arbejdet og boet på stedet fra februar måned til oktober, hvor han drager hjem til konen siden 1968, arkæologen Lydia Slumstrup, og sin egen drejeskive i Holte. Han undskylder sit elskede refugie- og arbejdsophold i Skælskør med, at ”værkstedet derhjemme er for rodet til at arbejde i”. Hjemme i Holte breder et tusindtal af figurer sig ud fra huset og langt ud i naturen, hvor de indtager have og naturgrund.

Foto: Leif Tuxen

Trods sin nærmest maskot- og kultagtige status på Guldagergaard og de unge kollegers intense lytten til keramik-nestoren ved leret, er Sten Lykke Madsen ikke nogen hjemmefødning. Hans mangeårige ansættelse først på Kählers keramiske værksted i Næstved og herefter som formgiver på Bing & Grøndahls porcelænsfabrik (1962-1986) og hans senere virke som fri keramiker har ført ham rundt i verden. Med udstillinger, der har kastet medaljer og udmærkelser af sig. To gange er han tildelt guldmedalje ved Concorso Internazionale delle Ceramica i Faenza, Italien. Han har udstillet i Sverige, Moskva, London, Portugal, Tyskland og Tokyo. Og så har han undervist på flere keramikskoler. I respekt for materialet og altid med forsikringen til de studerende: ”I skal ikke være bange for leret!”.

At leret af og til kan yde modstand, ved den aldrende kunstner godt. Fra sin arbejdsplads i værkstedet beretter han om sin arbejdsdag: ”Klokken ni hver morgen ’overfalder’ jeg arbejdet,” som han udtrykker sig om arbejdet med leret. For tiden er motivet skiftende variationer af næsehorn med en yppig og barmfager kvinde som rytter. Han siger det med et stort smil. Og de færdige figurer virker da også mere lystbetonede og legende end som ofre for kunstnerens overfald.

Stens glubende livsappetit, hans interesse for naturen, yppige kvindefigurer og bordets glæder gennemsyrer leret.

Figurene er vidt forskellige i udtryk. Og det er typisk for Sten, at dyrene og fabelvæsenerne i hans ler kan svinge fra det godmodigt indtagende til det bistert afvisende og foruroligende. Til ære for fotografen skiftevis vrisser han fælt ad lerdyret foran sig og taler indsmigrende til næsehornet.

På øverste hylde i værkstedet står en serie påmalede keramiklamper og venter på brændingen. Med ”grimme” motiver på øverste hylde. På hylden neden- under venter lamperne med de smukke motiver.

Et tilbagevendende tema for Sten Lykke Madsen er netop det grimme over for det smukke. Og han undres stadig over, hvorfor hans intentioner om at skabe det foruroligende grimme ofte under skabelsesprocessen forvandler sig til en æstetisk smuk figur. Det er et mysterium for keramikeren. I arbejdet med næsehornene – hvoraf en ny figur for tiden kommer til hver dag – forklarer han det med, at næsehornet kan være vredt og grimt, men også i godt humør og smukt.

”Mine figurer er følelsesbetonede,” forklarer han, ”men det søde og patetiske undgår jeg altid. Og et næsehorn er aldrig bare ’nuser’. Det foruroligende trænger altid igennem.”

Selv betragter Sten Lykke Madsen den franske billedkunstner Miró og danske Asger Jorn og Svend Wiig Hansen som åndsbeslægtede, og han omtales ofte af sit dedikerede publikum som en tredimensionel Cobra-kunstner. Fra barnsben oplevede han kunsten i samværet med sin far, maleren Dannau Lykke Madsen, ved staffeliet eller på hyppige besøg på kunstudstillinger.

Nu skal han tilbage til aftensmaden, der forberedes under ivrig gestikuleren og tegnsprog i fællesskab med de øvrige kunstnere på mange sprog. Altid med den stokdøve Sten Lykke Madsen som centrum for dialogen. Af og til i ophidsede diskussioner om danske råvarer, der nyder den aldrende kunstners store opmærksomhed.

Og så tager han aftentimerne med i værkstedet i dialog med leret under mottoet: ”Kig på dine hænder, kig på leret. Og angrib så!”. Undertiden foregår det iført et par velvoksne hørebøffer og højt skruet op for jazz med Stan Getz eller græsk folkemusik, hvor han kan fornemme basrytmen i kroppen, men ikke musikkens øvrige detaljer.

Foto: Leif Tuxen