Prøv avisen
Interview

Berømt indisk forfatter: Fiktion er en dans og en kærlighedshandling

Den 56-årige indiske forfatter Arundhati Roy kommer i skriveprocessen så tæt på sine romankarakterer, at de nærmest er flyttet ind hos hende. Og flere gange har hun grebet sig selv i at spørge dem til råds. – Foto: Leif Tuxen

20 år er der gået mellem Arundhati Roys første roman ”De små tings gud”, som hun fik Man Booker-prisen for, og den anden, ”Ministeriet for den ypperste lykke”, som netop er udkommet på dansk. For fiktion tager tid, mener den politisk aktive indiske forfatter

Man Booker-prismodtageren, den berømte indiske forfatter Arundhati Roy, har stjålet en hund.

”Og hvad så,” siger hun kampberedt: ”Den stod bundet til en lygtepæl dag ud og dag ind, det var ikke i orden.”

Det er ikke, fordi forfatteren normalt går rundt og stjæler hunde, men hun handler, når hun ser uretfærdighed, og uretfærdighed er der nok af i Indien.

Og netop Arundhati Roys aktivisme i forbindelse med små og store sager er en af grundene til, at der gik 20 år mellem romanen ”De små tings gud”, som hun fik den prestigefulde litterære pris for, og ”Ministeriet for den ypperste lykke”, der netop er udkommet på dansk.

”Dokumentaristisk stof skriver jeg hurtigt, koncentreret og vredt, mens fiktion er en dans – en kærlighedshandling. En roman skriver jeg langsomt, for det er et helt univers, der skal skabes. Min krop føles simpelthen anderledes, når jeg skriver fiktion.”

Der er en Gandhi-lignende blidhed over Arundhati Roy, som taler et blødt og lavt indisk-engelsk. Men forfatteren, der er i Danmark for at præsentere sin nye roman, er en kompromisløs modstander, når det kommer til politiske mærkesager.

Flere gange har hun været beskyldt for tilskyndelse til oprør. For eksempel i 2010, hvor det indiske indenrigsministerium var tæt på at sigte hende for antinationalitet, fordi hun sammen med den kashmirske separatistleder Syed Ali Shah, udtalte, at Kashmir ikke er (og heller ikke bør være) en integreret del af Indien (den muslimske majoritet i området ønsker selvstændighed).

Og sidste år, netop som hun var ved at færdiggøre ”Ministeriet for den ypperste lykke”, var den gal igen. For mange mente, at Arundhati Roy med sine skriverier om en bestemt retssag havde været med til at opildne til en række voldsomme demonstrationer, der udgik fra universiteterne.

”I Indien sker det, at digtere, man ikke er enige med, får deres huse brændt ned, eller afdøde forfattere får skændet deres grave. Litteratur kan være farlig, og jeg følte mig på det tidspunkt nærmest som fjende nummer ét.”

For en gangs skyld var hun bange.

”I tv-nyhederne var der nogle, der sagde, at demonstranterne var studerende, som ikke vidste bedre, men at en af dem, der stod bag det hele, var Arundhati Roy. Der var en fornemmelse af vold i luften i Delhi, og jeg følte, at jeg, noget ukarakteristisk for mig, måtte forlade landet.”

Flugten varede dog kun få dage.

”Så snart jeg var ude, vidste jeg, at jeg ikke kunne blive væk. Det var en impulsiv handling, og jeg tænkte, at jeg måske overreagerede. Jeg vil ikke gøre en stor historie ud af det, men mange kvinder, også dem der taler højt, er meget udsatte i Indien,” siger hun.

Ud over at vælge den kontroversielle side i Kashmir-konflikten har hun kæmpet imod opførelsen af Narmada-dæmningen og med dokumentarfilm vist, hvad der ville gå tabt for mennesker, dyr og natur, hvis områdets floder blev dæmmet op. Det var i øvrigt en af de kampe, hun ikke vandt, men hendes forudsigelser kom til at holde stik.

”Jeg bliver altid portrætteret som …” begynder hun, men skifter spor.

”På den anden side er det jo rigtigt, at jeg har skrevet mod atomvåben, om Kashmir, om retssager, imod dæmningen. Og det synes jeg, man burde kunne uden at frygte for sit liv.”

Men det er ikke kun politiske sager, der er skyld i de 20 år mellem romanerne. Faktisk var det slet ikke Arundhati Roys mening at blive professionel forfatter.

”Jeg vil kun skrive en bog, hvis jeg har en at skrive, og det tog personerne fra ’Ministeriet for den ypperste lykke’ mange år at fortælle mig, at nu var det nu. Jeg ser ikke de 20 år som et sort hul, men som en organisk tidsperiode, og hvorfor fylde verden med bøger af hensyn til sin egen karriere?”

Romanen gaber over mange begivenheder og foregår flere geografiske steder – fra Delhi til Kashmirdalen. Men centralt står tvekønnede Aftab, som bliver til Anjum, og som på en gravplads uden for Delhis gamle bydel opretter et slags pensionat for dem, der ikke hører til andre steder.

Er der også en politisk manifestation i, at hovedpersonen er tvekønnet?

”For mig er hun bare et menneske, der er lige så unik som alle andre,” siger Arundhati Roy.

Men du foretog dog det valg.

”Jeg valgte hende i hver fald ikke, fordi hun skulle repræsentere alle tvekønnede. For mig er det mere for at inkludere alle former for mennesker i det univers, jeg valgte at skrive om. Alle karaktererne i bogen har en slags grænse løbende igennem sig – med hensyn til køn, etnicitet og tro. Det kønnede er heller ikke hendes eneste identitet, hun er også shiamuslim, og i Indien i dag er det farligere at være muslim end at være tvekønnet.”

Religiøse sammenstød er der mange af i det moderne Indien. Og Arundhati Roy er snarere på alles side end på nogens side. Hendes mor er kristen, og hendes far var hindu, og selv er hun ”helt forvirret”, siger hun.

Men et af de store problemer i hjemlandet i dag mener hun er, at den megen tale om genkomsten af hindu-stornationen distraherer folk fra hverdagens lidelser.

”Mens folk sulter, mens småbønder begår selvmord, mens der ikke er rent vand og sanitet, mens de rigere bliver ekstremt velhavende, og de fattige bliver skubbet helt ud i mørket, taler man om hinduistisk overherredømme.”

Igen kigger aktivisten Arundhati Roy frem. Opfatter hun sig selv som en politisk forfatter?

”Det er også en politisk position at udelade noget. Hvis man skriver en bog om kærlighed mellem to hvide heteroseksuelle i apartheidens Sydafrika uden at nævne apartheid, er det også et politisk valg,” mener hun.

I romanen finder man et spædbarn efterladt i skrald. Barnet bliver en af de forpjuskede beboere i pensionatet på gravpladsen. Der er mange uønskede børn i Indien, og nogle af dem stammer fra de voldtægter, der plager nationen.

”Voldtægter er et stort og alvorligt problem. Gamle tider og modernisme støder sammen og skaber et meget usundt miljø. Der er noget skræmmende, næsten psykopatisk ved det. Vores kultur har været patriarkalsk så længe, at volden mod kvinder er nedarvet. Disrespekten for kvinder er enorm. Men vi har også de mest rasende kvindesagsforkæmpere. På den måde er Indien et kønspolitisk mikrokosmos.”

At modtage Man Booker-prisen i 1997 var mere kompliceret for hende, ”end folk tror”, siger hun.

”Den beskytter mig fra meget, men fordi jeg valgte ikke at forlade mit før Booker-pris-liv, og levede, som jeg plejede, ramte de ekstra penge og den massive opmærksomhed folk omkring mig. Jeg måtte faktisk kæmpe for ikke at miste venner. Vi er meget lige i min omgangskreds, og jeg ville ikke behandles som noget særligt. Men prisen satte mig op på et andet niveau, og hvordan skaber man så solidaritet i stedet for at grave grøfter?”, spørger forfatteren retorisk og svarer selv.

”Jeg lavede en fond med mine venner, hvor nogle af pengene fra mine royalties står, og sammen bestemmer vi, hvordan pengene skal fordeles blandt mennesker, der kæmper for en sag.”

Og der er nok af sager at vælge imellem.

”Mennesker og natur er i krise. Landets vilde dyr er under et enormt pres. Mange af dem, der tidligere levede af jorden, har glemt, hvornår og hvordan man sår og høster. En generation var nok til, at sammenholdsfølelsen med jorden forsvandt. Det er meget deprimerende,” siger Arundhati Roy, hvis nye roman netop handler om mennesker, der har mistet fodfæstet, men finder det igen.

I det hele taget er der mange skæbner og karakterer med i ”Ministeriet for den ypperste lykke”. Men hjemme i Delhi hos forfatteren er der plads til dem alle sammen.

”Jeg deler lejlighed med alle mine romankarakterer og mine tre gadehunde. Måske driver jeg på en måde, som Anjum, et pensionat,” siger Arundhati Roy, som er gift, men som ikke bor sammen med sin mand, forfatteren og filmmageren Pradip Krishen.

Foto: Leif Tuxen