Fiktion og fakta i slægtshistorien

Slægtshistorie er et lidt ømtåleligt emne at kritisere. Slægtens krinkelkroge er altid langt mere tiltrækkende for dem, der selv udgør et led i den, og man kan som tilhører føle, at det næsten er en helligbrøde ikke at være lige så levende interesseret. Bag enhver slægt ligger der jo et utal af liv og historier, der i den rette fortællers hænder kan blive til fængslende underholdning, skæbner i kød og blod, uanset om det er den bortførte brud, eller 70 år i samme landsby. Omvendt kan en dårlig fortæller få gjort en nok så spændende historisk kerne kedsommelig. Birgit Pouplier, der har skrevet »Den sorte rose«, hvor hendes egen slægt er råstoffet, er hverken en rigtig god eller en rigtig dårlig fortæller. Hun bygger slægtskernen op om en rimelig ide og vælger sin synsvinkel på en spændende måde. Men fiktionen og det historiske fungerer ikke rigtig smidigt sammen. Der er for meget moderne viden og bevidsthed, som skal presses ned i de historiske mennesker samtidig med, at Pouplier ingen tillid har til læserens evner. Selv de mindste antydninger skæres ud i pap, så sammenhængene er regnet ud, 100 sider før den egentlige udredning kommer. Historiens hovedperson, hos hvem også synsvinklen er placeret, er den aldrende Fritz, en tysk smed fra Westfahlen, født i 1798, der på grund af en brudt forlovelse og et giftermål over sin stand endte i Danmark på fabrikken Haraldskjær ved godset Haraldskjær i nærheden af Vejle. Efter mange års slid har han sparet så mange penge sammen, at det er muligt at købe både fabrikken og godset til sin familie, hvad der skal være en overraskelse til familien. Men sønnerne kommer ham i forkøbet med deres egen plan, og inden Fritz får røbet sine nærmere planer, rammes han af et slagtilfælde. Lam i højre side og uden evne til at tale, skrive og tage tøj på betragter familien ham efterhånden som en idiot. Men indeni er han i perioder ganske klar, spærret inde i sin krop med et helt livs minder, der passerer revu for hans indre øje i en lind strøm, der noget anstrengt skal fremstå som inspireret af stikord udefra. Fritz kommer hele datidens mølle igennem med sygehus og dåreanstalt, hvor de onde er så onde og de gode så gode, for til sidst at blive hjulpet på ret køl igen af sin ældste datters særdeles moderne hjerneteorier og genoptræningsmetoder. Det er, som om livet ikke rigtig vil sætte sig i Birgit Poupliers personer trods slagtilfælde, hårdt slid og børnefødsler. Fritz har lignet en ugebladshelt frem til sit otteogtresindstyvende år, og hans kone, Julle, har måske fået et par rynker, men har ellers en krop som en 17-årig efter sine syv børnefødsler. Når disse to romanfigurer er så ungdommeligt attraktive gennem de 50 til næsten 70 år af deres liv, skyldes det måske, at Poupliers forsøg på at få historie og digt til at hænge sammen i udbredt grad sker ved hjælp af den mørtel, der hedder sex. Havde romanen bestemt sig til fuldt ud at være triviallitteratur, ville det have været god underholdning. Men nu vil den stadig holde fast i realia, skønt nok så mange studier i nok så spændende ting ikke automatisk sikrer en litterær kvalitet. Birgit Pouplier: Den sorte rose. 253 sider. 258 kr. Rosinante.