Hvordan påvirkes vores opfattelse af Danmarks rolle ved befrielsen, hvis vi i morgen går ind og ser premieren på Martin Zandvliets film ”Under sandet”, som ifølge producenten er ”inspireret af autentiske hændelser”, men har ændret hovedpersonens nationalitet fra tysk til dansk?
Hvad sker der, når vi går i biografen og ser ”9. april”, som ifølge plakaten er ”baseret på virkelige hændelser” i Sønderjylland den dag, Danmark blev besat?
Eller ”En kongelig affære” om trekantsdramaet mellem livlægen Struensee, kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde, som ifølge instruktør Nikolai Arcel er ”baseret på en af de mest dramatiske begivenheder i Danmarks, måske Europas, historie”.
Eller tv-serien ”1864”, som instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal selv gav dette skudsmål: ”Vi har baseret denne historisk korrekte serie på Tom Buk-Swientys bøger, ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, og på hans viden som historiker. Dette er den anerkendte danske historieskrivning, og det har Tom også stået inde for hele vejen igennem.”?
Svaret er ifølge historikerne Rasmus Glenthøj, adjunkt ved Syddansk Universitet, og Peter Yding Brunbech, leder af Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling, at vi ændrer opfattelse af historien. Til trods for, at det, vi får, er historiefortælling, men ikke nødvendigvis skaber historieforståelse.
Dette kom ifølge Peter Yding Brunbech klart frem, da han stod i spidsen for en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt et repræsentativt udvalg af danskere før og efter, at ”1864” blev vist i tv. Før serien placerede 60 procent af danskerne årsagen til krigen i Tyskland, efter serien placerede 65 procent den i Danmark.
Spurgte man folk, om de var enige i, at krigen først og fremmest skyldtes de danske politikeres dumhed, var 39 procent enige før serien, men hele 57 procent var enige bagefter serien. Før ”1864” blev der ikke spurgt til personen D.G. Monrad, men efter var 51 procent enige i, at ”Monrads sindstilstand var en vigtig årsag til krigen i 1864”.
Tallene dokumenterer, at vi ikke er upåvirkede, når vi ser en serie som ”1864”. Heller ikke, selvom vi selvfølgelig godt ved, at serien er fiktion. Ikke engang, når det samtidig fremgår af undersøgelsen, at de adspurgte seere faktisk ikke var specielt begejstrede for den, forklarer Peter Yding Brunbech.
”Jeg interesserer mig ikke for detaljer, som om der i serien bliver sunget en sang, der først blev skrevet to år senere. Den slags friheder er der ingen problemer i. Det er afgørende er det overordnede billede. Og vi kan se, at det overordnede billede, serien gav videre, var, at nogle gale politikere kastede Danmark ud i en formålsløs krig,” siger han.
Rasmus Glenthøj lægger hertil, at alle argumenterne om, at det er fiktion, at instruktøren har kunstnerisk frihed, og at man nødvendigvis må forenkle et kompliceret handlingsforløb for, at det fungerer på film, kan være rimelige nok. Men ikke når en tv-serie til 173 millioner folketings- og licenskroner lanceres som ”historisk korrekt” og ikke blot er upræcis omkring nogle detaljer, men om hele den situation, Danmark befandt sig i.
”Selvfølgelig er man nødt til at forenkle på film. Men derfor er der ikke grund til at gøre det ikke bare simpelt, men hul i hovedet vanvittigt,” siger Rasmus Glenthøj og præciserer, hvor han især syntes, ”1864” misinformerede de danske seere:
”Slesvig fremstilles som tysk, selvom området var nationalt blandet, og et lille flertal foretrak at blive ved Danmark. Dermed gøres spørgsmålet om Slesvig til, at nogle tyskere blev undertrykt af onde danskere. Holsten indgår ikke, til trods for, at det var Holstens medlemskab af Det Tyske Forbund, som muliggjorde krigen. Og begivenhederne fremstilles, så man får det indtryk, at Monrad og de nationalliberale bare kunne have fravalgt krigen - uden at antyde, at alternativerne var at genindføre enevælden, eller at Danmark de facto ville blive en tysk lydstat.”
Rasmus Glenthøj ved udmærket, at han er blevet skudt i skoene at være en tør forsker uden sans for det store billedmedies nødvendige greb, men han betoner, at dette ikke er en pedantisk kritik på linje med, når nogle triumferer over at have fået øje på et elektrisk hegn i baggrunden af et billede.
Og Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsens forslag om, at et panel af faghistorikere skulle være overdommere på alt historisk drama på DR, betragter han som ”en bjørnetjeneste i ordets oprindelige betydning”. Historikernes andel i den meget ophedede ”1864”-debat handler ikke om censur, men om historikeres ret til at påpege, at hele den historiske kontekst er forkert fremstillet, og at serien derfor ikke kan gøre os klogere på, hvorfor der blev krig i 1864.
”Fortiden er i dette tilfælde langt mere fængende end fiktionen, og datidens politiske spil kunne let have været koblet til den tilgang, man fandt i 'Borgen'. Jeg har ladet mig fortælle, at der var overvejelser om at lade de politiske forviklinger fylde mere og lave en slags græsk tragedie om helstatens march mod sin uundgåelige undergang. Jeg er ked af, at det ikke var den historie, man valgte at fortælle,” siger Rasmus Glenthøj.
Ifølge Peter Yding Brunbech er problemet med de historiske fiktioner ikke så meget, at de laver om på virkeligheden, men at de fleste film næsten rutinemæssigt refererer til at være baserede på virkelige begivenheder. Når så samtidig såvel film og tv-serier som computerspil trækker flittigt på historiske referencer og påvirker vores opfattelse af fortiden, opstår der et formidlingsproblem.
”Jeg læste en artikel, hvor der blev refereret til 1930'ernes Danmark med formuleringen 'Nye kilder til Matador-tiden'. De populærkulturelle fremstillinger sætter sig meget stærkt i vores bevidsthed. Og i den sammenhæng er det - især i skildringer af tiden fra 1800-tallet og frem - vigtigt, at vi gør os klart, at værker om historien måske mest af alt siger noget om deres samtid,” siger Peter Brunbech.
Han nævner som eksempel Mel Gibson-filmen ”Apocalypto”, som foregår i et indianersamfund i en fjern fortid, men handler om en mands kamp for at holde sammen på sin kernefamilie, skønt denne hører vor tids vestlige samfund til.
Tilsvarende vil en historiker til enhver tid sige, at 'Matador-tiden' må være slutningen af 1970'erne, hvor der kunne være særlige grunde til at fremstille samfundsomstillingen i en søvnig dansk stationsby nogle årtier tidligere på en bestemt måde.
”Og måske fungerer '1864' bedre som vidnesbyrd om sårfeberen efter 2001 end sårfeberen efter 1864,” siger han.