Fredskejser, græcitetsynder, seksualitetsgeni. Den romerske kejser Hadrian (76-138) har sjældent lidt under et dårligt rygte. Særligt blandt humanister før og nu. Og sandt er det da også, at hans kejsertid bar præg af konsolidering i stedet for erobring og et forsøg på at gøre Athen til Det Romerske Imperiums kulturelle epicenter.
Alle disse forestillinger genfinder man i franske Marguerite Yourcenars værk ”Kejser Hadrians erindringer”, der udkom på fransk i 1951. Det er baseret på omfattende historisk kildemateriale, men er tættere på skønlitteratur, idet Yourcenar har skrevet bogen i førsteperson, som om Hadrian selv havde nedskrevet egne memoirer.
Det sker i form af breve til en 17-årig Marcus Aurelius, der senere også skulle blive kejser:
”Jeg vil (…) prøve at lære dig noget og også chokere dig.” Den nutidige læser bliver næppe chokeret, men han lærer en hel del om humanister som Yourcenar og deres selv- og menneskesyn.
Bogen har før været udgivet på dansk, men er nu udkommet som del af Rosinantes elskelige klassikerserie. Den er fra sin udgivelse blevet hyldet af en række forskellige årsager, og det ér et formfuldendt værk, skrevet i en svalende klassicistisk stil af en vanvittigt dannet forfatterinde.
Marguerite Yourcenar blev født i Belgien af velhavende forældre, voksede op i Paris, London og Bruxelles, men endte sine dage i 1987 som amerikansk statsborger. Hun blev også det første kvindelige medlem af Det Franske Akademi i 1980.
Udgivelsen er relevant, fordi den klassiske dannelse i både form og indhold er såre savnet i den danske litteraturoffentlighed, og det berettiger nærmest i sig selv udgivelse og omtale.
Der er også bud til tiden, fordi dens metrik-klare humanisme på godt og (en del) ondt med dannet arrogance danser omkring vor tids debatter om humanismens velsignelser og begrænsninger.
Som Bjørn Bredal i Politiken med imponerende baggrundsviden har fremhævet, er værket skrevet med denne passage af forfatteren Gustave Flaubert som inspiration:
”Da guderne ikke mere fandtes, og Kristus endnu ikke fandtes, har der, fra Cicero til Marcus Aurelius, været en enestående periode, hvor kun mennesket fandtes.”
Denne drøm om menneskets herredømme over dets trang til religion er nærmest definitionen på humanisme, og den kan genfindes overalt i bogen. Det vidner om, at Yourcenar var i stand til at følge sit mål som en sand forfatter, men også om værkets ideologiske begrænsninger.
Krig fylder en hel del i erindringerne, men udelukkende i fredens tjeneste:
”Såvel af naturlig tilbøjelighed som af politiske grunde er jeg modstander af krig,” skriver Hadrian. Han fortsætter med at indrømme, at han indimellem beruses af felttoges storhed, men essentielt skildres han som en fredselsker, der helst vil hengive sig til græsk filosofi og erotik.
Det ser man blandt andet i hans besættelse af alt græsk: ”Jeg har elsket dette sprog, fordi det er så smidigt som en veltrænet krop (…), og fordi næsten alt det bedste, menneskene har sagt, er på græsk.”
Bogens mest berømte passage er Hadrians kærlige og erotiske besyngelser af en ung græsk dreng ved navn Antinoos. En nærmest symbolsk forbindelse til Hadrians forkærlighed for den græske kultur. Men det vides med sikkerhed, at Antinoos er en historisk person. Og Hadrian var besat:
”Jeg beundrede hans næsten hovmodige ligegyldighed over for alt, hvad der ikke havde med hans nydelse eller hans gudsdyrkelse at gøre,” skriver Hadrian, ”jeg frydede mig over denne blanding af noget hårdt og uendeligt mildt, over denne mørke hengivenhed, der fyldte hele hans væsen.”
At Yourcenar har været i stand til at sætte sig ind i Hadrians væsen og gengive det i så klassisk stil, er ufravigeligt imponerende. Den blinde humanisme, der ikke mindst viser sig i denne lige så blinde dyrkelse af det græske (køn), iscenesættes som en uendelig menneskekærlighed:
”Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan man kunne få nok af et menneske,” skriver den aldrende Hadrian sværmerisk.
”Kejser Hadrians erindringer” er et storslået dokument over humanismens menneskesyn. Det er ikke realistisk, hverken dengang eller nu, for mennesket er meget ondere, men det gør ikke bogen mindre veludført.