Prøv avisen

Film anklages for at hjernevaske børn

Endnu en sværvægter af en Hollywood fantasy-film rammer på fredag biografer over hele verden. Denne gang er kristne grupper i USA og England på forhånd gået på barrikaderne i protest mod filmens angiveligt ateistiske indhold. - Foto: New Line Cinema

Heftig debat i USA om fantasy-storfilm, som beskyldes for at indoktrinere børn med ateisme. Filmen Det gyldne kompas, der har premiere i Danmark på fredag, bekymrer teologer. De mener, at børnene møder filmens okkulte univers uden forudsætninger

Endnu en sværvægter af en Hollywood fantasy-film rammer på fredag biografer over hele verden. Denne gang er kristne grupper i USA og England på forhånd gået på barrikaderne i protest mod filmens angiveligt ateistiske indhold.

Den amerikanske interessegruppe Den Katolske Liga opfordrer direkte til boykot af filmen Det gyldne kompas, og andre kristne grupper kritiserer på forskellige hjemmesider systematisk den britiske forfatter Philip Pullman, hvis bøger ligger til grund for filmen. Forfatteren har selv udtalt, at hans hensigt med bøgerne er at undergrave kristendommen.

Debatten kører desuden i flere internationale aviser og anerkendte kulturtidsskrifter. En af filmens hovedpersoner Nicole Kidman, der er katolik, forsvarer dog filmen og siger, at hun ikke ville medvirke, hvis filmen var anti-religiøs.

Herhjemme deler flere teologer bekymring med de udenlandske kristne kredse. På linje med Harry Potter-filmene og Da Vinci mysteriet er Det gyldne kompas en film, der dyrker den okkulte spiritualitet. Danske børn er ikke åndeligt rustede til at stå imod, mener de.

Danske børn og unge har et så begrænset kendskab til kristendommen, at de i praksis er hedninge. Det betyder, at de er dårligt rustede til mødet med det her dæmoniske univers i film og bøger, siger sognepræst Henrik Højlund, der er formand for Evangelisk Luthersk Netværk. Samtidig ser han det dog som noget positivt, at underholdningsbranchen åbner for den religiøse virkelighed.

Den åbenhed skal kirken udnytte ved at gøre filmenes symboler til vores. Vi skal evne at erobre den diffuse form for åndelighed, som filmene typisk tegner, mener han.

Cand.theol. Iben Thranholm, der er informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark, mener, at det er skadeligt for børn og unge at møde fantasy-filmenes mørke og dæmoniske univers.

Der er ingen lys eller glæde, og dertil kommer, at børn bliver indoktrineret, ja, direkte hjernevasket med både ateisme og okkultisme via den form for underholdningsindustri. Kristne blev i 1970erne beskyldt for at indoktrinere skolebørn, men det var det rene barnemad i forhold til, hvad børn og unge i dag udsættes for igennem underholdning, siger hun.

Ifølge religionshistoriker Britt Istoft, Syddansk Universitet, er det de samme konservative kristne kredse rundt omkring i verden, der gik i clinch med Harry Potter og Da Vinci mysteriet, som nu farer i flint over Det gyldne kompas.

Der spilles på de samme strenge som dengang, der blev brændt Harry Potter-bøger af og forfatteren Dan Brown (Da Vinci mysteriet, red.) blev lagt for had. Men vi er mere moderate herhjemme. Jeg tvivler på, at Det gyldne kompas vil give anledning til debat i den brede offentlighed i Danmark, siger hun.

washuus@kristeligt-dagblad.dk