Film om 11. september spørger, hvad et menneske er værd. I dollars og cents

I den ujævne ”Worth” får en højagtet advokat til opgave at sætte beløb på hvert enkelt menneske, der omkom under terrorangrebene på USA den 11. september 2001

Michael Keaton er overbevisende som stjerneadvokaten, der rager rundt med den magtfulde og priviligeredes blindhed, mens Stanley Tucci er fremragende som den halvt aktivistiske, halvt resignerende Wolf.
Michael Keaton er overbevisende som stjerneadvokaten, der rager rundt med den magtfulde og priviligeredes blindhed, mens Stanley Tucci er fremragende som den halvt aktivistiske, halvt resignerende Wolf. Foto: Scanbox.

Efter enhver tragedie følger en tid, som er så fuld af smerte, savn og sorg, at selv kunstnere må vente med at give den form.

Hvor lang tid der skal gå kan selvsagt ikke sættes på formel. Men i forhold til terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, hvor over 3000 mennesker omkom, ja, så er tiden gået, og uhyrlighederne behandles i stadig flere kunstarter og ikke mindst i film. Til dem hører Oliver Stones ”World Trade Center”, Stephen Daldrys ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” og nu også Sara Colangelos ”Worth”, der har premiere tæt på 20-årsdagen for angrebene og skildrer de virkelige begivenheder umiddelbart efter, hvor præsident George W. Bush udpeger advokat Kenneth Feinberg som leder af en særlig statslig fond, The September 11th Victim Compensation Fund.

Feinbergs ubehagelige opgave er at sætte et tal, et beløb, på hver enkelt omkommet. At finde en beregningsmodel for, hvad direktøren, pedellen, kontoristen, piccoloen og alle de andre, der døde, er værd i dollars og cent og på den måde kompensere de pårørende.

Målet med fonden, hvorfra pengene kommer, er ikke entydigt sympatisk, for den er også oprettet for at afholde de cirka 7000 pårørende fra at lægge sag an mod blandt andet flyindustrien. Men det går ikke, som præsidenten og den nøgterne og systematiske Feinberg havde tænkt sig.

Mange af de pårørende føler sig trådt på, anser ham for en ussel taksator, en magtsyg stik-i-rend-dreng for politikerne og industrierne, og føler, at deres mistede reduceres til småpenge.

I et af filmens spor følges Feinbergs problemer og i et andet Charles Wolf, der mistede sin hustru i et af tårnene. Han ser menneskene bag tragedien, forstår frustrationen og opretter protestbevægelsen Fix Fonden, og Feinberg betragter ham længe som en modstander. Men langsomt finder de en fælles forståelse og løser dét, der længe lignede en sodsort, gordisk knude.

Inden da har ”Worth” præsenteret en række pårørende, der ikke passer ind i den beregningsmodel, Feinberg først forsøger sig med. Filmen besidder i de scener en vis dokumentarisk råstyrke, og Michael Keaton er overbevisende som stjerneadvokaten, der rager rundt med den magtfulde og privilegeredes blindhed, mens Stanley Tucci – der i mimik og stemmeføring minder om Dustin Hoffman – er fremragende som den halvt aktivistiske, halvt resignerende Wolf. Birollerne er også godt besat, og flere af dem, der portrætterer de efterladte, får det til at trække i tårekanalerne.

Når ”Worth” alligevel ikke er nogen rigtig god film, er det, fordi den vil være for meget på én gang. Den vil være advokatdrama, psykologisk drama, politisk drama, skæbnehistorie med mere og ender med at flimre og ofte fremstå overfladisk.

”Beklager, folkens, det her er for stort,” siger Feinberg et sted om sit arbejde med erstatningssagerne, og det samme mistænker jeg manuskriptforfatteren og instruktøren for at have tænkt.

Men der er altså scener, som gør ”Worth” værd at se, nemlig når Feinberg – helt fremmedgjort for arbejderklassen – fører akavede samtaler med ulykkelige brandmænd og husmødre. Det fungerer, det mærkes, og her fortælles en væsentlig historie i enkle og stærke scener. De bliver siddende i kroppen. Mens resten af filmen forsvinder ud i velviljens og ubeslutsomhedens tynde, blå luft.