Ghita Nørby er fantastisk i ny film om drømme og demens

Ghita Nørby er fremragende i Michael Noers drama om demens og drømme på et plejehjem. En film, der er både trist, skræmmende og livsbekræftende

Ghita Nørby og Sven Wolter spiller hovedrollerne i “Nøgle hus spejl”, som foregår på et plejehjem. Her oplever de, at livet tager en uventet drejning. -
Ghita Nørby og Sven Wolter spiller hovedrollerne i “Nøgle hus spejl”, som foregår på et plejehjem. Her oplever de, at livet tager en uventet drejning. - . Foto: Nordisk Film.

Lad det være sagt med det samme: Ghita Nørby bærer denne film på en fantastisk måde. Samtidig er filmen dybt bevægende, trist, skræmmende - og livsbekræftende.

Max (Jens Brenaa) og Lily (Ghita Nørby) flytter på plejehjemmet Sofiehus midt i København. Max har haft flere hjerneblødninger, og der er ikke meget tilbage i det indre.

”Han er forsvundet,” som Lily siger midt i filmen. Han kan ikke tale, er lam, og al mimik er væk. Lily, der virker rask og frisk, passer ham sammen med plejepersonalet. Hun står op om morgenen, tænder for musikken.

Det gamle nummer ”I Love Paris” lyder flere gange i filmen. Hun lægger hans tøj frem og gør sig selv klar til dagen. Hun deltager i livet på plejehjemmet. De får besøg af datteren Kathrine (flot spillet af Trine Pallesen) og hendes familie, men livet er på vej nedad for Lily.

Så sker der noget. En svensk herre flytter ind på plejehjemmet lige over for Lily og Max. Piloten, som de kalder ham, har fløjet 30 år i SAS. Erik (uhyre velspillet af Sven Wolter) har Parkinsons sygdom. Mellem Lily og Erik vokser der en passion frem.

Det fortæller Lily Kathrine på selveste juleaften, for hun kan ikke skjule den. Den voksne datter reagerer meget negativt på moderens nye lykke.

”Jeg har fundet en mand, der gør mig glad,” siger Lily.

Det bliver Kathrine ikke! Hendes reaktion er på en måde også ganske forståelig, selvom man under Lily lykken. Kan ens mor have en affære lige for øjnene af ens far? Man forstår også datteren.

Erik og Lily taler om de steder i verden, hvor han har været, og hvor hun ønsker at komme. Hun vil gerne til Paris. Deres fælles passion møder ikke kun modstand hos Kathrine.

Også hos nogle af de andre plejehjemsbeboere løftes der øjenbryn, og snakken går, men Lily og Erik er ligeglade. Hvor længe var Adam i paradiset? Heller ikke her bliver opholdet langt. Det er det triste i filmen.

Lily vil til Paris, men drømmen kuldsejler af forskellige årsager. Kathrine prøver at forhindre sin mor i at tage af sted og trækker demens-kortet: ”Du husker ikke så godt mere, mor.”

Lily kommer til en demens-test, hvor hun ikke kan huske de tre ord, som hun hørte i begyndelsen af testen: nøgle, hus og spejl, deraf titlen på filmen. Lilys vej ind i demensen er skræmmende skildret.

Instruktøren Michel Noer har tidligere lavet fængselsdramaet ”R” og actionfilmen ”Nordvest”. Der er et ordentlig hop over til at lave en film, der foregår på et plejehjem, men fælles er den menneskelige kamp i tilværelsen.

Det er ikke let at være hverken Max, Lily, Erik eller for den sags skyld Kathrine, men filmen munder alligevel ikke ud i altings fortvivlelse.

De sidste billeder i filmen har som lydside sangen om Paris: ”I love Paris, because my love is near”. Paris er, hvor kærligheden er, og den kan også være på et plejehjem i København, hvor demens og anden alvorlig sygdom truer.