Det er fem år siden, at et terrorangreb i København kostede den jødiske vagtmand Dan Uzan og filminstruktøren Finn Nørgaard livet. En ny spillefilm om angrebet, ”Krudttønden”, har allerede inden filmens officielle premiere den 5. marts været udsat for kritik fra nogle af dem, som var tættest på, da terroren ramte Danmark den 14. og 15. februar 2015. En af dem er Mette Bentow, der fejrede Bat Mitzvah for sin datter i Københavns Synagoge, da Dan Uzan, der stod vagt udenfor, blev dræbt.
I filmmagasinet Ekko udtrykker hun ligesom flere andre undren over ikke at være blevet involveret i instruktør Ole Christian Madsens filmprojekt:
”Det rigtige havde været at snakke med os, der har oplevet hændelsen i virkeligheden – dem i Krudttønden og synagogen. Det ville et mensch (et godt menneske red.) have gjort. Filmen er Ole Christian Madsens sandhed, men den er ikke min, og sådan vil mange nok også have det,” siger hun til Ekko.
Krisepsykolog Michael Bruun har talt med flere, der var til stede på kulturhuset Krudttønden under terrorangrebet i 2015, ligesom han også har talt med flere danskere, der har overværet terrorangreb i udlandet, og desuden har været tilknyttet skuespillere, der medvirkede i tv-serien ”Greyzone” fra 2018, hvor et terrorangreb er en del af handlingen. For ham er det ganske enkelt:
”Instruktøren har det ansvar at skulle kontakte dem, der står tilbage, og præsentere dem for idéen, have dem med på sidelinjen og ikke gå længere, end hvad de har det godt med. De skal ikke retraumatiseres og få det dårligt, fordi nogen vil lave underholdning eller forsøge at vinde en Oscar,” siger han.
Ifølge krisepsykologen gør det en stor forskel, at filmen ”Krudttønden” laves fem år efter terrorangrebet frem for et år efter, da terrorofrene og de pårørende er nået længere i bearbejdningen, men han mener alligevel, at en sådan film, også fem år efter, kan vække mange flere følelser, end filmproducenterne regner med.
”Fem år efter er der stadig mange følelser på spil hos de mange, der har været involveret i angrebet på den ene eller anden måde, og som ikke har lyst til at se det på film eller blive konfronteret med angrebet på en plakat. En instruktør kan ikke på forhånd vide, hvem der bliver ramt af den film, og hvem der synes, det er svært, og derfor bliver man nødt til at melde meget bredt ud og involvere mange i processen – for eksempel kontakte det jødiske samfund, som kan spørge videre,” siger Michael Bruun, der også mener, at de berørte skal have lov til at nedlægge veto:
”Følelser vægter højere end underholdning,” siger han.
Filminstruktør Ole Christian Madsen, der står bag filmen ”Krudttønden”, er blevet forelagt kritikken og udtaler i et skriftligt svar:
”Det, der skete den dag, har haft en enorm påvirkning på alle, der på den ene eller anden måde var involveret. Det siger sig selv. Og det er fuldt forståeligt, hvis man som en af dem, der var direkte berørt af angrebet, får rippet op i sine følelser om den dag, hver gang man bliver mindet om den. Det er vigtigt for mig at sige, at det her er ofrenes film – altså Finn og Dans. Og vi har i forarbejdet gjort os meget umage med at være i en tæt dialog med deres pårørende og efterladte. Naturligvis ud fra en meget stor respekt for netop dem og det, der er sket for dem. Mit valg i forhold til researchen er ikke et spørgsmål om en manglende respekt for de involverede, jeg ikke har talt med. Tværtimod. Det har derimod hele tiden været et spørgsmål om at finde en balance, hvor jeg kunne få en så dybtgående forståelse som muligt for at lave filmen, samtidig med at de berørte parter har følt sig hørt. Fra min side har jeg i forberedelserne for eksempel haft en meget lang og indgående dialog med eksempelvis synagogen, med folk der var i Krudttønden under angrebet, med pårørende til ofrene, der døde, og en lang række andre for at forstå, hvad der skete og for at skabe en respektfuld skildring af begivenhederne i en fiktiv form.”
Nu hvor filmen er færdig, har Ole Christian Madsen inviteret mange af de involverede til at se filmen, herunder Mette Bentow, ”for at vise respekt for den oplevelse, de har haft, og de reaktioner de fortsat vil få, når de bliver mindet om dagen”.
At nogle af dem, der var direkte berørte af angrebene, kan synes, at det fem år efter er for tidligt at lave en film om, kan instruktøren godt forstå. Men han mener, at vi i dag har brug for at huske det, der skete på Krudttønden og ved synagogen i februar 2015, og hvad det har gjort ved os i årene efter.
”Måske er tiden for dem, der var rigtig tæt på, aldrig den rigtige. Men det er den for alle os andre. Og hvis man respektfuldt og på en meningsfuld måde forsøger at skildre det, der skete, tror jeg, det i sidste ende kan være med til at få dem, der synes, det er for tæt på, til faktisk at mene, det er rigtigt nu. Det håber jeg i hvert fald,” udtaler Ole Christian Madsen.
Studielektor i journalistik ved Roskilde Universitet Maria Bendix Wittchen skriver ph.d.-projekt om presseetik, blandt andet med fokus på presseetiske gråzoner inden for kriminalstoffet. Hun mener, at producenter, der omsætter virkelighedens terror til underholdningsbranchen, har et ansvar for at gå nænsomt til værks. I den genre kan også nævnes DR’s aktuelle søndagsserie ”Når støvet har lagt sig”. Serien er ikke en dramatisering over et konkret terrorangreb, men er tydeligt inspireret af virkelige terrorhændelser.
”Udfordringen er, at man risikerer at rykke op i en masse traumer, som gør folk kede af det. Hvis de berørte føler sig kørt over af en medietromle, er det problematisk. Det kan man afbøde ved at involvere dem, det omhandler, så de føler sig hørt. Ikke at de skal bestemme, men at man viser, at man forsøger at vise respekt for deres oplevelser og voldsomme historie.”
For at det etisk kan forsvares at omdanne virkelighedens terrorangreb til spillefilm og søndagsunderholdning, understreger Maria Bendix Wittchen, at det er centralt at diskutere hensigten med produktionerne:
”Hvad er intentionen? Hvorfor skal vi høre om det nu? Det skal seeren kunne forstå. Det handler om, at man vil fortælle den større historie. Journalistisk og historisk er der mange gode argumenter for at fortælle om det væmmelige, det onde og det brutale i vores hverdag. Hvad har det gjort ved os som mennesker? Underholdning er en måde at fortælle voldsomme historier på. Det er også kulturens rolle. Der kan være modstand imod det, fordi det er for tidligt, for ufølsomt eller for blodigt. Dertil bør dramaproducenter selvfølgelig også gøre sig en masse overvejelser om, hvordan en film eller serie er med til at påvirke vores forestillinger om forskellige grupper. Hvem gøres til de onde og de gode? Og er man med til at puste til en angst, der egentlig ikke er grundlag for?”, siger hun.
Selvom DR-serien ”Når støvet har lagt sig” ikke handler om et virkeligt terrorangreb som ”Krudttønden”, men derimod om et fiktivt angreb, har producenterne også her et stort ansvar, mener krisepsykolog Michael Bruun.
”På den ene side kan man sige, at sådan en serie er et forsøg på at forstå, hvad der sker i vores tid med alle de her terrorangreb, og få folk til at forholde sig til det. Men på den anden side må det ikke kamme over og blive noget, der skræmmer folk og gør dem unødigt bange. Der kommer folk ind ad døren til mig som psykolog, der er meget bekymrede over klima eller terror, og der skal man passe på ikke at blæse det op, når man laver en spændende film eller tv-serie. Det er en hårfin balance,” siger han.