Prøv avisen
Nekrolog

Filmrullen løb ud for 106-årig instruktør

Den spanske filminstruktør Manoel de Oliveira blev 106 år. Arkivfoto. Foto: Barbara Sax

Den spanske filminstruktør Manoel de Oliveira er død. Han lavede film med blandt andre Cathrine Deneuve og John Malkovich

”Hvis jeg holder op med at filme, dør jeg af kedsomhed. Jeg har en masse projekter i tankerne. Men jeg ved ikke, om livet giver mig mulighed for at gennemføre dem.”

Sådan sagde den portugisiske filminstruktør Manoel de Oliveira, der ikke kom til at dø af kedsomhed.

Det er kun et år siden, han sluttede sit seneste kortfilmsprojekt, og han var godt i gang med sit næste, da døden alligevel indhentede ham forleden.

Næsten 90 af sine 106 leveår beskæftigede Manoel de Oliveira sig med film. Og med en film i gennemsnit hvert år blev han Portugals og en af verdens mest produktive instruktører.

Han blev født i en rigmandsfamilie i Oporto, Portugals næststørste by, hvor faderen blandt meget andet grundlagde Portugals første lyspærefabrik. Manoel de Oliveira var udset til at følge i faderens spor og kom på spansk kostskole, drevet af jesuitermunke.

Men den unge Manoel fik andre planer for sit liv, da han i starten af 1920'erne så sine første stumfilm. Han ville være skuespiller, og det lykkedes ham da også at få en rolle i filmen ”Ulvene”, som en italiensk instruktør ved navn Rino Lupo indspillede i Portugal.

Det blev til flere små roller i de næste år. Men i 1931 stod Manoel de Oliveira første gang selv bag kameraet i en kortfilm om fiskere i Douro-floden, der løber ud i Oporto. I 1942 kom hans første spillefilm, ”Aniki Bobó”, om en drengebande i Oporto.

Den blev så eklatant en publikumsfadæse, at han i de næste 14 år glemte filmen og i stedet brugte tiden på faderens virksomheder. I 1950'erne og 1960'erne lavede han et par spillefilm uden den store succes. Og da det både var svært at skaffe finansiering, og Salazar-diktaturets censorer ryddede kraftigt ud i Oliveiras manuskripter, var det først efter diktatorens død og den såkaldte Nellike-revolution i 1974, at der kom rigtig gang i hans karriere.

Men så gik det også stærkt, og der var år, hvor Oliveira indspillede mere end én film med så kendte skuespillere som Marcello Mastroiani (”Rejsen til verdens begyndelse”), Cathrine Deneuve (”Klostret”) og John Malko-vich (”En talt film”).

Troen var altid til stede i Oliveiras liv og værker, omend han var erklæret antikirkelig:

”Jeg er en vantro ligesom (Luís) Bunuel. Uden katolicismen ville Bunuels værker ikke have eksisteret,” sagde Manoel de Oliveira og kommenterede om sin egen død:

”Jeg så min far dø, og med hans sidste suk forsvandt hans sjæl. Når jeg drager mit sidste suk, er jeg sikker på, at al min ondskab forsvinder.”