Prøv avisen
Kommentar

Året der er gået: Film skal stadig ses i biografen

Filmen ”Moonlight” blev kåret som 2017’s bedste film ved årets Oscar-uddeling. På billedet fra filmen ses skuespilleren Mahershala Ali, der for sin præstation i filmen modtog en Oscar-statuette for bedste mandlige birolle. Foto: David Bornfriend/AP/ritzau

Serier og superhelte var de sikre valg i 2017. Men der var også meget andet vidunderligt og udfordrende på spil

2017 vil ikke vise sig som et uforglemmeligt år i filmens verden.

Hvis man kigger mod USA, var året præget af superhelte. Superheltene strøg til tops, hvad indtjening angår, men sank til bunds, hvis man ledte efter andet end forudsigeligheder. Og i sidste uge faldt hele verden i svime over den ottende ”Star Wars”-film. Den skulle ligne et eksistentielt epos, men havde nærmest intet af det stof, myter er gjort af. Til gengæld smed den hovedstolen på bålet, så nu er der ingen begrænsninger for, hvor mange ”Star Wars”-film, der kan laves.

Og netop det serielle, de uendelige universer, er det mest kendetegnende for fiktionen i disse år. Streaming-tjenester spytter timevis af underholdning ud, og vi sluger det meste ukritisk, mens vi overalt bliver bekræftet i, at det er kunst. Seerne bliver hjemme i sofaen, og de smalle film lider, fordi biograferne tager dem af plakaten med det samme. Publikum er ikke sådan lige til at lokke væk fra yndlingsseriens sjette, syvende, ottende eller niende sæson.

Det var nu ikke DR Drama, der holdt publikum hjemme foran skærmene i 2017. Adam Prices ”Herrens Veje”, der startede med at trodse tidsånden og insisterede på, at danskerne magtede at tage imod tvivl, tro og sjælesorg i bedste sendetid, blev hver uge set af langt under en million. I stedet var det smækre ”The Crown”, beske og voldsomt flotte ”The Handmaid’s Tale” og dragedramaet ”Game of Thrones”, der blev slugt – også herhjemme.

Men året stod heldigvis ikke kun i seriernes og blockbuster-fortsættelsernes tegn. Fra USA var det især fire meget forskellige film om sorte amerikanere, der var med til at gøre 2017 til et udfordrende og yderst betimeligt film-år.

Kathryn Bigelows ”Detroit” om race- urolighederne i 1967 landede lige ned i den pøl af skam, der er mainstream-mediebegivenheder i USA. Voldelige konfrontationer mellem sorte og hvide amerikanere og anklager mod hvide betjente, der skyder ubevæbnede unge sorte mænd. Også den blændende dokumentar ”I Am Not Your Negro”, instrueret af Raoul Peck om den amerikanske forfatter, essayist og dramatiker James Baldwin, hudflettede ulasteligt og brutalt amerikansk racisme. I den lidt lettere ende gav Theodore Melfi med ”Hidden Figures” sorte kvinder i starten af 1960’ernes USA en stemme.

Men det er Oscar-vinderen ”Moonlight”, der står tilbage som en af de vigtigste film i 2017. Berry Jenkins’ drama om en ung, sort homoseksuel mand brød med tabuer både poetisk og brutalt. Filmen vandt foran Damien Chazelles berusende vidunderlige musical ”La La Land”. Det intense sorte drama vandt over det florlette hvide show.

I Europa var det især de nordiske instruktører, der ragede op i 2017. Ruben Østlunds bidske satire ”The Square” om selvbedrag og tynd social fernis i Stockholm vandt både fortjent og overraskende Guldpalmerne i Cannes. Norske Joachim Trier lavede sin første genrefilm med gyserdramaet ”Thelma” om en ung pige splittet mellem at tro og at tvivle, fanget, som hun er, mellem forældrenes teologiske determinisme og studierne i biologi.

I Danmark bliver der gerne talt med store udråbstegn, når 2017 bliver kaldt endnu et kriseår i dansk film. Men der var lyspunkter. Brødrene Avaz skabte både overskrifter og et virkningsfuldt melodrama af Susanne Bierske dimensioner med ”Mens vi lever”. Og Annika Berg bragede igennem parnasset med det punkede teenagedrama ”Team Hurricane”.

Vi skal dog kigge mod Island, når årets suverænt bedste danske film skal kåres. Hlynur Pàlmason er uddannet fra Den Danske Filmskole. Han spillefilmsdebuterede for nyligt med den danskproducerede ”Vinterbrødre”, der stadig kan ses i biografen. ”Vinderbrødre” er en krævende film uden et lineært plot. Mest af alt er ”Vinterbrødre” en stemning skabt af et hold med en beundringsværdig sensibel indstilling til både mennesker og filmmediet.

De smalle film kæmper i disse år mod de massive underholdningstilbud på alle vores hjemmeskærme. Men de virkelig hjerteskærende, livsomvæltende og eksistentielle oplevelser venter stadig i biografen. Og vi har en pligt til ikke altid at vælge det nemme tilbud.

Det må gerne gøre ondt at se film. Det må gerne kræve noget af os, moralsk og menneskeligt. Min forhåbning for 2018 handler derfor om, at publikum igen vil finde vejen til biograferne. Kvalitetsfilmene er der. Men kun så længe, der er nogen, der ser dem.

I avisen på onsdag udpeger Kristeligt Dagblads tre filmanmeldere, Søren Hermansen, Henrik Wivel og Karen Dyssel, hvilke film fra 2017 som efter deres mening var de bedste.