Ole Bendtzen mærker de nye vinde blæse.
Det er stadig blot små pust. Et par nye konsulenter i Det Danske Filminstitut viser tegn på nytænkning, og flere af de tunge drenge i branchen er tilsyneladende begyndt at lytte lidt til undergrundens krav om forandring hårdt presset af den igangværende krise i dansk film.
Der sker ikke revolutioner foreløbig, har han erkendt, men det er heller ikke lige så nødvendigt, som det har været. Folk ved efterhånden, hvem han er, og hvad han kan. Den 31-årige autodidakte filminstruktør har otte film i bæltet, både dokumentarfilm og fiktion, og der er fire nye projekter i støbeskeen. Og skulle det ikke overbevise pengemændene om, at han er nødt til at lave film på sin egen måde, kan han henvise til sine europæiske filmpriser. Blandt andet The Emerging European Filmmaker Award og senest Berlin Today Award, som gav adgang til at producere en film, der netop er blevet vist på Filmfestivalen i Berlin.
Så selvom han endnu ikke har fået sit folkelige gennembrud, går det godt og hastigt fremad for Ole Bendtzen. Men sådan har det langtfra altid været.
Som blot 19-årig tog han på filmskole i New York. Det var kun et to måneder langt forløb, men hans afgangsfilm gav genlyd og indbragte ham en række priser og fremvisninger på internationale filmfestivaler. Branchefolkene hev i ham, men han var ikke klar. Arbejdet med filmen havde været så intenst, at han forlod filmverdenen fuldstændig for først at vende tilbage igen fire år senere. Det blev til gengæld med et brag: En kortfilms-trilogi lavet for filmselskabet Zentropa.
De to første film blev til lige efter bogen. De var klassisk fortalt, fulgte alle de dramaturgiske spilleregler, og manuskriptet var skrevet ud i mindste detalje. Ole Bendtzen var i fuldstændig kontrol, men noget var galt. Det hele var så planlagt, at arbejdet blev mekanisk. Ingen improvisation. Intet liv. Så han tog konsekvensen, og med sin tredje film rejste han med et lille filmhold til Thailand kun med enkelte scener og dialoger i hovedet. For hver scene skulle hovedpersonen sendes længere og længere ud mod afgrunden.
Det var en fiktionsfilm, men konceptet var at sende filmens hovedperson ud i virkeligheden for at se, hvad der skete, forklarer han.
Der er eksempelvis en scene, hvor hovedpersonen skal i kontakt med en luder, og så sendte vi ham ind i et virkeligt luderdistrikt i Bangkok og optog ham komme i kontakt med en virkelig luder på en virkelig stripbar, uden at nogen vidste, at vi filmede. Det var en konstant krydsning mellem virkelighed og fiktion, og det fyldte scenerne med en helt særlig form for liv. Jeg er et yderst kontrolfikseret menneske og vil gerne kunne regne alting ud på forhånd, men her var det umuligt at bevare kontrollen, og det var helt forfærdeligt og vidunderligt frigørende på samme tid.
Det var som en åbenbaring for ham. Han havde fundet sin metode: Genrerne skulle blandes sammen, kontrollen skulle frigives. En metode, han siden har fulgt både i sine dokumentarfilm og kortfilm.
Når man sammenligner danske film med andre europæiske film, så er de altid yderst professionelt lavet og velfortalte. Men det virker, som om vi har finpudset vores formel for meget. Manuskripterne bliver analyseret på kryds og tværs og fremstår i værste fald for konstruerede. Vi har for længe hørt for meget på de samme få mennesker, der siger de samme få rigtige ting om, hvordan en film skal laves, og derfor er dansk film for mig at se stagneret i sin egen succes. Der er sjældent noget, der falder uden for rammen og seerne siger: Hold kæft, hvor var det en original film, eller hvor var den dog elendig. Det meste er blot en god mellemvare, siger han og efterlyser mere af det, han selv synes, at han fandt i Thailand: Den kontrollerede, klassiske fortælling, men med ægte og upoleret kant.
For tiden gør han, hvad han kan for at blive i sin rille. Han skriver godt nok på manuskriptet til en klassisk børnefilm, for der er intet i vejen med at følge reglerne en gang imellem. Men med sine tre andre filmprojekter forsøger han igen at krydse genrer og konventioner med blandt andet en iscenesat dokumentarfilm om argentinske fodboldfanatikere, der tilbeder Maradona som en gud, og en spillefilm, der bliver en roadmovie i den københavnske undergrund med kun én skuespiller resten bliver virkelige mennesker i deres naturlige miljø.
Det er langtfra den typiske danske film. Alligevel tror Ole Bendtzen på, at begge film vil blive godt modtaget af publikum.
Jeg har bevist både over for mig selv og andre at min metode virker. Der er orden i mit kaos, og jeg er overbevist om, at publikum også længes efter historier, der foregår ude på gaden, ude i virkeligheden, og ikke kun er konstruerede hverdagsdramaer bag hjemmets fire vægge.