Film om ældres forelskelse afspejler virkeligheden

Den anmelderroste film "Nøgle hus spejl" om nyforelskelse mellem en mand og en kvinde på et plejehjem afspejler en virkelighed, flere og flere oplever

Ghita Nørby og Sven Wolter spiller Lily og Erik i "Nøgle hus spejl”, som foregår på et plejehjem, hvor de forelsker sig i hinanden.
Ghita Nørby og Sven Wolter spiller Lily og Erik i "Nøgle hus spejl”, som foregår på et plejehjem, hvor de forelsker sig i hinanden. Foto: Nordisk Film Distribution.

"Det er, som om jeg slet ikke har levet."
 
Sådan siger Lily spillet af Ghita Nørby i bilen til den svenske mand Erik i filmen "Nøgle hus spejl" om forelskelse mellem en ældre kvinde og mand på et plejehjem.

Filmen af instruktør Michael Noer havde premiere i torsdags og får stor ros af anmelderne.

Kristeligt Dagblad giver filmen fem ud af seks stjerner og ordene "dybt bevægende, trist, skræmmende - og livsbekræftende." 

"Nøgle spejl hus" handler om kvinden Lily, der bor på plejehjem med sin mand Max, der har fået en hjerneblødning og ikke længere er sig selv. Og så flytter svenskeren Erik ind ved siden af.

Jeg har fundet en mand, der gør mig glad, siger Lily et sted i filmen.

Lilys møde med en ny mand afspejler en virkelighed, hvor kærlighedsliv og forelskelser langt fra er et overstået kapitel, selvom ungdommen ligger langt tilbage i tiden. 

Det sker oftere, at modne danskere gifter sig igen. Og ifølge Ældre Sagen er der i dag langt flere over 65, som flytter sammen eller er kærester med hver sin bopæl.

"Ældre er blevet mere selvstændige og kan være kærester, som unge kan være det," siger seniorkonsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen.

Når flere ældre kvinder kaster sig ud i nye forhold og lever for sig selv samtidig, skyldes det ifølge hende, at de også har været på arbejdsmarkedet længe og også er økonomisk uafhængige. 

"Og så er der bare kommet en større åbenhed omkring seksualitet og kærlighed blandt ældre. En forslumret seksualitet, der har ligget på lavt blus længe, kan pludselig blive vækket til live igen i mødet med et nyt menneske," siger Margrethe Kähler.

Og en film med Ghita Nørby, der tør at gå efter kærligheden, er med til at åbne dørene for andre, påpeger hun.

Kristeligt Dagblad har i flere omgange skrevet om ældre, der genfinder kærligheden.

Det kan enten være efter skilsmisse eller efter at have mistet en partner. Andre oplever, som Lily i "Nøgle spejl hus", at deres partner rammes af sygdom som hjerneblødning eller demens, hvilket forandrer dem.

Vibeke Rasmussen har tidligere fortalt om at blive enke som 61-årig og genfinde kærligheden flere gange: Det er utroligt, at man kan blive så forelsket, når man er 70 år, men det blev jeg," fortalte hun.

I en video, der skal promovere "Nøgle hus spejl", bliver flere ældre medvirkende spurgt til forelskelse, der ifølge en kvinde "er ligesom en sygdom".

"Man kan jo ikke lave noget overhovedet end at tænke, hvad siger han nu eller hvad gør han så," fortæller hun.

"Alting sker, man mødes ligesom to stjerner," lyder det fra en ældre mand. 

Se videoen her.