Prøv avisen

Fra seriemorder til supermand: Filmbranchens syn på psykisk syge er under forandring

I Girl, Interrupted fra 1989 bliver Susanna (Winona Ryder) efter et selvmordsforsøg indlagt på et psykiatrisk hospital med den hæmningsløse Lisa (Angelina Jolie). Filmen vises torsdag på filmfestivalen "Don't Fear the Weird". Foto: Ronald Grant Archive / Mary Evans

Filmfestivalen ”Don’t Fear the Weird”, der starter i dag, sætter fokus på psykisk sygdom i filmbranchen. Det er en branche, som bevæger sig væk fra dæmonisering til idealisering af psykisk sygdom, siger filosof og foredragsholder

Fra den inkarnerede ondskab i skikkelse af Hannibal Lecter i ”Ondskabens øjne” til den kvindeglade seriemorder Patrick Bateman i ”American Psycho”. Hollywood har altid været voldsomt interesseret i psyken, ikke mindst den mørke af slagsen.

De senere år har karakterer som Carrie Mathison i ”Homeland”, hvis bipolare lidelse øger hendes indsigt i arbejdet som CIA-agent, og den OCD-ramte hovedperson Hannah Horvath i ”Girls” vendt op og ned på filmbranchens billede af psykisk syge.

Mere eller mindre sympatiske og frem for alt menneskelige sindslidende karakterer i prisvindende filmsuccesser som ”Birdman”, ”Black Swan” og ”Silver Linings Playbook” har erstattet øksesvingende psykopater, lallende galninge og lede kannibaler.

De næste dage afholdes filmfestivalen ”Don’t Fear the Weird” (Frygt ikke det mærkelige, red.) på Cinemateket. Med film og oplæg fra kunstnere, fagfolk og psykisk sårbare skal filmfestivalen undersøge, hvordan psykiske sygdomme bliver portrætteret i mainstream film.

Samtidig stiller filmfestivalen blockbustere som Oscarvinderen ”Birdman” over for kortfilm lavet af og med psykisk sårbare selv. Mødet mellem fiktion og virkelighed skal nuancere filmbranchens billede af psykisk sygdom, siger Rasmus Brendstrup, der er programansvarlig for filmfestivalen.

”Vi vil diskutere, hvad film kan i forhold til at repræsentere psykiske tilstande og afprøve teorien om, at film ikke er særlig repræsentative for, hvordan det er at være psykisk syg. Skimmer man filmhistorien, er noget af det, som måske har manglet, den meget indfølende, realistiske skildring,” siger han.

For er filmene et spejl af virkeligheden, eller afspejler de snarere publikums fascination af narrativet fra de personer, der er faldet ned i den sindsmæssige afgrund? Filmbranchen har bevæget sig fra dæmonisering til idealisering af psykisk sygdom, mener Nis Bjarnhof, medlem af psykiatribrugerforeningen Outsideren, der er medarrrangør af festivalen. 

Hollywoods voldspsykopater og massemordere er blevet til køligt beregnende politiefterforskere og skæve OCD-typer. Som Saga Norén i ”Broen”, der med sin aspergers bliver en dygtigere efterforsker. Hovedpersonen i tv-serien ”Dexter”, hvis psykopati øger hans evne til at massemyrde andre seriemordere. Og den OCD-ramte hovedperson Hannah Horvath i serien ”Girls”. Det er positivt, at psykisk syge ikke længere bliver stereotypt fremstillet som farlige, men idealiseringen har en slagside, siger Nis Bjarnhof.

”Idealiseringen gør det sværere at forholde sig fornuftigt til, at man har en sygdom og en sårbarhed. Jeg tror, at det, man gennemgår i et sygdomsforløb, kan være meget eksistentielt vigtigt. Man har et liv med bestemte forventninger, som bliver revet væk fra én. Det, tror jeg, man kan få mange vigtige erkendelser ud af. Især om bagsiden af sin egen livsstil og sårbarhed og velfærdssamfundets institutioner,” siger han.

”Men det aspekt bliver underkendt til fordel for det, som eksisterer på samfundets præmisser. For eksempel at psykiske sygdomme gør, at man bliver bedre til sit arbejde. Erfaringsaspektet ryger ud til fordel for den irriterende gal-geniale karakter.”

Forestillingen om ”the mad scientist”, den geniale galning, er sejlivet, siger filmforsker Peter Schepelern. Samtidig er fortællingen om psykisk sygdom fascinerende, fordi den beskæftiger sig med en afgrund, som eksisterer for alle, selvom mange balancerer forbi den.

”Vi bliver fascinerede af undtagelser. Sindet er mere interessant at høre om, hvis det er særpræget. Det svære sind og det sind, som lider af problemer, fortæller os også om noget, vi kan identificere os med. Problemerne og afgrunden lurer på alle mennesker, og udflugten ud i mørket er en fælles menneskelig oplevelse,” siger han.

Film har en stor indflydelse på vores opfattelse af psykiske sygdomme, for vi henter vores viden i mainstreamkulturen, mener Peter Schepelern. Han peger på "Gøgereden", der fremførte en sønderlemmende kritik af psykiatrisk behandling og "Rain Man", der op gennem 1980’erne dannede en referenceramme for mange menneskers forståelse af autisme. Det er ikke problematisk i sig selv, siger Nis Bjarnhof.

”Men på den anden side skal film være med til at lukke forskellige felter op og vise os erfaringer og muligheder. Ikke bare kærlighed, men også stor kærlighed. Det gør ikke noget, at film er urealistiske, men det gør noget, at de erfaringer, der reelt er, ikke bliver taget op,” siger han.

Filmfestivalen ”Don’t Fear the Weird” finder sted på Cinemateket fra den 13.-15. september. Billetter til filmvisningerne koster 75 kroner, mens foredrag, koncerter og debatter er gratis.

I "Black Swan" mister Nina Sayers (Natalie Portman) lige så stillet grebet om sig selv og omdannes fra en hvid til en sort svane. Filmen vises på onsdag på filmfestivalen. Foto: FOX SEARCHLIGHT PICTURES
Hovedpersonen Riggan Thomas forfølges i "Birdman" på skizofren vis af sin tidligere rolle, det fjerklædte alterego Birdman. Filmen vises torsdag og introduceres af Jørgen Leth. Foto: CAP/FB
HBO's hitserie "Girls" portrætterer OCD gennem hovedpersonen Hannah Horvath, som tæller alting og i en brutal scene renser sit øre så voldsomt, at hun sprænger sin trommehinde. Foto: HBO / Album
"Gøgereden" fra 1975 åbnede for en diskussion om psykiatribehandlingen og fremførte det synspunkt, at det var samfundet frem for mennesket, der var sygt. Foto: UNITED ARTISTS
I "Ondskabens Øjne" spillede Anthony Hopkins den inkarnerede ondskab, psykiateren og psykopaten Dr. Hannibal ”The Cannibal” Lecter. Foto: ORION PICTURES / Ronald Grant Archive / Mary Evans