Gamle film med Asta Nielsen, Valdemar Psilander, Fy og Bi, Clara Pontoppidan, bragt i sikkerhed i en nedlagt NATO-bunker i Store Dyrehave ved Hillerød i Nordsjælland. Lyder det som en aprilsnar?
Den er skam god nok. Vi har fået lov at besøge stedet og må skynde os, inden det bliver mørkt. Vi drejer af fra landevejen og følger grusvejen ind mellem træerne, indtil et underligt sciencefiction-område dukker op foran os. Bag hegn og pigtråd er der betonvægge og masser af "skorstene". Her, flere meter under jorden, gemmer sig 23.000 filmspoler fra perioden 1896-1950.
Det Danske Filminstituts arkivleder, Jacob Trock, byder velkommen. Han er kun taget herop for at vise os rundt. Arkivet i skoven er ubemandet, fjernstyret og fjern-overvåget. Ensomheden brydes kun, når en chauffør kommer forbi for at hente en film i dybet. Til dvd-overspilning for eksempel.
Har I husket varmt tøj? spørger arkivchefen, mens vi følger med ned ad betonrampen, som ligner noget fra Hitler-filmen "Der Untergang".
Bunkeren er dog af nyere dato end Anden Verdenskrig. Blev bygget i 1968 som hovedkvarter for Beredskabsstyrelsens civile redningsindsats i tilfælde af angreb fra Sovjet. Efter Murens fald og Østblokkens sammenbrud skulle bunkeren væk. I stedet for at rive den ned forærede Beredskabsstyrelsen den til Slots- og Ejendomsstyrelsen, som ombyggede den til arkiv og siden 2007 har lejet den ud til Det Danske Filminstitut.
De massive jerndøre smækker i efter os. Ikke en specielt behagelig fornemmelse. Fungerer den der overvågning overhovedet? I arkivgangene er der minus 10 grader. I de 67 arkivrum er der minus 5. Man får en del kulde foræret bare ved at ligge flere meter under jorden. Resten sørger et køleanlæg for.
De gamle 35 mm-film er så brandfarlige, at man har måttet sørge for, at hvert arkivrum har sin egen eksplosionsåbning, som kan kanalisere trykket ud i fri luft i tilfælde af brand. Det er altså dét, "skorstenene" skal bruges til.
Jacob Trock lukker op ind til nogle af arkivrummene i de lange, lysegrå gange med rør under loftet. På hylderne er der stabler af film i firkantede plasticetuier eller i de originale, runde metaldåser.
Ældste film er Peter Elfelts "Kørsel med Grønlandske Hunde" fra årsskiftet 1896-97. Optaget i Fælledparken kun et par år efter, at de franske Lumiere-brødre havde udviklet grej til filmforevisning. En dansk kolonibestyrer fra Grønland var på juleferie i København, og da det blev snevejr, benyttede Elfelt chancen til at filme kolonibestyreren på slædetur. Tanken var, at det skulle give folk en illusion af dagligdagen i Grønland. Filmen er Peter Elfelts debut med levende billeder.
Blandt andre tidlige Elfeltfilm opdager vi også titler som "Badescener fra Skovshoved", "Prinsesse Marie til Hest", "Svaner i Sortedamssøen", "Ribe Domkirkes Indvielse", "Frivilligt Drenge Forbund" og "Vognmandskuskenes Udflugt til Køge". Under oprydning i Bagsværd Fort, der hidtil har fungeret som filmarkiv, dukkede en lille håndfuld Elfeltfilm op, man ellers troede var gået tabt.
Vi har bevaret knap halvdelen af alle danske stumfilm. Det er ganske mange. De første filmreportager var kun beregnet på nu'et, ligesom et indslag i TV-avisen, og blev først registreret og bevaret systematisk i offentligt regi med Filmloven fra 1963. Og de gamle cellulosenitrat-film er ekstremt sarte. I mange af metaldåserne i Bagsværd Fort fandt man kun en nedsmeltet klump. Med overføringen til skovbunkerens frostgrader og lave fugtighed burde den danske filmarv være sikret optimalt. Nu er nedbrydningen stoppet, siger Jacob Trock, der er uddannet konservator fra Kunstakademiet..
I et andet rum griber arkivchefen fem store æsker med sejlgarn omkring. "Soldaten og Jenny" står der. Vi nærmer os arkivets yngste afdeling. Filmen fra 1947 er en dramatisering af Soyas skuespil "Brudstykker af et Mønster", med Poul Reichhardt og Bodil Kjer i hovedrollerne.
Da filmen blev indspillet, var danskerne forlængst forvænte med talefilm. Første rent danskproducerede af slagsen er "Præsten i Vejlby" fra 1931. Bygget over St.St. Blichers krimi af samme navn. Den findes også et sted i bunkeren.
Kulden er slem, og det går hurtigere og hurtigere med at kigge filmtitler og høre på forklaringer. Selv rundviseren fryser, så det knager, så han foreslår, vi snakker færdig henne i førerrummet, det eneste opvarmede lokale i bunkeren.
Det, vi ser her i bunkeren, udgør kun cirka en fjerdedel af Det Danske Filminstituts arkiv. Resten opbevares i Glostrup, hvor Jacob Trock normalt holder til.
På spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare kopierer alle film til moderne, elektroniske medier, svarer han:
Det gjorde man i Sverige i 1960'erne og 1970'erne og fortrød bitterligt. Efter kopieringen brændte man de gamle nitratfilm, fordi man var sikker på, at dem blev der aldrig brug for igen. Men det blev der.
Moderne scanningsteknik, digital rensning og redigering giver helt nye muligheder i forhold til de gamle kopieringsteknikker. Men billedkvaliteten bliver aldrig lige så god, som på de gamle film. Man kan godt fjerne ridser og pletter, men en dvd-version af Asta Nielsens erotiske melodrama "Afgrunden" fra 1910 vil kun videregive en hundrededel af den oprindelige billedkvalitet. Derfor er der stadig brug for originalversionerne. Ikke mindst til forskning og undervisning, siger Jacob Trock.
Han tilføjer, at mens det kun koster 400 kroner pr. år at have en film liggende på hylderne i Store Dyrehave, ville det koste op til 300.000 kroner at digitalisere den og 10-15.000 kroner om året at ajourføre teknikken. De digitale systemer ændrer sig hele tiden. Hvis ikke man følger med, risikerer materialet at gå tabt. Simpelthen fordi ingen længere har de maskiner, programmer, krypteringer med mere, der skal til for at komme i kontakt med det arkiverede. Derfor er film et uovertruffent arkiveringsmedium. I bunkeren opbevares også gamle, nitratholdige fotos fra Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet, fortæller Trock på vej op til jordens overflade. Vi tror ham gerne. Fotografen og jeg har kun set et lillebitte udsnit af de 4800 meter arkivhylder. Det er mørkt, og træerne suser, da vi kører tilbage til landevejen. Godt bunkeren aldrig kom "rigtig" i brug. Godt, det ikke blev krig, men kulturarv, der udløste redningsindsatsen.
