Prøv avisen
Film

Filmindlæg i debatten om aktiv dødshjælp

4 stjerner
”Hjertets vej” er en adstadig film. Den tager sig tid til de små sigende detaljer. – Foto: Scanbox.com

”Hjertets vej” er en inderlig og bevægende film om liv og død og alt det, mennesket må udstå indimellem. Men den er også for pæn, poleret og perfekt

Bølgerne bruser ind over kysten og kaster tre unge kroppe rundt i malstrømmen af ungdommens ukuelige overmod og fartglæde. Som en kunstnerisk installation af vand, lys og lyd overbeviser den unge kvindelige franske filminstruktør Katell Quillévéré os fra de første scener om, at ”Hjertets vej” er en poetisk film af høj kaliber.

Men det franske drama er mere end det. Det er en parade af de rene hjerters gode viljer, en undersøgelse af kærlighed, af generationer, og en film, der insisterer på at finde det smukke, det opbyggelige, selv når den største uretfærdighed rammer, og et ungt menneske dør.

Den er også et ublu partsindlæg i debatten om aktiv dødshjælp, og så er den både rørende og rammende uden at være overdreven sentimental.

Simon (Gabin Verdet) dør i en ubarmhjertig bilulykke på vej hjem fra stranden. 17 år, smuk og stærk. I den anden ende af Frankrig venter musikeren Marianne (Anne Dorval) på et nyt hjerte. Cirka 55 år, smuk og stærk. De to historier, og de to liv, forenes formfuldendt af Simons hjerte, der skal blive til Mariannes hjerte.

Det lyder barskt, blodigt og brutalt, men fortælles lyrisk og lavmælt uden at være påtrængende.

Filmen starter som en ensemblefilm, hvor også lægernes og sygeplejerskernes historier fermt udtrykkes i glimt. I filmens første halvdel er det både vedkommende og medrivende, men det holder ikke hele vejen hjem. For alle karaktererne i ”Hjertets vej” er smukke og gode og har rene hjerter.

Forældrenes sorg over deres dræbte barn er sobert beskrevet uden at svælge i følelserne. Det er egentlig ikke distanceret, men æstetiseret. Det er en fornem bedrift af Katell Quillévéré, at hun kan fortælle så stærkt uden overdreven brug af patos.

Og det er både bevægende og sørgeligt, men når filmen er fordøjet, er der alligevel noget oprørende ved den overdrevent poetiske og perfekte film. For er døden så ren og smuk? Er det troværdigt, at alle optræder så ædelt? Det sanselige, godhjertede og ubesmittede mister sin værdi, når det ikke – bare i glimt – modstilles af det beskidte, det ødelæggende, det rasende og det uperfekte.

”Hjertets vej” er en adstadig film. Den tager sig tid til de små sigende detaljer som natsygeplejerskens ensomme fantasier, kirurgens fuglefængerdrømme og forældrenes magtesløse færd i timerne, inden deres søn erklæres endelig død.

Og på den måde kunne ”Hjertets vej” løfte sig langt op over donationsproblematikken og blive til en uomgængelig film med et almengyldigt udsagn om det betimelige i at værdsætte livet og det at leve. Men det ville kræve en identifikation med figurerne. Og det umuliggøres af deres perfektion.

I stedet er ”Hjertets vej” en smuk og sørgelig film, der hverken svælger i følelserne eller lefler for publikum. Og det er jo sådan set også mere end godt nok.

Hjertets vej. Instruktion og manuskript: Katell Quillévéré. 104 minutter. Premiere i udvalgte biografer over hele landet.