Mobiltelefonen er for mange mennesker blevet et middel til at fremstille sig selv i et kunstigt positivt lys, når de tager (glans)billeder af sig selv – og gerne med et fotofilter på, så de med deres selvbevidste selfies fremstår endnu smukkere og mere succesfulde på de sociale medier. Men hvad ville der ske, hvis mobiltelefonen blev brugt til det modsatte?
Sådan tænker den unge grænseløse filmkunstner Alicia i forfatteren og filminstruktøren Daniel Denciks nye roman ”Snask”, for hun bruger netop al den nye teknologi til at få alt snasket frem i folk, når hun ved hjælp af hackere hensynsløst skaffer sig adgang til folks private mobilkameraer og mobilmikrofoner for at filme dem lige der, hvor de ikke tror, at nogen ser med.
Hun er i forvejen den yngste elev, der nogensinde er blevet optaget på Den Danske Filmskole. Og hurtigt bliver hun også sin generations mest succesfulde filmkunstner på baggrund af de kontroversielle film, der via hackede optagelser fra mobiltelefoner og overvågningskameraer udstiller virkelige spritbilister på gaden eller midalderende mænd, der onanerer på deres private toiletter med mobilen i hånden, når de tror, at ingen ser med.
På den måde bliver hun i en alder af bare 19 år en slags kunstnergud, der får en utrolig magt, fordi hun har forstået, at der ikke bare ”lurer et øje i det høje”, som Trille engang sang.
Der sidder små, usynlige kameraer og mikrofoner overalt i vores digitaliserede liv i dag – eller i hvert fald i den nære fremtid, som romanen foregår i. Og nu er det altså ikke kun techgiganter, der følger vores mindste digitale skridt, men også en ung teenager uden de store betænkeligheder ved at udstille andre for selv at få succes. Og hun bliver hurtigt hyldet af filmverdenen for at ”turde” vise folks hykleri med sine ”hudløse” film.
”Jeg syntes, at det var sjovt at flytte perspektivet en tak,” forklarer Daniel Dencik og tilføjer:
”Hvem har egentlig ophavsretten til vores liv? Og hvor går de små usynlige etiske grænser for, hvor meget vi lader andre vide? Vi lever jo netop i en ekstremt selvbevidst tid, hvor alle gerne vil redigere deres egen historier på de sociale medier, mens de samtidig overgiver deres mest intime data til fremmede mennesker, der kan sidde et helt andet sted i verden og følge med i alting,” siger Daniel Dencik, som faktisk også skrev romanen langt væk fra sin nu snedækkede bolig i Nordsjælland – nemlig i den lille polynesiske østat Samoa i Stillehavet, hvor en del af romanen også udspiller sig.
”Min kone er tandlæge og arbejdede frivilligt som tandlæge på øen i månederne før coronakrisen, hvor hun altså trak rådne tænder ud på samoanerne, mens jeg sad og skrev min ret frivole fortælling i en form for paranoiatilstand. For vi boede blandt mormoner, og jeg ville gerne overholde deres kyske leveregler, der hverken tillader alkohol eller kaffe, især kaffe er jo nærmest umuligt at undvære for en forfatter,” siger Daniel Dencik.
Han har til gengæld fyldt sin roman med masser af kulørte scener fra den på alle måder frisindede Alicia, der har sex til højre og venstre på sit eget filmeventyr, der først fører hende til Hollywood, inden hun siden møder den ældre og mere resignerede filminstruktør Trevor, der i en tro på, at den vestlige verden alligevel for længst har peaket, har slået sig ned på den lille paradisø.
Trevor er frafaldent medlem af Jeh ovas Vidner og bærer rundt på en stor sorg, fordi han som ung mistede et barn – muligvis endda på grund af sektens dogmer. Til gengæld har han samlet meget af den livsvisdom op, som Alicia mangler. Og han har aldrig glemt sine tillærte bibelvers. Alicia kalder ham ovenikøbet Jesus.
”Trevor deler også fødselsdag med Jesus, og han kunne godt også godt ligne Jesus i en ældre version, hvis Jesus ikke var død på korset. Og jeg har faktisk også givet ham flere citater fra Det Nye Testamente. For mens jeg skrev romanen, var jeg blevet meget optaget af karakteren Jesus, som jeg stadig gerne vil lære at kende nærmere,” siger Daniel Dencik, der selv er jøde og tidligere også har skrevet sin fascination af jødisk mystik ind i sine værker.
Og selv har den 48-årige forfatter og filmskaber brugt lidt af sig selv i begge karakterer.
Daniel Dencik kender selv Den Danske Filmskole indefra, da han som ung gik på filmklipperlinjen og ligesom Alicia var ved at blive smidt ud, fordi han lavede for mange musikvideoer og med tiden også bøger ved siden af.
”Jeg var ikke nogen god elev, fordi jeg arbejdede så meget samtidig, men jeg var nok på Filmskolen til at mærke, hvordan den også kan opleves som en sekt, man aldrig kommer ud af,” siger Daniel Dencik, der blev færdig på Filmskolen i 1999 og herefter rejste til netop Samoa.
”Jeg var der i 1999-2000, ligesom Trevor er i bogen. Og jeg har været der tre gange siden. For jeg er blevet ret knyttet til et naturfolk, der bor på en strand der, og jeg kan også godt lide tankegangen bag samoanernes storfamilier,” siger Daniel Dencik, der nu med sin kone og parrets to døtre deler hus med sin svigerinde og hendes børn, ligesom han regner med, at hans far kommer til at bo der en del, så snart det er muligt efter coronakrisen.
”Vi flyttede faktisk ind i huset lige før coronakrisen, så jeg har siden haft helt ondt af alle dem, der har skullet klare sig gennem coronakrisen i København, mens vi har fri adgang til skoven og vores dejlige have,” siger han og fortæller, at haven faktisk også engang har spillet en filmhistorisk rolle, fordi det var her, at en del af ”Charles tante” fra 1959 blev optaget med Dirch Passer, Ove Sprogøe, Ebbe Langberg og Ghita Nørby på rollelisten, ligesom Susse Wold faktisk fik sin filmdebut i den film, hvor Dirch Passer klæder sig ud som Charles’ tante.
Og den samme pavillon står stadig i haven, hvor vinterens sne nu dækker de steder, hvor de store danske skuespillere engang gik rundt i det sommergrønne græs.
Men trods idyllen er Daniel Dencik dybt bekymret for verdens fremtid. I bogen, der uden at afsløre for meget faktisk også leger med kønsidentitet (men på en helt anden måde end Dirch Passer-filmen), lader Daniel Dencik Trevor kalde menneskeheden for en døende patient, og den sidste del af bogen handler således ikke kun om, hvordan vi fremstiller os selv og bliver fremstillet af andre, men om der overhovedet bliver en fortælling at fortælle i fremtiden, hvis verden alligevel går under som led i klimakrisen.
”Der foregår en revolution i øjeblikket, og jeg tror stadig, at flere kommer med, fordi coronakrisen har givet os en tænkepause. Jeg går ikke ind for, at vi udskammer hinanden i klimakampens navn, og jeg synes også, at vi skal vende vores bebrejdende blikke fra de andres flyrejser og manglende underskrifter på klimaaftaler til, hvad vi selv kan gøre. Jeg har selv lagt mit liv radikalt om de seneste år, fordi det er gået op for mig, at vi formentlig nærmer os Jordens svanesang med stærke skridt, hvis vi ikke ændrer vores vaner, så nu køber jeg i det mindste færre importerede varer og spiser meget lidt kød.”
I et interview, du selv for nylig lavede med filminstruktøren Lars von Trier, spurgte du ham, om man ikke ville se tilbage på vores tid som underlig dystopisk og pessimistisk, hvis alle vores dommedagsprofetier alligevel ikke holder stik. Det måtte han indrømme. Kunne man ikke stille det samme spørgsmål til dig?
”Haha. Jo, det kunne man sagtens. Måske venter Helvede os heller ikke i morgen eller de næste 200 år, men hvis vi ikke tænker, at vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget, så sker der jo ingenting. Derfor må vi ændre vaner nu. Ellers vil historien dømme os endnu hårdere,” siger Daniel Dencik og vender dermed tilbage til tanken om, at ingen ejer sin egen historie, fordi alle er underlagt andre historieskrivere – selv efter døden, som han også skriver i et efterskrift til romanen, som leder læseren hen på en endnu mere skræmmende tanke, end at nogen kan se og høre med på ens mobiltelefon i dag:
”Mens biologien forgår, bliver repræsentationerne hængende på afstøbningssamlingerne eller i Skyen til Jordens undergang. Vi er kun de fortællinger, der florerer om os,” skriver Daniel Dencik, der dog selv godt kan finde en stille trøst i synagogen ved tanken om, at den Gud, der skabte os i sit billede, også er kendt for sin nåde og miskundhed.