Er man god eller ond, hvis man ønsker at gøre livet bedre for de svage, men alligevel er klar til at bruge magt og straf, når de svage truer ens egen position i samfundet?
Er man helt eller skurk, hvis man trodser overmagten og tager sin straf for det, men ikke desto mindre har behov for at lade lussingerne gå videre til én, der er længere nede i hierarkiet?
Er man godgører eller et skvat, hvis man i 20 år kæmper for at forbedre de slavegjortes forhold, men alligevel tøver med at gå hele vejen og give dem frihed, før man bliver tvunget til det?
Er man civiliseret eller barbarisk, hvis man kan konversere høfligt ved middagen, sværger til den nyeste videnskab og kan synge "Lieder" af Schubert med en smuk tenorstemme, men samtidig er parat til at gribe en økse og hugge lemmerne af et andet menneske?
For den 48-årige filminstruktør Frederikke Aspöck er der ingen af disse spørgsmål, der skal besvares med et skråsikkert enten-eller. Alle de fire hovedkarakterer i hendes nye film "Viften" rummer et både-og.
"Der er ingen, der er rene helte eller skurke. Alle vores karakterer er dobbeltfacetterede. De gør, hvad de mener er det rigtige for at overleve i et rædselssystem," fortæller hun.
Filmen, der får premiere i morgen, foregår i Dansk Vestindien i tiden frem til ophævelsen af slaveriet i juli 1848 og griber dermed ind i en debat, der længe har bragt følelser i kog og fået debattører til at indtage yderstandpunkter. Debatten om Danmarks fortid som en kolonimagt, der tjente formuer på slavegjorte menneskers arbejde.
Spørgsmålene er ofte, om nutidens hvide danskere skal give undskyldninger og erstatninger til de slavegjorte menneskers efterkommere på det, der siden salget af kolonien til USA i 1917 har heddet De Amerikanske Jomfruøer. Men det er ikke filmens anliggende, betoner Frederikke Aspöck.
"Med denne film vil vi gerne ændre på, at man i Danmark kun har hørt én side af historien. Som barn i 1970'ernes og 1980'ernes Danmark hørte man kun historien om Peter von Scholten som en helt, der ophævede slaveriet. Vi hørte ikke om de 10.000 slavegjorte, der trængte ham op i en krog og pressede ham til det. Og vi kender kun historien fortalt fra de hvide mænds perspektiv. Vi vil gerne fortælle den fra de brune kvinders perspektiv," siger hun.
Mere hvid end de hvide
Derfor er det ikke den mand, historiebøgerne altid tildeler hovedrollen, Dansk Vestindiens generalguvernør 1827-1848, Peter von Scholten, der er omdrejningspunktet i denne film. Det er Anna Heegaard, den brune kvinde, som han i 20 år delte husholdning og seng med, skønt han også havde hustru og børn hjemme i Danmark. Og så er det Petrine, som er husholderske i hjemmet og både er Annas veninde og personlige ejendom.
"Petrine er en fiktiv karakter. Men man ved om Anna Heegaard, at hun ejede et antal slavegjorte. Det er meget interessant, at en brun kvinde handlede med slavegjorte på den tid. Det var en investering, sådan som man også investerer i sin egen fremtid i dag," siger Frederikke Aspöck.
Filmens hovedperson er altså en magthaver, der er brun i en verden, hvor de hvide bestemmer. Hun går i fine kjoler, skænker te i kongeligt porcelæn og spiller de store klassiske mestre på klaveret. Det virker næsten, som om hun er en strammer i forhold til generalguvernøren, der helst ikke siger "slaver" eller "negre", men foretrækker den pæne omskrivning "de ufri".
"Eller også er hun nødt til at gøre det for sin egen overlevelses skyld," indvender Frederikke Aspöck og uddyber:
"I 1848 var man som brun kvinde ikke et rigtigt menneske med rettigheder. Anna Heegaard er kommet op i systemet ved at være en dygtig forretningskvinde, men også ved at være sammen med mere og mere magtfulde hvide mænd. Vi ser ikke Anna Heegaard som racist. Hun ønsker, at de slavegjorte skal kunne købe sig fri og få en bedre tilværelse, men da hendes egen situation bliver truet, reagerer hun."
Anna er alene i de hvide magthaveres verden. Petrine er det eneste menneske, hun kan være afslappet over for, når maskerne er faldet, og de sidder i natkjole og ryger pibe sammen i tropenatten. Resten af tiden er Anna nødt til at spille skuespil.
"Det er den måde, man som brun dansker hele tiden prøver at indordne sig de hvide koder på, og som stadig er i spil hos brune danskere i dag. Det har Anna Neye skrevet et dybt originalt og komplekst manus ud fra," siger Frederikke Aspöck med henvisning til den brune kvinde, som har fået idéen, skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen som Anna Heegaard.
Human piskning
I fortællingens spegede intrige – som er ren fiktion – begår Anna Heegaard dokumentfalsk for sin egen interesses skyld og får Petrine til at hjælpe sig, da hun er ved at blive afsløret. Petrine vil bruge situationen til at opnå frihed for sig selv og sin søn, men Anna er så afhængig af Petrine, at hun modarbejder dette. Begge har meget personligt på spil, og det skaber en spændt psykologisk situation, hvor de to kvinder på én og samme gang er forbundsfæller og truer hinanden.
"Det er en kerne i projektet, som vi er meget optaget af. Der er en slags stockholmsyndrom i forholdet mellem Anna og Petrine. Begge har deres egne interesser, som de varetager, samtidig med at de har et hjerteligt, søsterligt forhold til hinanden," siger Frederikke Aspöck.
Dette henviser til den psykologiske situation, hvor der opstår sympati mellem gidsel og gidseltager. Og pointen er, at alle i fortællingen er taget som gidsler af en grotesk samfundsorden, hvor mennesker ejer andre mennesker, og hvor de danske koloniherrer sidder på deres plantager og lader sig varte op, samtidig med at de føler sig som gode humanister og velyndere for de slavegjorte mennesker, som de taler forholdsvis pænt om og ser en pligt til at yde sårbehandling til efter endt piskning.
"Det er human piskning, men det er stadig piskning. Der ligger en interessant dobbelthed i, at Peter von Scholten både er racist og humanist," siger Frederikke Aspöck, som understreger, at hun ikke ser von Scholten-figuren i filmen som en skurk, men som en vattet karakter.
"Kolonitiden er et kapitel, man i Danmark har valgt at putte en masse glasur på, så det fremstår helt nydeligt. Vi er meget optaget af, at publikum ikke bare tager på en passiv biografrejse, hvor man bagefter kan sige, at hvor var det grumt, men hvor er det godt, at det ligger langt tilbage i fortiden. Vi ønsker at vække publikum, så man tænker over og taler med andre om, hvilken fortid vi har haft, og hvordan det påvirker vores nutid," siger hun.
Tragisk eller komisk
Anna Neye og Frederikke Aspöck har i deres fiktion skabt nogle scener, som der ikke er historisk dokumentation for, men som afspejler det groteske i situationen. For eksempel er der scener, hvor de slavegjorte køber sig fri ved at byde på sig selv ved en auktion. Det er en kendsgerning, at nogle købte sig fri, men auktionen er fundet på til filmen.
Et andet eksempel er, at filmens titel bygger på, at nogle slavegjorte havde til arbejde at vifte luft for deres herskab. I filmens handling indgår, at man hejser et barn op over spisebordet, så han kan hænge og vifte fra en vandret position. Det er usikkert, om præcis dette er foregået i Dansk Vestindien, men det bruges i et par scener til at udtrykke absurditeten i hele situationen.
"Pointen er, at det er en menneskevifte. Det er et menneske, man taler om, som om det var en ting, datidens aircondition," forklarer instruktøren.
Umiddelbart kan det måske forvirre publikum, at en film blander stor alvor og nuancerede karakterer med ret absurde scener, som nogle iagttagere har betegnet som satire. Men for Frederikke Aspöck er det meget bevidst, at filmens genre ligesom dens karakterer er et både-og.
"Det har aldrig været meningen, at filmen skulle være ren sjov eller alvor, komedie eller drama, men at den skulle rumme begge dele. Vi omtaler den ikke som satire, for det er en genre, som holder sine karakterer ud i strakt arm og tager gas på dem. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg har en stor kærlighed til alle filmens karakterer," erklærer Frederikke Aspöck, som vedstår, at den åbenlyst racistiske admiral Irminger er filmens antagonist, altså hovedpersonens modstander, men han har sine motiver, og hans ondskab er pakket ind i en høflig, kultiveret adfærd.
"Jeg kunne have valgt at lave en mere traditionel dramatisk film om en entydigt god slavegjort hovedperson og en entydigt ond overmagt, men det har jeg ikke været interesseret i," siger hun og tilføjer:
"Det er simpelthen et livssyn for mig, at tragik og komik, ondt og godt, går hånd i hånd. Min forrige film, 'De frivillige', foregår i et fængsel, hvor der er karakterer, som på den ene side er empatiske og på den anden side har en fortid som pædofile og voldtægtsforbrydere."
Undskyldninger hjælper ikke
Når der er gjort meget ud af nuancerne i "Viften", hænger det sammen med, at sort-hvide modstillinger er meget udbredte i tidens debat om race og om kolonitiden. På én side står de, som synes, der tages for lidt hensyn til minoriteter, på den anden side står de, som føler, at nogle woke personer vil spille politibetjente og bestemme, hvad andre må sige og gøre.
"Mange i Danmark siger, at de er bange for at deltage i debatten, fordi den er så polariseret. Vores film er lavet i håb om at involvere flere i samtalen, og at kolonitiden kan komme til at fylde mere i undervisningen," siger Frederikke Aspöck.
Ifølge instruktøren er det ikke filmens hensigt at få nogen til at sige undskyld eller at få andre til at rive statuer ned.
"Vi hvide kan da godt sige undskyld eller føle dårlig samvittighed, det kan de brune bare ikke bruge til noget. Det, der måske kan gøre en vigtig forskel, er, at vi sætter os bedre ind i sagen, læser op på perioden med kritiske briller og engagerer os i samtalen, og her håber vi, 'Viften' kan være et betydeligt indspark," siger hun og tilføjer:
"Vi vidste, at vi skulle fortælle om en helt vild mørk og uhyggelig del af danmarkshistorien og har valgt at bruge den absurde komik som en måde at illustrere det absurde i situationen. At der har været en tid, hvor man kunne eje andre mennesker. Og at der var mennesker, som så sig selv som humanister, men alligevel lod det ske, fordi det var bekvemt for dem selv."
Kristeligt Dagblad bringer i morgen en anmeldelse af "Viften".