I den premiereaktuelle tyske film ”Korsvejen” beslutter en 14-årig konfirmationsmoden pige, at hun vil leve sit liv i stilfærdig, katolsk askese.
Mens hendes klassekammerater lytter til popmusik, spiser kage og flirter med drenge, fastholder Maria, at hun fremover kun vil tjene Gud og ofre tilværelsens sanselige glæder for derved at sone sine og menneskehedens synder.
De danske filmanmeldere har vist sig særdeles glade for filmen. I en sand regn af stjerner er den blevet kaldt ”betagende smuk”, ”mesterlig” og ”en åbenbaring” og er blevet sammenlignet med blandt andet Carl Theodor Dreyers klassiske mesterværk ”Ordet” fra 1955. Ud over de stilistiske kvaliteter og skuespillet roser flere i kritikerkorpset filmen for at være en ungdomsfilm, der tager troen alvorligt. De fremhæver, at den tegner et barskt og skræmmende billede af livet i et radikalt religiøst samfund, men også levner plads til en opfattelse af tro som et livsvilkår.
Filmen ”bør (...) ses af alle, der beskæftiger sig med trosspørgsmål og har ubefæstede sjæle i deres varetægt,” skrev Kristeligt Dagblads anmelder Henrik Wivel i sidste uge, mens filmanmelder og vært i Filmselskabet på DR K Maria Månsson opmuntrede forældre til at tage deres teenagebørn med i biografen for at se ”Korsvejen”:
”Der er sindssygt meget at tale om bagefter, også i den hverdagslige kontekst, hvor religion spiller en større og større rolle i verden og verdens konflikter,” lyder opfordringen.
”Korsvejen” fik en Sølvbjørn ved Berlin-filmfestivalen 2014 og har desuden modtaget flere økumeniske priser ved festivaler verden over.
Der er en generelt voksende interesse for tro og religion i filmverdenen for tiden, mener Claus Christensen, chefredaktør for Filmmagasinet Ekko. ”Korsvejen” er ét eksempel, mens den polske Oscarvinder ”Ida” fra sidste år er et andet godt eksempel. I ”Ida” søger den unge, kvindelige hovedperson sin identitet et sted mellem klosteret og storbyens fristelser.
”De to film er ret forskellige i deres fremstilling af religion. Hvor 'Korsvejen' overvejende viser religion som en begrænsning, har 'Ida' et meget åbent blik på religionens rolle for et ungt menneske. Det, de har tilfælles, er, at troen ikke nødvendigvis er noget, der skal brydes ud af,” siger han.
Det har ellers været en klassisk model for de relativt få film, der er lavet om unges tilvalg og fravalg af tro, påpeger han. Det er den danske ungdomsfilm ”To verdener” fra 2008 et eksempel på.
”Her ser vi en ung pige bryde ud af Jehovas Vidner, som forhindrer hende i at have et kærlighedsforhold til en dreng. Det klassiske er, at der skal gøres oprør mod troen som en besnærende ramme, men det, vi ser i 'Korsvejen', er faktisk det modsatte, nemlig at give sig hen til troen.”
Kristian Brogaard, ungdomspræst i Abildgaard Kirke i Nordjylland, har endnu ikke set ”Korsvejen”, men mener generelt, at der er brug for gode film om tro og eksistens, som kan bruges, når man skal tale med unge mennesker om tro. I sin konfirmandundervisning har han selv brugt den danske ungdomsfilm ”Mirakel” fra 2000 flittigt sammen med en række andre filosofiske og eksistentielle film.
”Film sætter ord på det, der er virkelig svært. Film og kristendom er begge billeddannende og kan tale sammen i billedernes sprog.
Når jeg ser film med konfirmanderne, så diskuterer de gerne filmen undervejs. Det synes jeg er helt fint, for det viser, at her har vi ramt noget vigtigt. Det handler jo om identitet. Hvem er jeg, og hvordan er min tro? De kan spejle deres egne problemer i det, filmens hovedpersoner kommer ud for, og måske kan de se løsninger i de kristne fortællinger,” siger han.
I USA blev sidste år udråbt til ”Bibelens år” i filmindustrien, fordi flere af Bibelens store fortællinger fik ny kulør i Hollywood, for eksempel i Darren Aronofskys ”Noah” og Ridley Scotts ”Exodus”. Samtidig nåede flere af de såkaldte ”cinevangelicals”, film med et meget direkte budskab om kristendom, ud til et bredere publikum, for eksempel filmene ”God's not dead” (Gud er ikke død), hvori en ung universitetsstuderende skal bevise Guds eksistens for ikke at dumpe i filosofi, og ”Heaven is for real” (Himmelen findes), som handler om en drengs nærdødsoplevelse.
I europæisk film er tilgangen en lidt anden. Her kan instruktørerne godt lide at pakke de bibelske fortællinger lidt ind og bruger tro og religion til at give dem filosofisk dybde, siger Claus Christensen. Det gælder for eksempel Lars von Trier.
”Tendensen herhjemme er, at religion eller tro bliver til eksistentielle begreber, som tages op tematisk: Næstekærlighed, nåde, skyld og tilgivelse. Det er film, som gerne stræber efter at være dybsindig filmkunst. Det kan ikke kaldes kristne film, men film, som fokuserer på de åndelige værdier, og trækker på arven fra store instruktører som Bergman, Tarkovskij og Kieslowski.”
Karsten Fledelius, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, mener, at også den europæiske filmkunst drejer sig mere mod religion som tema for tiden. Det betyder flere nuancerede fortællinger.
”Vi ser sådan noget som mirakler spille en langt større rolle, for eksempel i filmen 'Miraklet i Le Havre' fra 2012, som handler om en mands dødssyge kone, der pludselig bliver frelst,” siger han.
”Men vi ser også en anden tendens, nemlig at et fravalg af religion eller tro på mirakler fører til meget radikale valg. Det ses for eksempel i den danske 'Stille hjerte' om aktiv dødshjælp. Grundlæggende mener jeg, at religion bliver taget dybt alvorligt og sættes til debat på en meget nuanceret måde i filmen for tiden.”
Også han fremhæver ”Ida”, som et forfriskende blik på religion. Den fromme og samtidig nysgerrige hovedperson veksler mellem ophold i et katolsk nonnekloster og i byen hos sin kommunistiske faster, som vil gøre op med fortidens nazistiske spøgelser.
”Ida er jeg svært begejstret for, fordi den i lige så høj grad er en kommentar til nazismens åndløshed. Filmen er smuk og sørgmodig. Også om kommunismen rejser den et interessant perspektiv: Når den anden kvindelige hovedperson (den kommunistiske faster, red.) springer ud af vinduet, så er det, fordi hun er en del af et system, der ikke kan tilgive. Systemet kan kun straffe, så hun straffer sig selv. Der er Ida af et andet system, hvor tilgivelsen er en mulighed.”
I ”Korsvejen” sker til sidst et mirakel, lad os ikke afsløre hvilket, men det er et, som åbner for troen. I ”Ida” slutter filmen også åbent, med hovedpersonen vandrende på vejen hen mod klosteret. Karsten Fledelius ser det som en accept af valget af det religiøse.
”Jeg ser det sådan, at Ida søger ind i klosterets tryghed, fordi hun har mistet tilliden til den ydre verden. Og sådan er der faktisk mennesker, der har det.”