Hvornår og hvordan fik du idéen til bogen?
10 år tilbage havde jeg lige forsvaret min doktorafhandling om ”Den klassiske dokumentarfilm”. Nu ville jeg forske i noget, der var mere saftigt og underholdende. Jeg havde lyst til beskæftige mig med noget elementært i filmisk forstand. Ligesom i livet forøvrigt repræsenterer seksualiteten – sammen med vold og død – det elementære i film. Måden som seksualitet portrætteres på i film rækker derfor ud over filmmediet og stikker dybt i os. Jeg mener, hvor har vi alle sammen lært at kysse. Det har vi i sin tid lært ved at se på film – ikke ved at kigge på vore forældre. Det er denne simple pointe, der er udgangspunktet for min film- og kulturhistoriske undersøgelse af seksualiteten og kærligheden, som den på forskellige tidspunkter er blevet tolket af filmenes ophavsfolk. Ikke mindst som den er blevet tolket i 1960’erne og 1970’erne, hvor jeg selv var barn og ungt menneske, og som samtidig er den periode, vi kalder den seksuelle revolution.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes end den, du forestillede dig at skrive?
Min elementære nysgerrighed indsnævrede sig hurtigt til et fokus på det berømte danske frisind, da arbejdet med bogen begyndte for over tre år siden. Omkring det forrige århundredeskifte var frisindet noget elitært, som Georg Brandes og senere Poul Henningsen plæderede for, men med den seksuelle revolution blev tankegangen folkeliggjort, for ikke at sige vulgariseret, gennem alt fra Ekstra Bladets Side 9-piger til sengekantsfilmene og de berømte live-shows i Istedgade. I udgangspunktet var det denne trivialisering – frisindet som en selvforelsket, national myte – der fik mig til at stille mig kontrært an. Jeg begyndte at spekulere på, hvornår frisindet blev en kliché. Den tilgang har jeg fastholdt i bogen, selvom jeg i min overordnede vurdering har bevæget mig mere ind mod midten. For det første har jeg for alvor fået øjnene op for de i dag glemte modstrømninger af kulturkonservativ observans i dansk filmhistorie. For det andet fik jeg undervejs lyst til at sortere i forhold til den progressive arv, hvor der i sandhed er tale om både skidt og kanel.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Debatlitteraturen i de skiftende perioder har været en uvurderlig direkte vej ind i tidsånden. Den har givet mig en unik forståelse af, hvor fronterne lå, samt, hvilke konkrete argumenter der blev kastet frem og tilbage. Et sigende eksempel er bestselleren ”Den lille røde bog for skoleelever” og dens modsvar ”Den lille hvide”. Førstnævnte vakte en del furore, da den udkom i 1969, fordi den mere eller mindre opfordrede til sex mellem elever og lærere. I ”Den lille hvide”, udgivet af forlaget Unge Kristne, lød duplikken: ”De har lært sig en lære, som passer til deres egne lyster”. Jeg vil også fremhæve ”Danske filmskuespillere” af Informations afdøde filmkritiker Morten Piil. I den seriøse filmlitteratur tages skuespillernes arbejde sjældent alvorligt, men Morten Piil gennemgår dem fra A til Å, og det bliver næsten til en romanfortælling om Danmark.
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.