Prøv avisen

Filmscenografer opnår anerkendelse

Det er ikke kun skuespillerne og instruktør Lars von Trier, der har fået ros for arbejdet med filmen Melancholia. Også scenograf Jette Lehmann har modtaget priser for sit arbejde, hvor hun blandt andet byggede en festsal op fra bunden. For første gang er der også chance for, at hun eller andre fra hendes fag kan få en pris under lørdagens Bodil-fest. Foto: Christian Geisnæs.

For første gang bliver filmscenografer også hyldet ved Bodil-festen i aften i form af en ny pris

Vi ser scenerne fra bryllupsfesten i Lars von Triers film Melancholia for os. En af filmens hovedroller er blevet gift, hvilket fejres i, hvad der umiddelbart ligner en stor, oppyntet festsal på et slot.

LÆS OGSÅ: Danske film er stadig prisværdige

I virkeligheden er der dog ikke tale om et slot, men derimod et stort studie, der er bygget op fra bunden. Og her er intet tilfældigt. Tværtimod er der tænkt over alt fra lokalets form til borddækningen, lyset og kjolerne.

Alt dette sørger scenograferne for. De er med inde over filmen fra starten, men i modsætning til deres kolleger instruktøren, fotografen og skuespillerne bliver deres arbejde sjældnere anerkendt.

Nu kommer der dog mere fokus på scenografernes arbejde, når Filmmedarbejderforeningen, der består af danske filmkritikere og filmskribenter, for 65. gang uddeler Bodil-statuetter i aften.

Her uddeles en ny pris for Årets Filmscenograf, der er opkaldt efter den danske filmmand Henning Bahs, som blandt andet stod bag scenografien til Huset på Christianshavn, Matador og Olsen-banden.

Bag tiltaget står Scenografernes Ophavsretsforvaltning med blandt andet scenograf Knirke Madelung i spidsen. Hun håber, den nye pris kan være en øjenåbner:

Vi har i den grad har glimret ved vores fravær ved Bodil-festen, hvor vores nærmeste samarbejdspartnere er repræsenteret, siger hun og henviser her til filminstruktørerne samt fotograferne, som fik sin egen Bodil-kategori for nogle år siden:

Ligesom dem er vi med helt fra starten til at finde ud af, hvad det er for en film, vi har med at gøre hvordan skal den se ud, hvilke locations og materialer skal vi bruge, hvor skal vi give den fuld skrue, og hvor skal vi fjerne elementer for at skabe mindre drama? Vi skaber stemning, når vi laver dekorationer, og fodrer skuespillerne, så de har større mulighed for indlevelse, siger hun og tilføjer, at scenografers arbejde dog ofte overses i dag:

Når det visuelle i sjældne tilfælde nævnes i filmanmeldelser, lyder det som regel, som om det er instruktøren, der står bag, men det sker i et samarbejde med scenografen. Vi har lyst til og brug for, at der bliver skrevet om vores arbejde, og at man forstår, at der er tanker bag, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Det synes vi, folk fortjener at blive mere bevidste om, når de ser film, siger hun og tilføjer, at hun også håber, at filmanmelderne, der skal finde årets vinder, får mere fokus på scenografernes arbejde under udvælgelsesprocessen.

Det samme håber scenograf Jette Lehmann, som inden for de seneste måneder er blevet hyldet for sit arbejde med scenografien til filmen Melancholia, først med en European Film Award og dernæst en Robert-pris, som i modsætning til Bodilen, der er filmkritikernes pris, er et skulderklap fra kollegerne i filmbranchen. Hun glæder sig også over, at hendes fag nu også vil være repræsenteret ved Bodil-festen:

Det betyder altid utrolig meget at få anerkendelse, og at der er nogen, der har set det, man laver. Det er også vigtigt, at det sker i denne sammenhæng, da filmkritikerne nu også får et fokus på den visuelle substans og scenografiens betydning for en films samlede udtryk.

Selv er hun ikke i tvivl om, hvor meget det scenografiske arbejde betyder:

Scenografernes arbejde er altid uvurderligt, og der er taget stilling til alt, der er i billedet. En god scenografi er ikke nødvendigvis højtråbende og opmærksomhedssøgende. Det handler for os om at gøre det visuelle troværdigt i forhold til fortællingen. Jeg har oplevet, at vi måske har brugt fem dage på at dresse en location, og at vore egne folk møder op og siger Nej, har I fundet det her sted? Hvor er det fantastisk. Og så kan man selvfølgelig sige, at missionen er lykkedes.

Formand for Filmmedarbejderforeningen Jacob Wendt Jensen kan sagtens se, hvorfor filmscenograferne fortjener mere anerkendelse:

Hvis man ser på, hvordan et filmset er bygget op, så er den vigtigste person instruktøren, som vi hylder med prisen for årets bedste film. Den næstvigtigste er fotografen, som arbejder tæt sammen med instruktøren, og derefter kommer scenografen eller production designeren, som de også kalder sig. De er altså den tredje i ledergruppen, så det er ikke unaturligt at give dem en pris.

Det betyder dog ikke, at der har været snak om at lave en Bodil-kategori for filmscenografer, da Bodil ifølge Jacob Wendt Jensen kun hylder de helt gennemskuelige aktører:

Ud over fotografer, har vi ikke årlig tradition for at gå ind i det tekniske ved filmene. Vi koncentrerer os om det, man 100 procent kan se udefra: skuespillerne og filmen som helhed, men ikke manuskript, klipning eller belysning. Dog gives der en Sær-Bodil, hvor man af og til kan hylde de forskellige filmfag.

Foreningen var dog enig om at støtte op om Henning Bahs-prisen, hvorfor de foruden at lade prisen blive uddelt til Bodil-festen har samlet fem filmanmeldere med særinteresse i scenografi og sat dem til at gennemgå årets film og sammen finde en vinder.

Vi har blandt andet kigget efter film, der foregår mere i egne universer, eller historiske film, hvor scenerne er opbygget fra bunden. Jo mere scenograferne har skabt deres egen verden, jo bedre, siger Jacob Wendt Jensen.

Af eksempler nævner han nogle af sidste års mest omtalte film, hvor scenograferne har udmærket sig på forskellig vis. Der er blandt andet filmene Superclásico og Juan, som begge foregår i udlandet, hvorfor scenograferne har måttet bruge flere kræfter på at finde ud af, hvordan de bedst repræsenterede det bestemte sted visuelt. Derudover måtte scenografen i Melancholia bygge et helt studie om til en scene, hvor der blandt andet skulle holdes bryllup. Til filmen Dirch skulle 1950erne og 1960erne genskabes i scenografien, og i ungdomsfilmen Magi i luften er der gjort ekstra meget ud af det visuelle.

Til sidst nævner han også filmen En familie, hvor den scenografiske udfordring var at få universet omkring bagerfamilien til at hænge sammen og virke realistisk.