Filmskaberen Sorrentino er den bedste til at være svulstig og sentimental. "The Hand of God" er ingen undtagelse

”The Hand of God” foregår i Napoli og er en personlig fortælling om at lave smukke film

”Virkeligheden er ussel,” siger karakteren Fabié et afgørende sted hen imod slutningen og giver grunden til, hvorfor man ­drømmer om at lave film: for at gøre virkeligheden smukkere, mindre ussel.
”Virkeligheden er ussel,” siger karakteren Fabié et afgørende sted hen imod slutningen og giver grunden til, hvorfor man ­drømmer om at lave film: for at gøre virkeligheden smukkere, mindre ussel. Foto: Netflix.

Paolo Sorrentino laver film med en voldsom æstetik – pompøse, poppede, ofte kitschede. ”Kill your darlings” står vist på første side i håndbogen for kunstnere. Den side må Sorrentino have sprunget over. Han har altid gjort det modsatte, bare skruet op for det hele. ”Den store skønhed” og serien ”The Young Pope” er suveræne eksempler. Sorrentino har et visuelt touch, som er helt hans eget. Han er den bedste til at være svulstig og sentimental. Omtrent alle scener, han har lavet, kan man tage ud og hænge op på væggen. Jeg er kæmpe fan. Det er jeg tilfældigvis også af fodboldklubben SSC Napoli. Som var det i går, kan jeg huske, da Diego Armando Maradona kom til klubben. Da Napoli vandt sit første italienske mesterskab i 1987, sad jeg som teenager på gulvet foran fjernsynet i Klampenborg og bad med lukkede øjne til Gud (Maradona).

I ”The Hand of God” befinder vi os i Napoli lige omkring Maradonas nærmest mirakuløse ankomst til byen. Vi følger en ung dreng, hans storebror, hans livsglade og forelskede forældre og resten af familien samt en baronesse, som bor på etagen ovenover. Den unge dreng hedder Fabié, en lidt ensom, registrerende, følsom dreng – der er ingen tvivl om, at det er Sorrentino selv som ung. Hans egen personlige historie, som er offentligt kendt, skinner igennem. Sorrentino mistede begge sine forældre som ung. Det er tabet af dem, som er filmens traumatiske omdrejningspunkt.

”Virkeligheden er ussel,” siger Fabié et afgørende sted hen imod slutningen og giver grunden til, hvorfor man drømmer om at lave film: for at gøre virkeligheden smukkere, mindre ussel.

Sorrentinos film er alle vilde forskønnelser af en verden, som bare står stille. I hans tidligere film registrerer menneskene verden, på afstand nyder de skønheden og keder sig samtidig. Der er ingen fortid og fremtid i hans film, kun en nutid fuld af tomhed. I ”The Hand of God” betyder tiden noget. Fortiden, som Fabié mindes, nutiden, hvor tingene sker, og fremtiden, som ligger derude og venter på, at han bestemmer sig for, hvad han vil med den. Fabiés storebror vil være glad. Det kan Fabié ikke. Det ved han allerede nu. Dertil er virkeligheden for ussel.

”Har du en historie at fortælle?”, spørger den beundrede instruktør den unge Fabié en aften, hvor han har fulgt efter instruktøren.

Fabié har fundet ud af, at han gerne vil lave film – smukke film. De står i mørket ved den napolitanske bugt. Byen ligger bag dem. Havet ligger øde hen.

”Ja,” svarer Fabié.

”Så fortæl den,” råber instruktøren.

Efter sine forældres død tog Sorrentino toget til Rom for at lave nogle af de mest magiske film, jeg har set. I ”The Hand of God” vender Sorrentino tilbage til sin hjemby Napoli for at fortælle en historie. Sin egen. Man kan godt sige, at Sorrentino aldrig rigtigt har fortalt en historie, at han kun har lavet smukke enkeltscener og så sat dem sammen. Endelig kom tiden til at fortælle den historie, han må have haft lyst til at fortælle, siden døden tog uskylden fra ham og efterlod ham forladt.

”The Hand of God” er uden tvivl den mest personlige film, Sorrentino har lavet. Det er derfor også den mindst smukke. Den begynder godt nok i typisk overorkestreret Sorrentino-stil, men med forældrenes død lader Sorrentino sin tekniske overlegenhed ligge for at lade den personlige historie træde frem. Da den giftige luft siver ud i forældrenes nye ferielejlighed i bjergene, er det helt uden Sorrentinos normale afstand. Kameraet svæver ikke rundt. Det står stille. Faderen sidder med sin bog. Moderen med strikketøjet. Hun lægger sit hoved på hans skulder. Fabié var ikke taget med, han var blevet hjemme for at se Napoli spille. På den måde kan man sige, at Maradona reddede hans liv. Deraf titlen – en reference til Maradonas berømte brug af hånden ved en scoring imod England i VM-kvartfinalen 1986. Sorrentino har ikke vidst, hvordan hans forældre døde. Måden, de dør på, er hans lille digteriske tillæg til virkeligheden. Det er så fin en afskedsscene, så ærligt fortalt. Ingen leg. Kun tab, med en lille smule evig kærlighed.

Men ”The Hand of God” er ikke helt et mesterværk. Desværre. Jeg ville have givet Sorrentino fuld plade på forhånd, men der må trækkes lidt fra. At noget er sket i virkeligheden, gør ikke en film mere ægte. Der kan ske det, at man som filmskaber bliver låst fast af virkeligheden, af sin egen historie. Og så troede jeg aldrig, at jeg skulle skrive det her om en Sorrentino film: Den er næsten traditionel, en coming-of-age-kunstner-bliver-til er lavet en hel del gange før. Noget af den kunne næsten være lavet af mange andre italienske instruktører. Det er ulempen ved det personlige. Det ligner ret meget mange andres. Filmens første halvdel er lang, sært uvedkommende. Der er lige dele for meget commedia dell’arte og Almodovar-inspiration. Normalt er Sorrentino dybt inspireret af det religiøse og filosofiske, hvilket gør hans dialoger til skarpe små afhandlinger. I ”The Hand of God” handler første del mest om mad, komiske kroppe og lettere ligegyldige ting. Det gør dialogen jævn, for folkelig. Charmerende, ja, men gestikulerende og temperamentsfulde italienere har man set mange gange før. Det er, som om Sorrentino, nu hvor han vil holde sig til den virkelige historie, er blevet låst af, at virkeligheden som barn bare ikke var speciel interessant.

Selvfølgelig er ”The Hand of God” en stærkt seværdig film. Poetisk, smuk, bevægende. Lavet af en guddommelig hånd. Der er nok også en hel del filmelskere, som længe har været træt af, at Sorrentino altid har været for meget, aldrig lavet film om virkelige mennesker, altid kun figurer, typer. Det kan være, du er en af dem, som vil sige, at med ”The Hand of God” kiggede han endelig tilbage for at finde sin historie og tog dermed det største skridt frem. Jeg er enig langt hen ad vejen. Jeg savnede dog bare hans ekvilibrisme flere steder i filmen, det uvirkelige overraskende. Personlige historier er der mange af. Sorrentinos abstrakte storhed findes der kun én af. Men se selv. Det under jeg enhver, der elsker film.