Filmskaberen Sorrentino er den bedste til at være svulstig og sentimental. "The Hand of God" er ingen undtagelse

”The Hand of God” foregår i Napoli og er en personlig fortælling om at lave smukke film

”Virkeligheden er ussel,” siger karakteren Fabié et afgørende sted hen imod slutningen og giver grunden til, hvorfor man ­drømmer om at lave film: for at gøre virkeligheden smukkere, mindre ussel.
”Virkeligheden er ussel,” siger karakteren Fabié et afgørende sted hen imod slutningen og giver grunden til, hvorfor man ­drømmer om at lave film: for at gøre virkeligheden smukkere, mindre ussel. Foto: Netflix

Paolo Sorrentino laver film med en voldsom æstetik – pompøse, poppede, ofte kitschede. ”Kill your darlings” står vist på første side i håndbogen for kunstnere. Den side må Sorrentino have sprunget over. Han har altid gjort det modsatte, bare skruet op for det hele. ”Den store skønhed” og serien ”The Young Pope” er suveræne eksempler. Sorrentino har et visuelt touch, som er helt hans eget. Han er den bedste til at være svulstig og sentimental. Omtrent alle scener, han har lavet, kan man tage ud og hænge op på væggen. Jeg er kæmpe fan. Det er jeg tilfældigvis også af fodboldklubben SSC Napoli. Som var det i går, kan jeg huske, da Diego Armando Maradona kom til klubben. Da Napoli vandt sit første italienske mesterskab i 1987, sad jeg som teenager på gulvet foran fjernsynet i Klampenborg og bad med lukkede øjne til Gud (Maradona).